OPEN CALL: Sydhavn Station og Sydhavn Teater i samarbejde om videoudstilling

OPEN CALL: Sydhavn Station og Sydhavn Teater i samarbejde om videoudstilling

Open call. Plakat.

Sydhavn Station og Sydhavn Teater har indgået et samarbejde om at slå dørene op for kunsten i en tid, hvor samfundet er på stand-by og kunsten lever bag lukkede døre. Scenekunstnere og billedkunstnere i aldersgruppen 18-30 inviteres til at dele deres praksis og hverdag og dermed bidrage til en videoudstilling – online- og i vinduer i samarbejde mellem ST:ART og Udstillingsstedet Sydhavn Station.

Nedlukningens restriktioner har reduceret hverdagens sociale interaktioner til skærme, online forbindelser og digitale aktiviteter. Imens de kunstneriske scener er lukket, står kreative sjæle med et hav af erfaringer, oplevelser og indtryk – men uden platforme. I dette Open Call, med temaet GLITCH, ønsker Sydhavn Teater og Udstillingsstedet Sydhavn Station at give scenekunstnere og billedkunstnere en mulighed for at udforske deres praksis, som den eksisterer under de restriktive rammer, gennem en video på max 24,50 sekunder.

De valgte værker vil blive udstillet som del af en online udstilling på Sydhavn Teaters hjemmeside i begyndelse af marts, 2021, i kuratorisk samarbejde med Udstillingsstedet Sydhavn Station. Udvalgte værker vil desuden blive vist i foråret i en offentlig udstilling på Sydhavn Station

Kunstnere opfordres til at sende video, en kort introducerende tekst samt værktitel via wetransfer.com til start@sydhavnteater.dk senest 15. februar 2021 kl. 23:59. Eventuelle spørgsmål rettes til start@sydhavnteater.dk.

Vær opmærksom på, at videoerne ikke vil blive vist med lyd. Hvis en video eksempelvis. indeholder tale, kan det være en ide at tilføje undertekster eller lignende og gerne på dansk.

Kilde: Udstillingsstedet Sydhavn Station

Del artiklen

'OPEN CALL: Sydhavn Station og Sydhavn Teater i samarbejde om videoudstilling'

Facebook