Open call til konkurrence på hospital

Open call til konkurrence på hospital

Hørsholm Hospital bliver i oktober omdannet til en kreativ camp. Pressefoto.

Afsnit I har udskrevet en innovationskonkurrence, der henvender sig til innovatører og projektmagere inden for de fem overordnede temaer: Sundhed, læring, byudvikling, kommunikation samt kunst og kultur.

Afsnit I er en international innovationscamp for iværksættere, idémagere, designere, studerende, kunstnere, opfindere og andre med en original idé, der vil gøre verden til et bedre sted.

Alle med et projektforslag inden for eller på tværs af kategorierne sundhed, læring, byudvikling, kommunikation og kunst og kultur opfordres til at sende en ansøgning ind til konkurrencen. Fristen er 1. oktober, hvorefter de indsendte idéer vurderes og 10-15 projekter udvælges.

Festival genåbner Hørsholm Hospital
I fem dage i oktober flytter de udvalgte deltagere, enten enkeltpersoner eller grupper, så ind på Hørsholm Hospital, hvor de hver får tildelt en hospitalsstue. Her skal de bygge, visualisere og præsentere deres idé for et dommerpanel og for publikum under festivalen, som afvikles 26. og 27. oktober. Der kan være tale om en installation, en videopræsentation, mock ups, brætspil, et live-program, Dj’s eller lignende.

Vinderen af innovationsprisen på 100.000 kr. udpeges af dommerpanelet på baggrund af en vurdering af både projektets originalitet og gennemførlighed og på baggrund af den fysiske præsentation. Præmien skal bruges i det videre arbejde med at realisere idéen, men det er ikke et krav, at idéerne skal gennemføres i Hørsholm kommune, Regionen, eller i Danmark for den sags skyld.

Online ansøgning her.

Hørsholm kommune og Kulturmetropol Øresund står bag Afsnit I, som også støttes af det lokale erhversliv.

Del artiklen

'Open call til konkurrence på hospital'

Facebook