Det siges, at ræven er et snu dyr. Men selv den snu kan blive kry i uvante omgivelser.
Ræven har forvildet sig ind på museet. Den lunter rundt og snuser lidt i hjørnerne, for den kender ikke disse omgivelser. Parketgulvet er blankt og glat mod poter og klør. Panelerne strækker sig i lige linjer. Her er ingen gemmesteder. Her er ingenting at se, i hvertfald ikke i rævehøjde.
Det er en kunstner, som i nattens mørke har sluppet ræven løs i de mennesketomme sale på National Portrait Gallery i London, hvor malerierne af medlemmerne fra engelske kongehuse kigger ud på os, i menneskehøjde. Vi ser ræven, fordi dens færd er fanget med de allerede eksisterende overvågningskameraer på museet. Så når vi ser den skødesløst færdigredigerede og lydløse rævefilm, så er det grynede billeder optaget i vidvinkel med ikke nærmere justerede farvetoner.
Fremmed i kunstinstitutionen
Aktionen er foranlediget af kunstneren Francis Alÿs, der kalder sit værk for The Nightwatch, som om ræven har fået til opgave at passe på museumsskattene mens menneskene sover.
Det virker umiddelbart ikke helt trygt, at overlade den slags til vilde dyr, der normalt strejfer omkring i byerne, spiser af skraldespandende om natten og sover i parkerne om dagen. Netop derfor virker filmen så godt, som den gør (se selv to minutters uddrag af den 17 minutter lange film her).
Som det lille dyr i filmen, deler mange mennesker denne oplevelse af fremmedhed overfor kulturens frembringelser og kunstens ophobninger i diverse institutioner. På store museer, kan man godt komme for skade at føle sig som et vildt dyr, der driver rundt mellem stirrende betydningsfuldheder i guldrammer.
Det taler ikke rigtig til én. Så man prøver at finde en vej ud. Eller man prøver at finde noget at spise (“hvor er museumscaféen?”). Ræven leder også efter udgange og noget spiseligt.
Forsinket akutmodtagelse
Malerier og institutioner kan ligefrem vække afsky. Også hos moderne kunstnere og samtidskunstnere, der med kritiske værker prøver at omgå disse følelser.
Kunstneren Thierry Geoffroy Colonel har som konsekvens oprettet et Delay Museum og et Emergency Room, hvor der er krav om kunstens dagsaktualitet. Her er også malerier, men de består kun af ordet RETARD.
Hvis vi læser det på fransk, så er det en kategori, forsinket. Hvis vi læser det på engelsk, så er det et skændsord, retarderet. Kunstneren laver altså malerier, som han kalder mindre begavede og forældede.
Nogle gange er kunst noget i kraft af alt det, som det ikke er. Nogle gange er kunst stor, fordi den vil være så lille som muligt. Eller kunsten handler om, at man kunne prøve at have ingenting.
Produktet: ingenting
Som kunstværket Break Down af Michael Landy, der i 2001 omhyggeligt lod alle sine ejendele ødelægge. Bøger, breve, computer, potteplanter, pas, barndomstegninger, bil, service, beklædning, møbler og YBA-kollegers kostelige kunstværker.
Det hele blev kørt gennem et afmonterings-samlebånd, hvor et professionelt team i blå kedeldragter kværnede kunstnerens ting i den til lejligheden opbyggede maskinhal.
Kunstnerens maskinhal producerede ikke noget. Kunstnerens maskinhal ville bare ødelægge. Kunstneren overvejede at bruge noget af fnulleret som værker, der kunne sælges efterfølgende, men endte med at alt skulle væk. Helt væk.
Herlighederne udfoldede sig for øjnene af et interesseret publikum i lokaler nær den geschäftige handelsgade Oxford Street i London. Hør kunstneren fortælle om værket her:
Du kan også se den fulde inventarliste for de 7.227 massakrerede effekter her. Det tog kunstneren et helt år at lave inventarlisten. Det tog et par uger at smadre alting.
Flugtbagage
Jeg bekender, at jeg er alt for tingsfikseret og anekdotebefængt til at kunne gøre noget tilsvarende. Jeg kan ikke engang finde ud af at rydte ud i loft og kælder, jeg gemmer på alt for mange ting, jeg vil ikke nøjes med mindre! Hvis huset brændte eller en anden begivenhed tvang mig til at flygte, så ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle proppe i rygsækken.
Forfatteren Morten Søndergaard har i forordet til Bakkehusalfabetet fra 2012 skrevet om Gérard de Nervals flugtbibliotek. Nerval var så angst for, at der skulle gå ild i hans hus, at han altid ved sin sengekant havde en taske med de bøger, som han på pågældende tidspunkt fandt væsentligst. Flugtbibliotekstasken kom også med, når han i perioder blev indlagt på psykiatrisk afdeling. I moderne tider ville man kunne nøjes med en tablet, et usb-stick eller et login til en konto i skyen.
Anti-materialisme
Engang i forrige årtusinde talte jeg med kunstneren Miltos Manetas, der besnærende erklærede, at han nytårsaftensdag den 31. december 1999 ville stå på gaden og kun have en ip-adresse. Ingen ejendele, ingen bolig, ingen ting. Da jeg på den anden side af årtusindskiftet spurgte til om det lykkedes måtte han indrømme, at det ikke kom så vidt.
Men kunstnerens fornemmelse for anti-materialitet har manifesteret sig i en lang række signaturværker indenfor forskellige genrer af digital kunst (iøvrigt begyndte netop denne kunstner sin karriere som abstrakt ekspressionistisk maler, men en dag tog han alle sine lærreder ned på stranden og brændte dem – og cirka femten år senere begyndte han igen at male).
Arkiv og værdi
I disse år arbejder alle vægtige institutioner på digitalisering af kulturarven. Det virker fornuftigt at sørge for at alting bliver tilgængeligt og sikkerhedskopieret, det sker samtidig mange steder i verden. Civilisationers frembringelser til alle tider og fra alle steder mangfoldiggøres og systematiseres digitalt.
Med denne massive tilgængelighed opstår en fordring om fornemmelse for kvalitet og relevans. Vi skal vide, hvad vi søger efter. Hvad vi vil bruge det til, hvad det betyder, hvorfor og hvordan det betyder. Ellers surfer vi bare rundt på nettet, som vilde dyr, der strejfer rundt i mørket mellem forne tiders betydeligheder og samtidens hastige tilføjelser uden instinkt for eller viden om, hvorfor netop disse frembringelser har værdi.
Jeg vil ikke være en ræv på et museum.
Katastrofens efterspil
Der er mange ræve i storbyerne. De er nattedyr og lever godt af hvad de måtte finde i skraldespandene. Der er også mange rotter i byerne, vi ser dem bare ikke. Kakkelakkerne er der også et sted og det siges, at nogle af alle disse dyr altid vil være her. De vil overleve panepidemier, naturkatastrofer, kemikalieudslip og menneskeskabte krige.
Prøv lige at forestil dig dét:
Som scenografi en science fiction-tegneserie eller et stykke dystopisk Palle Nielsen-grafik.
Forestil dig et bagtæppe af sirligt optegnede og romantisk sammenfaldne kulturinstitutioner, hvor rævene løber omkring sammen med diverse krybdyr. I havene gobler.
Menneskene? Exit.
Civilisation? Exit.
Prøv så at åbn dine øjne igen.
Verden, som vi kender den, er her stadig. Med kunst og kultur og natur; alt dét, som vi bør prøve at tilegne os og værne om.
