Overbevisende fotografier af Thomas Bangsted

Overbevisende fotografier af Thomas Bangsted

Thomas Bangsted: USS Texas (Measure 12-modified) (udsnit), 2012-2014

Billedserie

Udstilling

23 jan 2015 26 apr 2015

Thomas Bangsted

Brandts 13
Se kort og tider

Thomas Bangsted er gådefuld og overbevisende på Brandts 13. Krigsskibe i abstrakt krigsmaling og sære nattescenarier præger hans første museumspræsentation i Danmark.

12 monumentale sort/hvide fotografier hænger i den tidligere skulptursal i det gamle Fyns Kunstmuseum, som under navnet Brandts 13 nu er helliget samtidskunsten efter fusionen med Brandts Klædefabrik. Det er intense og blændende smukke billeder, og de fylder rummet fuldstændig problemløst ud.

Et mærkeligt syn
På den ene side fremkalder de naturligt den følelse af et fastfrosset ‘her og nu’, som er så karakteristisk for det fotografiske medie. På den anden side opdager man hurtigt, at dette ‘øjeblikkets nærvær’ ikke står alene i Bangsteds univers. En af kvaliteterne ved billederne er, at man ikke helt er klar over, hvordan denne dobbelttydighed opstår.

Det er gådefulde billeder. I en række store fotos ser vi eksempelvis amerikanske østkyst-scenarier med gamle krigsskibe. De flyder majestætisk i vandet med ejendommelig og fascinerende krigsmaling i form af organiske eller geometriske mønstre. Et i sandhed mærkeligt syn.

Thomas Bangsted: Last of the Dreadnoughts, 2011-2012
Thomas Bangsted: Last of the Dreadnoughts, 2011-2012

Digitale puslespil
Thomas Bangsted er bosat i New York og har i de seneste år opnået behørig opmærksomhed for sine stort komponerede fotografier. For komponerede er de. Via billedbehandlingsprogrammer er de skabt som lagdelte digitale puslespil af billeder fra forskellige steder og tider. Han arbejder omstændigt og langsommeligt med storformatkamera, og ofte er billederne resultatet af årelange processer, hvor også de historiske fortællinger, der omkredser billedstoffet, har del i billedets udsagn.

Læs portræt af Thomas Bangsted her

I krig og kunst
Således også med billederne af krigskibene. Under første og anden verdenskrig bemalede den engelske og amerikanske flåde sine fartøjer med såkaldt Dazzle Camouflage – blandt andet under påvirkning af kubismen og den abstrakte kunst. Den engelske abstrakt-kunstner Edward Wadsworth stod eksempelvis i spidsen for bemalingen af omkring 2000 skibe – og det var i den grad nogle syrede og opsigtsvækkende skibe, der blev sendt i krig! Formålet var da heller ikke at skjule skibene. Teorien var, at de abstrakte mønstre ville forvirre fjendens ubåde.

Thomas Bangsted: SS Coeur d'Alene (under Refit for Troop Transport), 2012-2014
Thomas Bangsted: SS Coeur d’Alene (under Refit for Troop Transport), 2012-2014

Det er sådanne mønstre Bangsted genskaber på sine bedagede flådefartøjer. Og denne mærkelige historie, der på sin vis kombinerer kunst og krig, bliver en del af hans komplekse fotografiske fortælling på linje med den tidslige og stedslige forskydning, de indeholder.

Men ikke nødvendigvis en nødvendig del af den. For i udstillingssalen i Odense står billederne alene, og man er henvist til selv at researche sig frem til baggrundshistorien om Dazzle Camouflage. Det virker dog ikke arrogant, for billederne står for sig selv i sin egen forrykkede og tvetydige skønhed. Gådefulde, javist, men gåder bliver ikke nødvendigvis bedre af at blive løst, og nogle gange går det hele ikke op.

I Bangsteds billeder kan man så dyrke de taktile kvaliteter i vandoverfladen, spotte en mand i en lille båd foran den flydende kæmpe – ovenikøbet i to versioner. Man opdager også spændingen mellem vidtstrakte udsyn over havet, landskaber og knivskarpe detaljer fra ramponerede udkantsområder i forgrunden.

Thomas Bangsted: Rotary Disc (for Robert Cumming), 2011-2013
Thomas Bangsted: Rotary Disc (for Robert Cumming), 2011-2013

Den amerikanske nat

Udstillingen indeholder desuden en række nattescenanarier, der har en let uvirkelig aura, man mere fornemmer end forstår. Det virker som om, man kan se ‘for meget’ i skygge-områderne, og billeder som Salvage, 2012 og Court, 2011 fremstår sceniske, som var de kulisser. Associationen er ikke helt ved siden af, for der er tale om dagsoptagelser, der ved en speciel teknik er transformeret til natbilleder. Teknikken er udviklet i Hollywood.

I Rotary Disc (for Robert Cumming) opdager man et roterende hjul i det enigmatiske nattebillede af et vandfald i skoven. Vandhjulet har Bangsted selv bygget efter et tegnet forlæg fra kunstneren Roberts Cummings bog Equilibrium and the Rotary Disc (1978). Siden fotograferede han hjulet i et hjemmegjort basin og samplede billedet ind i fotoet af vandfaldet.

Thomas Bangsted: Court, 2011
Thomas Bangsted: Court, 2011

Salvage
virker først og fremmest som et statisk billede på trods af, at dækkene rasler ned af truckladet, mens kameravinklen i Court giver den ustabile fornemmelse af, at tennisbanen skråner ned til højre. Sådanne mærkværdigheder etablerer Bangsteds omstændige – men sømløse – puslespils-arbejde.

Resultatet er overbevisende.

Thomas Bangsted er født i 1976. Han arbejder og bor i dag i Brooklyn, NY.

Uddannelse:

2005–07 Yale University, MFA
2004–05 Goldsmiths College/University of London, Pg.Dip. Fine Art
2000–04 The Glasgow School of Art, BA

Udvalgte udstillinger:

2014 MARC STRAUS, New York
2012 Galleri Tom Christoffersen, Nocturnes, København
2010 Galleri Tom Christoffersen, Country & Sea, København
2007 Galleri Hornbæk, Thomas Bangsted — Nye Fotografier, Hornbæk
2006 SPARK, Rustic by Chance, København
2005 The University of Derby, Derby, Thomas Bangsted — The Open Studio

Du kan opleve Thomas Bangsteds fotografiske værker på Brandts 13 i Odense frem til 26. april 2015.

Billedserie

Udstilling

23 jan 2015 26 apr 2015

Thomas Bangsted

Brandts 13
Se kort og tider

Del artiklen

'Overbevisende fotografier af Thomas Bangsted'

Facebook