Ny leder til Rønnebæksholm

Ny leder til Rønnebæksholm

Lotte Juul Petersen. Ny leder af Rønnebæksholm. Foto: Pressefoto.

Næstved Kommune har netop offentliggjort, at Lotte Juul Petersen den 15. maj tiltræder som ny leder for Rønnebæksholm.

“Rønnebæksholm er et helt særligt historisk sted, hvor samtidskunsten og læring kan udfolde sig. Jeg glæder mig meget til at samarbejde om at fortsætte den flotte udvikling af udstillingerne og formidlingsprogrammet og trække på mine erfaringer både fra Danmark og udlandet. Som ny leder ønsker jeg at gøre kunsten nærværende og skabe fællesskaber i Næstved og omegn. Jeg er dybt beæret over at få muligheden for at lede Rønnebæksholm” udtaler Lotte Juul Petersen.

Lotte Juul Petersen er uddannet cand.mag i kunsthistorie og visuel kultur. Hun har tidligere arbejdet som kurator ved bl.a. Det Fynske Kunstakademi, Fabrikken for Kunst og Design og KBH Kunsthal.

Siden 2008 har hun arbejdet som Artist & Programmes Curator ved Wysing Arts Centre i Cambridge, hvor hun har arbejdet med kulturelle programmer for ny kunstproduktion og residencies.

På Wysing Arts Centre har Lotte Juul Petersen bl.a. samarbejdet med TATE Modern og været med til at udvikle det nationale ungeprogram ‘Circuit’.

Lotte Juul Petersen har gennem de sidste 10 år arbejdet med mange internationale kunstnere og har samtidig holdt sit brede netværk af danske kunstnere og kollegaer ved lige. Juul Petersen har også gennem de mange år i England fulgt med i Rønnebæksholms udvikling, da stedet minder meget om Wysing.

Kilde: Rønnebæksholm

Del artiklen

'Ny leder til Rønnebæksholm'

Facebook