Ordrupgaard genåbner med ny tilbygning

Ordrupgaard genåbner med ny tilbygning

Ordrupgaard. Foto: Paul Skovbakke.

Den 14. august indledes et nyt kapitel på Ordrupgaard efter næsten fire års nedlukning, når kunstmuseet genindvies med en ny tilbygning af det prisvindende norske arkitektfirma Snøhetta. Tilbygningen giver plads til hele Ordrupgaards franske samling, mens værkerne fremtidssikres for kommende generationer.

Snøhettas bygning slutter sig til det eksisterende Ordrupgaard, hvor den går i dialog med samlingerne, naturen og de øvrige bygninger. Samtidig fremstår den som et selvstændigt arkitektonisk værk, der supplerer museet med plads til med plads til samlingerne, internationale særudstillinger og formidlingsrum samt café, butik og børnerum.

Hidtil har har ca. 40 procent af samlingen grundet pladsmangel befundet sig på magasin. Med Snøhettas bygning fordobles Ordrupgaards udstillingsareal så hele samlingen – der foruden den franske samling omfatter den danske guldalder, Hammershøi og Finn Juhls Hus – kommer til sin fulde ret.

Snøhettas bygning er placeret nænsomt i landskabet. Udefra ses kun ståltaget, der markerer omfanget af den midterste af de tre franske sale. Tagets skulpturelle former med de mange facetter bryder lyset og introducerer på subtil vis de impressionistiske værker, som kan besøges indenfor.

Ordrupgaard præsenterer i forbindelse med genåbningen også en ny installation i parken af den argentinske samtidskunstner Tomás Saraceno. Værket Omega Centauri 3.9 er ophængt blandt en gruppe træer i den nordlige del af parken, og med dens geometriske former og spejlinger trækkes tråde til den nye bygnings tagkonstruktion.

Kide: Ordrupgaard

Om Snøhetta: Det prisbelønnede arkitektfirma Snøhetta står tillige bag bygninger som for eksempel Operaen i Oslo, Bibliotheca Alexandrina i Egypten og The National September 11 Memorial Museum & Pavilion i New York, USA.

Del artiklen

'Ordrupgaard genåbner med ny tilbygning'

Facebook