Er kunstig intelligens i stand til at skabe original billedkunst? Både ja og nej. Mest nej. Men med projektet CAN har forskere skabt en kunstig intelligens med personlighedssplatning mellem en skabende kunstner og en kritiker, der i hvert fald overbeviser manden på gaden.
De sidste par år har computere indtaget bastion efter bastion som kunstige intelligenser. De kan på fire timer lære sig selv at spille skak bedre end nogen stormester og forudsige brystkræft langt bedre end nogen læger. De komponerer filmmusik og popmusik. Men kan de også lave kunst? De kan i hvert fald lave noget, der ligner. Og måden, det sker på, er både øjenåbnende i sin sindrighed og problematisk i sin firkantede historieløshed.
Men før vi når dertil, skal vi lige have det begreb på plads, der ligger bag alle de nye landvindinger. Deep Learning, dyb læring, handler basalt set om, at computeren (opbygget som neuralt netværk) ikke får indprogrammeret nogle regler, men i stedet får mere abstrakte evner til selv at iagttage og på den baggrund finde mønstre og regelmæssigheder. Også nogen, som mennesker ikke har gennemskuet, som det er tilfældet med brystkræft. Det er derfor, man kalder det kunstig intelligens – et begreb, der i sig selv kan diskuteres.
Personlighedsspaltning
Nu er billedkunsten jo et noget mindre regelret område end medicin og især skak, så hvordan klarer man den? Jo, man sætter to forskellige kunstige intelligenser til at spille et spil med billeder. Systemet hedder CAN – Creative Adversarial Network eller ‘kreativt modspilsnetværk’.
Den ene er skaber, den anden er kritiker. Skaberen ved i udgangspunktet ingenting og skaber en masse tilfældige billeder, som kritikeren bedømmer. Kritikeren kender 81.500 malerier fra hele kunsthistorien og er altså en slags kunstkyndig inden for dette felt. Den kender også til forskellige stilarter inden for malerkunst.
Kritikeren giver to tilbagemeldinger til skaberen på hvert billede: For det første, om det er kunst eller ej. Ja, den har simpelthen en klar forestilling om, hvornår noget er kunst – en idé, der nødvendigvis må være konservativ, da den bygger på allerede eksisterende værker. Hvis et billede fra skaberen ikke vurderes som kunst, ryger det ud. Hvis det accepteres som kunst, får det point i forhold til, hvor meget det ligner en given stilart (fx barok, impressionisme, kubisme).
Skaberen har som projekt at få sine billeder anerkendt som kunst, men samtidig at undvige de etablerede stilarter så meget som muligt. Den prøver altså at skabe billeder, der er kunst, samtidig med at de er originale!
Og minder det ikke om noget? Jo, det minder om hele modernismens logik set fra et spilteoretisk perspektiv, hvor kunsten forsøger at bryde nye veje og samtidig få disse nye veje anerkendt som kunst. Hvilket kunsten i det 20. århundrede som bekendt i høj grad lykkedes med.
Sofakunst?
Hvilke billeder kommer der så ud af det? Du kan se en række miniatureudgaver af CAN’s værker her på siden. De er indtil videre kun publiceret i en forskningsartikel, der redegør for alle aspekter af projektet.
Her kan du læse forskningsartiklen
Billederne er en blandet landhandel med vægten på noget koloristisk, noget abstrakt eller noget surrealistisk med forvrængede former. Der er uden tvivl billeder iblandt, som intet menneske ville finde på, så i den forstand er der et element af originalitet på færde. Nogle af dem er interessante nok til, at jeg ville gide at have dem hængende over sofaen, for nu at parafrasere det mest småborgerlige kvalitetskriterium. For der er intet indhold og ingen samtidighed. Kun en slags tilfældig formdannelse, hvis indhold bliver selve det koncept, at de er skabt af en kunstig intelligens.
Forskerne viste så forsøgspersoner en blanding af disse CAN-billeder og billeder fra Art Basel, en af verdens største og mest toneangivende kunstmesser. Folk blev bedt om at gætte på, om billederne var skabt af et menneske eller en computer. 53% vurdere CAN-billeder som menneskeskabte, og i den forstand har CAN bestået en slags kunstnerisk Turing-test.
Man skulle desuden give dem points efter en række kriterier, og CAN’s billeder vandt over Art Basel på alle kriterierne: Æstetisk værdi, nyskabelse, overraskelsesværdi, tvetydighed og kompleksitet. Det er ikke angivet, hvem forsøgspersonerne er, så jeg antager, at de ikke er kunstkendere men lægfolk i denne sammenhæng. Dette og de angivne kriterier er indlysende kritisable ud fra en samtidskunstvinkel, men når det er sagt, er det alligevel lidt sjovt, at folk foretrækker CAN-billederne.
Kunstens slutspil
Hvis man kigger nærmere på de stilarter, som kritikerdelen af CAN kender i kraft af de 81.500 billeder hentet fra WikiArts database, så dominerer impressionismen (13.060) og realismen (10.733). Men inddelingen i stilarter er jo i sig selv et valg, nogen har truffet, og som kunne være anderledes. Således er renæssance meget underinddelt (modsat ‘realisme’), action painting hører ikke under abstrakt ekspressionisme, og kubisme er inddelt i tre: Analytisk kubisme, syntetisk kubisme og bare kubisme. Det kunne man sagtens have inddelt anderledes, ligesom man kigger forgæves efter fx dadaisme og futurisme – eller bare billeder, der ikke kan klassificeres i en stilart.
Der ligger to indbyggede konservatismer i systemet. Den ene er, at kun maleriet fra den tidlige renæssance til popkunst betragtes som kunst. Fotografier (eller det, der ligner) afvises. For det andet er der et helt igennem ahistorisk blik på stilarter som noget, der eksisterer side om side – rokoko og nordisk renæssance side om side med pointilisme og ekspressionisme. En slags postmoderne stilpluralisme, kunne man sige, og samtidig er det jo skaberens opgave ikke at ligge for tæt på dem. Men det ændrer ikke ved, at hele målestokken er det eksisterende, kanoniserede maleri.
Bare rolig!
Så lagt sammen med, at der per definition ikke er et indhold i disse billeder, er vi langt fra en egentlig samtidskunst. Hvis du er nervøs over, at maskinerne er ved at overtage kunstnerens rolle, så bare rolig. Kunstnere, der kan sige noget prægnant i samtiden, bliver ikke sådan lige skubbet ud på et sidespor af det her. Men den type billeder, der udelukkende tjener til dekoration kunne godt bare ind imellem erstattes af en videreudvikling af CAN. Faktisk kan CAN måske endda være et frisk pust i en Ilva-verden af klichéfyldte koloristiske malerier, der ind imellem er mindre kreative end denne computer. På den anden side oversvømmes verden af billeder, så det er ikke ligefrem fordi, den udfylder et tomrum.
Og så kan CAN tjene som en slags absurd satire over modernismens og avantgardens slutspil med kunstinstitionen. CAN er for kunsten, hvad Samuel Becketts figurer er for menneskets eksistentielle handlemuligheder – forsimplet udi det komiske og samtidig lidt foruroligende.
