Ny treårig BGK for unge talentspirer i Aarhus

Ny treårig BGK for unge talentspirer i Aarhus

Efter sommerferien starter Aarhus Billed- og Medieskole et nyt treårigt billedkunstnerisk grundkursus op, hvor unge mellem 16-22 år kan udvikle deres kunstneriske evner sideløbende med en ungdomsuddannelse. BGK'en er muliggjort med nye midler fra Aarhus Kommune. Pressefoto / Aarhus Billed- og Medieskole

Aarhus Billed- og Medieskole har netop modtaget midler fra Aarhus Kommune til at udvide deres billedkunstneriske talentlinje med et ekstra år. Nu går arbejdet i gang med at udvikle en ny treårig BGK for byens kreative unge, der skal starte op efter sommerferien.

Aarhus Kommune har som led i deres kulturpolitik 2017-2020 tildelt Aarhus Billed- og Medieskole et årligt beløb til driften af en treårig BGK. Det nye billedkunstneriske grundkursus er for unge mellem 16-22 år og skal være med til at sikre det kunstneriske vækstlag og styrke miljøet i byen for de kreative unge.

Talentlinjen er et fritidsforløb, der skal gøre det muligt for unge at udvikle deres kunstneriske evner sideløbende med deres ungdomsuddannelse på gymnasiet, HF eller lignende.

Aarhus Billed- og Medieskole har igennem en årrække arbejdet på at kunne udvide deres toårige talentlinje til et treårigt BGK-forløb. “Vi er utroligt glade for at få denne overbygning på skolen. Det fodarbejde, vi sammen med byens engagerede kunst- og kulturfolk har lagt i talentlinjen, kan nu munde ud i etablering af en BGK,” fortæller Hanne Algot Jeppesen, leder af Aarhus Billed- og Medieskole.

Lige nu går 18 unge på den billedkunstneriske talentlinje, og i juni er der optagelsespræsentation for alle interesserede unge med start efter sommerferien.

Kilde: Aarhus Billed- og Medieskole

Del artiklen

'Ny treårig BGK for unge talentspirer i Aarhus'

Facebook