Noget bør siges højt

Da svenske Olof Olsson begyndte at lave performances omkring 2007, efter at have slået sine folder i en mere konceptuel fotokunst i flere år, var han nok blandt mange kendt som en, der allerede snakkede hele tiden.

Han havde kort sagt brug for en æstetiske ramme, der iscenesatte situationen som noget andet, som kunst. Ikke som en forelæsning, men som et billede – en kunstnerisk undersøgelse – af forelæsningen. I ved, sådan en med tekster, rekvisitter, mikrofon, scene, måske en graf fra en overhead, eller en pladespiller, hvis man nu fx vil holde en lecture performance om ‘den nordiske lyd’…

Kunstnerisk grænseland
Olof Olsson er en af de få dedikerede lecture performancekunstner herhjemme. Og selvom han ikke ser sig selv som repræsentant for nogen genre, forstår han godt, at han er røget i denne tvetydige kategori.

“Jeg bruger jo performance til at snakke om ting, og har da også kaldt flere af mine performances for lectures,” forklarer Olsson, der deltager ved weekendens seminar på Overgaden sammen med performere og forelæsere fra USA og Europa. Florian Feigl (DE), Doug Fishbone (US) Chiara Fumai (IT), Gertrud Sandqvist (SE) og Gavin Butt (UK) er blot nogle af deltagerne.

Titlen på Olssons værk til lørdagens program er: The confusion of growing up, the sadness at the thought of dying, the miracle of language, and how I ended up as a performance artist.

På kunstnerens hjemmeside møder man denne kunstneriske karakteristik:

Olof Olsson makes spoken performances, like lectures, speeches, comedy, talk-shows, and question-and-answer sessions. Or, rather, something in-between, or not quite.

En særlig æstetik?
Kuratoren Anna Holm, der har stået for programmet på Overgaden, forklarer:

“Genren – hvis man overhovedet kan kalde det en genre – placerer sig som en hybrid mellem de to poler: forelæsning og performance. Det er med andre ord et bredt fænomen, og derfor er seminaret også en undersøgelse af dette spænd og af forskellige greb.”

Lecture Performance har de sidste år været en fast del af de fleste performance-festivaler og programmer, men sjældent som en særlig belyst kunstform.

“Med dette seminar forsøger vi netop at finde ud af, hvilken relevans lecture performance har i dag og at indkredse denne særlige disciplins æstetiske virkemidler og kendetegn,” forklarer Anna Holm.

Olof Olsson har ikke svaret på en særlig æstetik, der knytter sig til denne kunstform, men mener dog, at den kan ses som et resultat af en øget verbalisering af kunsten siden 1960’erne og kunstneriske figurer som Robert Morris og Joseph Beuys.

“Morris’ forelæsninger var vel noget af det første, der i kunsthistorien ikke bare var forelæsninger men også en eller anden form for performance. Men som kunstner er det jo ikke særlig vigtigt, om det man gør bliver kaldt noget særligt.”

Fra sprog til viden
Men verbaliseringen førte videre og til en videnskabeliggørelse af kunsten fra slut 90’erne, et educational turn, som Holm benævner det, netop fordi lecture performance problematiserer, hvordan vi producerer og formidler viden. Olof Olsson er enig:

“Det er en diagnosticering, og det, der er interessant for mig ved lecture performance, er netop den her dobbeltbevægelse, hvor der i vores voksende videnssamfund med flere og flere kilder bliver et større og større behov for at forstå informationen gennem en eller anden form æstetisk behandling. Man kan sammenligne det med det klassiske historiemaleri, hvor man igennem en voldsom æsteticering forsøgte at behandle og forstå et historisk forløb. Men i det her forsøg er der også en indbygget en kritik af de her klassiske måder at formidle viden på,” siger Olsson.

Kunst er sprog – ikke sandhed
Og det er skam ikke konkrete indsigter eller egentlig viden, der er målet med fx Olssons lecture performances om sin karriere, discomusik, ‘den nordiske lyd’ eller barberingens historie.

“Jeg betragter ikke min praksis som en vidensproduktion, hvor jeg hælder viden i hovedet på tilhøreren. Jeg føler mere og mere at jeg stiller mig i sprogets tjeneste. Vi læser og arbejder med tekster hele tiden. Og jeg tror, at de her lecture performances, er at forsøg på at sige: Her er endelig noget, der er så meget værd, at det bør siges højt,” påpeger Olsson.

“Art-speech is the only truth. An artist is usually a damned liar, but his art, if it be art, will tell you the truth of his day. And that is all that matters. Away with eternal truth (D.H. Lawrence),” som der står på Olssons hjemmeside.