Billedkunstner Hans Christian Rylander døde den 23. december 2021 efter længere tids sygdom. Han blev 82 år. Han var først og fremmest en kunstner, som malede samtidens moralske forfald, men satte desuden markante aftryk som formand for sammenslutningen Decembristerne og i kraft af de mange tillidsposter, han beklædte, hvor han kæmpede for kunstnerstanden.
I 1963 blev Hans Christian Rylander uddannet som lærer, men han havde tidligt følt sig som en fuldblodskunstner, så i 1965 søgte han ind på Det kgl. Danske Kunstakademi og blev umiddelbart optaget. Her fulgte den dynamiske kunstner undervisningen på Egill Jacobsens malerskole og afsluttede sine studier i 1969 med en cand.phil. i kunstpædagogik.
Rylander var et sammensat menneske og en af de mest markante billedkunstnere i dansk kunst. Han prægede kunstlivet ikke kun med sin egen kunst, men også som frontkæmper for sin stand i kraft af sin uomtvistelige politiske tæft og sit arbejde som en slags ambassadør for kunstnerstanden. Han var en enmandshær, også når det gjaldt kampen for sammenslutningen Decembristerne, som han var formand for i en menneskealder.
Ud over at beskæftige sig med sine frie kunstværker udførte han en række værker til det offentlige rum, bl.a. et gavlmaleri i Brande (1968) og fire malerier, Primus Inter Pares, foruden skulpturen Jernaldergud til Syddansk Universitet i 1986. Desuden stod han bag værker til Helsinge Rådhus, Retten i Næstved m.v. Det største bestillingsværk til et offentligt rum var imidlertid til Provianthuset på Christiansborg. Den komplekse, næsten 100 m lange udsmykning, blev hans hovedværk. Her bearbejdede han danmarkshistorien med stor indsigt i mytologi, folkesagn, digtning, videnskab og kulturhistorie i bred forstand. Hans Christian Rylander styrede som en anden bygherre slagets gang, så den store livsfrise efter mange forhindringer og 14 års arbejde kunne indvies i 2005.
Rylander var myreflittig, visionær og entreprenant og en inspirerende kollega og kunstner, hvis mest almindelige påklædning var overalls. Som formand for Decembristerne inspirerede han igennem årene til nye udfordringer og formulerede en række vigtige, nye agendaer for sine kolleger i sammenslutningen. Eksempelvis viste Decembristerne i 2013 en vital og øjenåbnende udstilling på Thorvaldsens Museum, hvor kunstnerne gik i dialog med Thorvaldsens skulpturer og museets arkitektur. Her havde Rylander skabt et tableau inde i en montre samt en video med en ballet, der først blev opført live og derefter vist i løbet af udstillingsperioden. Ballettens handling tog afsæt i relationen mellem balletmesteren August Bournonville (1805-1879) og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844).
I sine til tider mareridtsagtige værker revsede den eksistentielt søgende Rylander samtidens moralske forfald, men det er mennesket – og indimellem også dyrene – som er repræsentanter for de værdier, som han satte til diskussion. ”Rylle”, som han hed blandt kolleger, var en dybt anfægtet kunstner, der ville noget med sin kunst. Han var en figurativ maler, der mestrede den klassiske tradition – også som billedhugger og grafiker – men han tvistede sine narrative værker i en særegen ”psykofotografisk”, surrealistisk retning.
Værkerne kredser om ensomheden, om menneskets svimlende fortabelse i begæret og om tvivlen, frygten, dekadencen og uroen. Det er et stofligt maleri med pastose lag, og hans lærreder er befolket med mange ansigter eller kropsfragmenter. Og så er der som nævnt dyrene – ulven, haren, vædderen og gribben – der dukker op igen og igen. Og endelig de mange mere eller mindre afklædte kvinder, der også optræder i 3 dimensioner som skulpturer i montrer. Montrerne er en slags crossover værker, der krydser klinger med installationen og scenekunsten, men publikum holdes lidt på afstand af glassets membran, som gør os til voyeurer og får synsakten til at minde om almindeligt butikskiggeri. Rylander skabte også en række tableauer, der umiddelbart fremstår som erindringsfragmenter med sære rekvisitter fra kunstnerens eget liv i kombination med mere alment stof, hentet fra tidens mange hændelser. Hans gådefulde men ofte patinerede eller ruinagtige eller forfaldne værker ser ud, som om de var ankommet hertil fra fortiden. Rylander betragtede sig primært som maler, og når han lavede skulpturer eller montrer var det som en maler, der boltrede sig tredimensionalt.
Som en dannet og meget belæst kunstner tænkte Rylander altid fortiden med ind i sin kunst. Han hyldede i praksis Johannes V. Jensens ord: ”Kun den, der har fortiden om bord, har fragt ind i fremtiden.” Derfor er det en fordel at have sin danmarkshistorie præsent i mødet med hans værker. For her optræder hyppigt gengivelser af personer og genstande fra tidligere tider, da de er en del af vores bagage. Vi er formet af historien. Faktisk er vi selv historie, som Poul Henningsen påpegede. Hans Christian Rylander var en historiefortæller, der med sine malerier og skulpturer holdt samtiden og fortiden – og også fremtiden – op for os i sit troldspejl.
Rylander arbejdede i en årrække som konsulent i Kulturministeriet og var også med til at etablere Statens Kunstfond. Han har været ansat i KIKU – det senere Center for Dansk Billedkunst – og modtog en række hædersbevisninger, herunder Eckersberg Medaljen i 1984. Han havde flere soloudstillinger på de danske museer, bl.a. på Randers Kunstmuseum (1995) samt i 2004 på Fuglsang Kunstmuseum og Storstrøms Kunstmuseum.
Lad os slutte med et citat af Hans Christian Rylander: ”Jeg vil med Albert Camus sige: ”Mennesket fødes alene, det dør alene, indimellem horer det og læser aviser.”
