Samtidskunsten imødekommer ikke folks forventninger, men er ofte grim, simpelt udført og specifik i sine problemstillinger. Det kan der være gode grunde til.
I sidste måneds klumme skrev jeg om tre af de vigtigste forventninger, folk har til kunsten, forventninger som samtidskunsten ofte ikke indfrier: Skønhed/sanselighed, virtuositet og eksistentielt indhold. Det blev af nogle opfattet som en populistisk udmelding, hvor jeg skulle mene, at kunsten bør imødekomme disse forventninger. Det mener jeg ikke, jeg mener bare, at man bør kende dem og være i stand til at forudsige dem, i stedet for at forestille sig at alle mennesker har samme horisont som akademikere og akademiuddannede kunstnere og derfor kommer til kunsten for at reflektere over halvfordøjede teorier der hedder noget med post-.
LÆS klummen: Hvad forventer folk af kunsten?
Så lad mig vende mønten og se de samme elementer fra samtidskunstens side på det stikordsnivaeu, der er plads til i en klumme. Frem for alt er samtidskunsten langt mere mangfoldig end jeg her kan nå at gøre rede for. Men måske er det alligevel muligt at markere nogle af grundene til, hvorfor den ikke altid laver sanseligt forførende, virtuost udførte værker med eksistentielt indhold. Og samtidig huske på, at alle tre elementer faktisk er til stede i samtidskunsten.
Kunst der udfordrer det skønne
Samtidskunsten bryder lige så ofte med den sanselige forførelse som den spiller på den. Og mange værker ligger i et spændingsfelt af at forføre og frastøde eller forføre og udfordre. Og dele af den gider slet ikke at lege med på den dér forførelses-leg. Men hvordan kan det nu være?
Som jeg har været inde på i en tidligere klumme, er skønheden blevet suspekt. Der er forførelse overalt – fra reklamer over underholdning til diverse former for kitsch. De formår at bruge skønhedseffekterne i dette spil, ofte på en ganske overfladisk og kynisk måde, og det smitter af på kunsten. Hvis en Nykredit-reklame er mester i at give os gåsehud, er der en del kunstnere, der hellere vil problematisere disse forførende virkemidler end at udnytte dem.
Skønhed er ikke noget givet, det er historisk og kulturelt foranderligt. Og skønhed kan blive nedslidt og klichéfyldt og ende som kitsch. Derfor arbejder billedkunsten ligesom andre kunstarter konstant på at udfordre den mest almindelige skønhedsforventning. Ved at arbejde med ambivalens eller ved at kombinere det lækre med det ulækre, det skønne med det grimme, det elegante med det kiksede, det letopfattelige med det mærkelige, finder man frem til nye territorier af hidtil uopdyrkede sanseligheder, der trækker i skønhedens råderum og til sidst udvider det, så det måske en dag bliver mainstream.
I den ekstreme udgave ser vi udstillinger af hardcore konceptkunst med de berygtede A4-ark på væggen. De er dog ikke så hyppige som legenderne om dem, og selv det meste konceptkunst benytter sig af design, form og æstetiske virkemidler. Men det er bare ikke centrum i konceptkunsten.
Centrum er i indholdet og selve det greb, kunstneren har foretaget, altså måden indholdet bearbejdes og præsenteres på. Der kan ligge en pointe i selve det ikke at ville forføre, men der kan også spilles tvetydigt på forførelsen som et virkemiddel.
Ofte kræver konceptkunsten og dens udløbere, at man sætter sig ind i nogle præmisser for at kunne aflæse den i stedet for at virke umiddelbart. Det er provokerende for mange i det brede publikum, der naturligt nok helst vil have en umiddelbar wow-oplevelse. Men nogle gange vil kunsten gerne have, at man gør et stykke arbejde selv. At den ikke bare lige opfylder ens behov, men at man skal gøre en lille anstregelse. Og når den er bedst, giver denne anstrengelse anledning til en interessant erfaring.
Kunst som alle mulige kan lave
”Det kan jeg da også lave” er en almindelig indvending mod kunstværker, der ikke er resultatet af særlige tekniske evner, men hvor ideen eller sammenstillingen eller indholdet er det væsentlige. En gang imellem er selve det, at alle ville kunne gøre det, en pointe i sig selv, idet kunsten bliver en model for, hvordan vi generelt kunne handle og skabe og kommunikere.
En parallel og inspirationskilde kan findes i rockmusikken, hvor punken gjorde op med det virtuose guitarlir, der kunne virke både pompøst og prætentiøst, til fordel for en enkel og rå musik, som i princippet alle ville kunne lære at spille ret hurtigt. På samme måde har en del samtidskunst ikke ønsket om at vise en særlig kunnen, men snarere at demonstrere et bestemt greb eller skabe nogle simple, men slående billeder eller objekter.
Deri ligger også et opgør med kunstneren som en særlig person, et undtagelsesmenneske eller ligefrem et geni, der kan det, vi andre almindelige mennesker ikke kan. Ved at lave teknisk simple manøvrer bliver kunstneren hevet ned på jorden som en af os. Nogle gange i et misforstået forsøg på at være folkelig. Folk vil jo tværtimod gerne beundre kunstneren, så folkeligheden lykkes sjældent med dét greb.
Til gengæld kan der sagtens komme betydningsfuld kunst ud af greb, som enhver teknisk set kunne foretage sig, som fx Marcel Duchamps readymades og den lange tradition, de har skabt, er eksempler på. Pointen er ikke, at kunstneren kan gøre det, men at hun faktisk gør det.
Kunst som er specifik
Eksistentiel kunst handler om det at være menneske, om vores grundvilkår: Fødsel, liv, død, kærlighed, smerte, grundfølelser, grundmyter osv. Den er universel i sit anslag, selv om den traditionelt ofte er repræsenteret af hvide middelklassemænd og nøgne kvinder.
Meget samtidskunst forsøger ikke at finde det almenmenneskelige, men tager udgangspunkt i, at der er store forskelle mellem at være en fattig, sudansk kvinde og en rig, transkønnet newyorker. Køn, klasse, kultur, etnicitet og seksualitet er nogle vigtige skillelinjer i denne identitetspolitiske måde at se verden på. Der fortælles specifikke historier om adoptivbørn i Danmark, om nomader i Arabien, om indsatte i fængslerne i USA, om homoseksuelle i Uganda. Forskellene i levevilkår bliver således ofte vigtigere end lighederne.
Eller kunsten handler om andre specifikke problemstillinger i verden, om meget snævre formelle spørgsmål eller om bestemte praksisformer eller alt muligt andet specifikt. Nogle gange rummer disse greb et sted i horisonten en almenmenneskelig dimension, men vægten er et andet sted.
Mod hårene
Kunsten gør altså meget andet end det folk forventer, og ofte har den gode grunde til at gøre det. Kunsten er trodsig og genstridig, den vil ikke bare stryge folk med hårene.
Og heri ligger der – når kunsten er bedst – en mulighed for at få udvidet vores horisont. At vi kan se nye skønheder, andre praksiser og konkrete problemstillinger udfoldet.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
