Ny kunstmesse sætter Danmark på det digitale verdenskort

København får en ny kunstmesse, der blander det fysiske og det virtuelle rum. Den nye messe med navnet ‘ENTER Art Fair Powered by Artland’ kan opleves fra d. 29 aug til 1 sep på Refshaleøen i København.


ENTER Art Fair er på den ene side en traditionel fysisk messe, men som noget unikt og nyt er messen også repræsenteret i en virtuel 3D-version, således at gæster og gallerier fra hele verden kan deltage online via Virtual Reality.

Enter VR
ENTER Art Fair giver mulighed for at møde kunsten i Virtual Reality. Foto: I DO ART Agency.

Bag den nye messe står et team af erfarne fagfolk. Herunder folkene bag den digitale platform Artland, samt Julie Alf, der med en lang række kunst- og livsstilsmesser i bagagen nu også er direktør på ENTER Art Fair.

”Vi gør noget der ikke er set før, når vi har valgt det digitale koncept som hovedfokus. Ud over at det giver mening at følge med tiden, så vi kan vække interesse blandt de helt unge, så håber jeg samtidig at vores tiltag kan være med til at gøre København endnu mere interessant for internationale kunstsamlere og andre kunstelskere. Vi vil også gerne give Københavnerne en mulighed for at stifte bekendtskab med internationale kunstnere og gallerier, i højere grad end de kan gennem skandinaviske gallerier”, udtaler Julie Alf.

ENTER Art Fair er placeret på Refshaleøen, og bliver dermed nabo til en række andre progressive kulturelle kræfter i byen som for eksempel Copenhagen Contemporary og Reffen. Et sted, der både er populært blandt Københavnerne – og ikke mindst udenlandske besøgende. Selve messen finder sted i et gigantisk telt, som man også ser det på den anerkendte kunstmesse Frieze i London mens den virtuelle version af messen tilgås via hjemmesiden.

Planen er, at ENTER tager sit koncept videre til de nordiske lande de kommende år.

Del artiklen

'Ny kunstmesse sætter Danmark på det digitale verdenskort'

Facebook