Ny direktør for Fotografisk Center

Ny direktør for Fotografisk Center

Signe Kahr Sørensen. Foto: Søren Rønholt.

Kunsthistoriker Signe Kahr Sørensen tiltræder som ny direktør for Fotografisk Center den 1. november 2021. Hun afløser mag.art. Kristine Kern, der er udnævnt som rektor for Det Fynske Kunstakademi.

Signe Kahr Sørensen er uddannet cand.mag. i kunsthistorie med speciale i fotografi samt erindrings- og billedpolitik. Hun kommer fra en stilling som daglig leder i Charlottenborg Fonden og har tidligere været ansat på bl.a. Museet for Religiøs Kunst, Rønnebæksholm, Statens Museum for Kunst og i Den Frie Udstillingsbygning.

”Jeg glæder mig utroligt meget til arbejdet med at videreudvikle Fotografisk Center som en central og relevant platform for fotokunsten, både nationalt og internationalt”, udtaler Sørensen i forbindelse med udnævnelsen. “Sammen med kollegaer og samarbejdspartnere ser jeg frem til at skabe aktiviteter, der favner et bredt publikum, og som fortsat styrker fotokunstens position på samtidskunstscenen.”

Om valget af Signe Kahr Sørensen siger bestyrelsesformand for Fotografisk Center, Nicolai Horten:

“Det har været et yderst stærkt og kompetent ansøgerfelt, men det var en enig bestyrelse, der tilbød direktørstillingen til Signe Kahr Sørensen. Hun har solid fotografisk erfaring og et blik for nytænkning, der inviterer til tæt samarbejde med kunstnere og andre samarbejdspartnere. Fotografisk Center har med Kristine Kern ved roret skabt en velkonsolideret og dybt respekteret kunsthal, som vi nu skal føre ind i de næste årtier. Det glæder vi os til, at Signe Kahr Sørensen skal stå i spidsen for og sætte retning for.”

Kilde: Fotografisk Center.

Del artiklen

'Ny direktør for Fotografisk Center'

Facebook