Olafur Eliasson på skrump

Olafur Eliasson på skrump

Olafur Eliasson: Model af Your Rainbow Panorama. Det er sølvkuglen, der nu er skåret fra projektet. Pressefoto.

Budgetoverskridelser formindsker Olafur Eliassons kæmpeværk Your Rainbow Panorama på taget af Aros. Sølvkuglen er sat på stand by.

Dobbelt så dyrt som planlagt – og nu også mindre end planlagt. Olafur Eliassons spektakulære kunstværk er på skrump.

Ifølge de oprindelige tegninger skulle kunstværket – foruden en regnbuefarvet glascirkel med en diameter på hele 52 meter – have bestået af et kæmpe kugleformet rum, hvori publikum fik mulighed for at opleve en prismatisk brydning af lysets farvespektrum i en projektion, der skulle afspejle Århus’ beliggenhed på kloden.

Kuglerummet er nu foreløbig sløjfet fra projektet – pengene rækker ikke.

Millionerne ruller
Kunstværket kostede oprindeligt 30 millioner kroner, men siden er prisen steget til 50 millioner kr. Overskridelserne skyldes, at det enorme kunstværk kræver en gennemgribende forstærkning af hele bygningen. Det havde man ikke taget højde for.

Det er Realdania, der har spenderet de mange millioner til projektet og ifølge fondens egne beregninger ville en opførsel af den såkaldte sølvkugle fordyre projektet med 10 procent i forhold til de 50 millioner kr., fonden allerede har doneret til kunstværket.

Kvadratmeter-kunst
Selv afviser Olafur Eliasson i Information, at der skulle være tale om en reduceret version af værket.

"Det byder mig imod at kvantificere værker på den måde, for man kan ikke måle kunst i kvadratmeter", siger han og pointerer samtidig, at der ikke er truffet beslutning om, at kuglen ikke skal bygges.

"ARoS er i fuld gang med at samle flere penge ind hos potentielle investorer", siger han.

Læs Matthias Borellos kritiske debatindlæg om Your Rainbow Panorama. Klik her.

Del artiklen

'Olafur Eliasson på skrump'

Facebook