Nu dages det brødre og søstre!

Nu dages det brødre og søstre!

Hvad har produktivitetskommissioner og kunst med hinanden at gøre? Intet! lyder svaret her. (Udsnit af Ragnhild Mays værk fra Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling, 2014)

Det er på tide vi tager fokus væk fra aftagerpaneler, beskæftigelses-statistikker, besøgstal og kvantificerbare resultatkontrakter, som kun kan ophidse en revisor, og at vi nu i stedet retter vores opmærksomhed på indholdet: Kunsten for pokker!

I de seneste måneder har vi været vidne til at Produktivitetskommissionens under stor mediebevågenhed og offentlig debat har fremlagt sine afsluttende rapporter.

Produktivitetskommissionen – alene navnet fortæller alt – er den foreløbige kulmination af de sidste 10-15 års liberalistiske udskridning af samfundet i retning af et globalt konsum- og konkurrencesamfund, hvor økonomisk vækst og oplevelsesøkonomi sætter dagsordenen for alle livets forhold. Et samfund hvor økonomiske modeller og finansielle hensyn i stadig højere grad styrer den politiske beslutningsproces.

En af Produktivitetskommissionens anbefalinger har da også handlet om at reducere alle de videregående uddannelser, der ikke umiddelbart fører til beskæftigelse eller som ikke bidrager positivt til samfundsøkonomien. Fremover bør man ikke uddanne sig til det man interesserer sig for, men udelukkende til det, der kan betale sig.

Lavt på ranglisten
Som rektor for et kunstakademi kan jeg selvfølgelig ikke undgå at føle mig direkte ramt af den slags anbefalinger. Der er vist ingen, der er i tvivl om, at netop de kunstneriske uddannelser ligger lavt på ranglisten, når det kommer til at sikre ansættelse og økonomisk indtjening efter endt uddannelse. På den anden side er kunstakademierne så små og marginale, at vi kan håbe på at ligge under radaren, når og hvis man begynder at eftersøge alle de underskudsgivende uddannelser.

Måske kan det ligefrem vise sig at være en strategisk fordel, at vi egentlig ikke behøver kunstakademier for at få flere kunstnere. Altså, at det er ikke nødvendigt med nogen uddannelsesmæssig autorisation for at blive kunstner, og at man for så vidt sagtens kan være autodidakt. For pointen er, at der vil være lige mange kunstnere uanset om vi uddanner nogen eller ej, men at dem vi uddanner vil være bedre kvalificeret til at klare sig som kunstnere, og de vil – forhåbentlig – blive nogle bedre kunstnere. Derfor bidrager vi trods alt ikke til mere arbejdsløshed, når vi uddanner kunstnere, men snarere til det modsatte.

Fra økonomisk til kunstnerisk vækst
Men den slags argumenter bider ikke på nutidens politikere. For et par år siden talte jeg om de kunstneriske uddannelser for Folketingets Kulturudvalg, da de var på besøg på Aros i Århus, og knap var jeg færdig, før jeg alligevel blev mødt med argumentet om, at vi blot uddanner kunstnerne til arbejdsløshed.

Så måtte jeg finde noget tungere skyts frem, og gjorde derfor opmærksom på, at langt de fleste af de kunstnere, som Kulturudvalget forinden havde set i Kunstmuseets samling ikke kunne leve af det, dengang de lavede de værker, vi nu valfarter til museet for at se. Og selv om disse kunstnere efter nutidens standarder i teknisk forstand var arbejdsløse, så er vi taknemmelige for, at de alligevel formåede at skabe værker af høj kunstnerisk kvalitet, der i dag har betydning og værdi for mange mennesker. Og det er netop kunstakademiernes opgave at sørge for at man også i fremtiden har kunstnerne, der laver kunst af høj kvalitet, som kan bidrage til kulturarven.

Kunstakademierne skal ikke bidrage til økonomisk vækst men til kunstnerisk vækst. Den store udfordring ligger dog i at få politikerne til at indse at kunstnerisk vækst også er vigtig for samfundet. Det bliver ikke nemt, men det er nødvendigt.

New management som argument
I adskillige år har de fleste kunstinstitutioner spillet med på melodien om at kunsten og kulturen økonomisk skal kunne betale sig. Det er meget forståeligt, for kunstinstitutionerne er afhængig af offentlig støtte, og hvis man vil opnå så meget støtte som muligt, er det nærliggende at argumentere med et sprog som politikerne forstår.

Mange kunstinstitutioner har til at begynde med betjent sig af to sprog, et internt sprog som holdt fast i de oprindelige faglige argumenter for kunstens formål, og et eksternt sprog, der af strategiske årsager spillede med på den økonomiske dagsorden og begrundede institutionens aktiviteter med managementbegreber som innovation, branding og oplevelsesøkonomi. Som tiden er gået, er problemet at mange institutioner har glemt det første sprog, og er gået over til selv at tro på det sidste.

Retten til at definere kunsten
Men har det været en klog strategi? Har vi opnået at få flere offentlige penge til kunst og kultur? Og kan kunst og kultur i virkeligheden betale sig økonomisk på en sådan måde, at politikerne i sidste ende synes, at det er her man skal satse på økonomisk vækst? Man kunne også spørge: Ville man støtte Folkekirken alene for dens evne til at øge beskæftigelsen i samfundet?

Svarene er nej!

Det er på tide vi tager fokus væk fra aftagerpaneler, beskæftigelsesstatistikker, besøgstal og kvantificerbare resultatkontrakter, som kun kan ophidse en revisor, og at vi nu i stedet retter vores opmærksomhed på indholdet: Kunsten for pokker!

Vi må op på barrikaderne og til kamp mod et regime, der alligevel ikke fungerer til fordel for kunsten! Vi må mobilisere alle enheder, så vi kan få genindført de kunstneriske argumenter for kunsten! Der er massevis af argumenter, der belyser kunstens æstetiske, åndelige, erkendelsesmæssige, dannelsesmæssige, sociale, politiske, kritiske, subversive, utopiske, ja, alt andet end økonomiske kvaliteter. Jeg behøver ikke nævne dem mere detaljeret her, vi kender dem alle, vi skal bare se at få dem sat i spil, så vi kan tilbageerobre retten til at definere kunstens samfundsmæssige berettigelse på nogle mere kunstneriske præmisser.

Det er meget simpelt, og det må være muligt at komme igennem med, hvis vi foretager en koordineret og massiv indsats. Måske skulle vi hyre en spindoktor…

Tag til debat under [AWA] Art Weekend Aarhus:

Salon om kunstscenens vilkår
Lørdag 17 maj kl 15

Hvad skaber egentlig en dynamisk og interessant kunstscene? Hvad inspirerer, hvad fordrer og hvad udfordrer? Hvordan lever og interagerer kunsten i og udenfor kunstrummet? Det handler om præmisser og adgang, om organisation, kulturpolitik og mulighedsfelter for den samtidige billedkunst. En åben samtale om kunstens rolle og vilkår i det lokale miljø, kulturen og samfundet.

Paneldeltagere:
Jesper Rasmussen – billedkunstner, Rektor ved Det Jyske Kunstakademi
Gitte Just – programchef for Aarhus 2017
Anders Visti – billedkunstner, forlægger

Moderator (Matthias Hvass Borello – redaktør ved KUNSTEN.NU)

Kunsthal Aarhus
J. M. Mørks Gade 13, 8000 Aarhus C
Lørdag 17 maj kl 15
www.kunsthalaarhus.dk

Gratis adgang!

Del artiklen

'Nu dages det brødre og søstre!'

Facebook