Kunstnerisk fornyelse og nytænkning står i modvind hos medier og forbrugere. Journalister og publikum er umættelige når det kommer til nyheder - i hvert fald i teorien; virkeligheden viser noget ganske andet.
Debatten om kunstens rolle og forpligtelser i det moderne samfund bobler altid. Eksempelvis i Politiken den 24/1 under overskriften "Hvem skal redde kunsten?" – en debat udsprunget fra KUNSTEN.NU. Kunstnere, fagfolk og journalister udveksler holdninger, der måske dybest set bunder i deres forskellige forhold til hvad kunst er og bør være.
Nogle parter synes at samtidskunsten er for vag, andre synes, at ambitioner om at blive en del af oplevelsesøkonomien fjerner kunstens sandhed og autenticitet, og nogle plæderer for kunstneres ytringsfrihed eller mangel på mod til at udleve den. Piben har mange lyde.
Forkromede idealer
Omkring kunsten bør vel ligge et så højt ideal, at det aldrig bliver indfriet. Formidlingen, kvaliteteten og ægtheden kan altid blive bedre eller højere. Samtidskunsten kan altid blive en tand skarpere, tydeligere, mere rammende og farverig. Den journalistiske formidling kan altid optimeres og gøres mere indbydende – om ikke andet kan den rettes imod grupper, som ikke ellers er kulturforbrugere. Og det politiske system omkring kunsten kan gøres mere attraktivt i forhold til fordeling, bureaukrati og effekt.
Frem med vaselinen
I det nuværende system – i medierne, i kulturstøtteordningerne og hos forbrugerne – ligger imidlertid en inerti, som endnu ikke er blevet markeret tydeligt nok i debatten. Nemlig modviljen eller modvinden i forhold til det nytænkende og skæve. Den "svære" kunst – ikke nødvendigvis den introverte og utilgængelige, men bare den der kræver lidt mere end et kunstneriske udsagn, der er kandiseret og vaselinesmurt, så de glider let og elegant ind. Det er og bliver nemmere at plukke fra top 10, fordi vi kender det – konventioner og koder er velkendte og trygge.
Nyhedens paradoks
Man siger godt nok, at journalister higer efter nyheder og at publikum vil have nytnytnyt. Men i den virkelige verden er det sværere end som så – nytænkning, genrebrud og uvante konstellationer har svære odds, grundet vores magelige natur! Eksempelvis den tværmedielle kunst, som er svær at gruppere. Selv en minimal varians kan gøre et produkt utilgængeligt.
Har cd-æsken ikke længere standardmål, passer den ikke ind i stativerne og blander bogen genrerne, lander den på boghandlerens gulv, fordi den ikke passer ind i reolernes inddelinger. Og så kan debatørerne ønske sig nok så meget fornyelse og nytænkning. Praksis viser imidlertid, at det er praktisk talt umuligt for en ny kunstner at komme igennem med budskaber, der ikke passer ind i mediernes kasser, i butikkernes udstillingssystemer eller hos forbrugerne, der er vanedyr og tryghedsnarkomaner.
I januar 2009 udgav jeg min debut på den kunstneriske scene: hybridværket Kollektion, der består af cd og bog i ét samlet værk. 162 siders digte, fotografi, noveller, tanketråde med mere, samt en cd med 13 numre inden for rock, elektronika, komposition, elektro-pop med mere. Ambitiøst, nytænkende og alsidigt kunstudbrud.
I et forsøg på at bryde med ensidigheden i traditionelle musik- eller bogudgivelser, ville jeg gerne vække hele publikums sanseapparat. Lade dem mærke bogen, trykt på luksuspapir, se billeder og tekst i symbiose tilsat et kalejdoskop af musikalske lyde. Hver især enkeltelementer, der er relativt mainstream, men som – viser erfaringerne her hvor Kollektion er fyldt 1 år – er svære at afsætte når de er sat sammen. I første omgang til medier og journalister og dermed også til forbrugerne.
Det besværligt nye
Rent kunstnerisk fortryder jeg ikke mine valg og heriliggende økonomiske dispositioner, men projektet har givet anledning til en række tanker omkring ambitioner, formidling og fremtidig udformning af mit virke. Måske i retning af endnu mere exces som en stædig insisteren og et modvilligt opråb. Og så har det affødt, at jeg er blevet bevidst om, at det er nødvendigt at tilføre debatten et syn på den inerti og modvillighed, der automatisk ligger i os mennesker. Det vi ikke kender, eller som ikke ligner det, vi er vant til at få serveret, det forekommer os besværligt og er derfor det lettere at afskrive eller springe over.
At betræde nye stier
Debattens temaer og indhold har med andre ord et højere kompleksitetsniveau end som så. Det er ikke kun et spørgsmål om, at samtidskunstnere, ikke formår at formidle sig, eller ikke ønsker at kommunikere, eller om der mangler platforme til ny kunst. Sommetider er det også slet og ret et spørgsmål om noget så naturligt og elementært, som magelighed og vaner: Det kræver mere (af journalisten, af forbrugeren, af politikeren) at træde nye fodspor end at følge dem, der allerede er trådt.
