Når kunsten går i ring

Når kunsten går i ring

Carl-Henning Pedersen fik i begyndelsen af 1960’erne, til opgave at udsmykke gårdrummet på skjortefabrikant Aage Damgaards nye fabriksbygning i Birk, Angli-gården. Pressefoto

Må vi have høje forventninger til kunsten, og må kunsten kræve noget af os? Line Rosenvinge kigger på tre runde værker af Carl-Henning Pedersen, Olafur Eliasson og Richard Long, der går hver sin vej.

Inden for 48 timer havde jeg for nylig den fornøjelse at bevæge mig rundt i Olafur Eliassons regnbue fra 2011 og Carl-Henning Pedersens keramikrotunde fra 1968. Der er en verden til forskel på disse to cirkelkunstværker i henholdsvis Aarhus og Herning.

Cirklen i Herning overvælder, for det er ikke et billede, men en form, der omslutter min krop. En form, hvis overflade er et billede, der synes at afvise eller overrumple mig.

Cirklen i Aarhus er hverken billede eller form, det er en scene, som jeg forventes at indtage for derfra at kigge ud på byen, så byen skifter farve.

Der var engang en anden cirkel, som på mere markant vis bevægede mig, selvom den ikke gjorde noget særligt væsen af sig og nemt kunne pakkes væk i en arkivkasse. Faktisk kan jeg godt lide tanken om at der et sted i arkiverne på Louisiana Museum of Modern Art står en kasse med uforarbejdede sten, der kan lægges i en cirkel direkte på gulvet.

Regenbuen på toppen af ARoS er hurtigt blevet et af landets mest kendte og besøgte kunstværker. Foto: ARoS
Regenbuen på toppen af ARoS er hurtigt blevet et af landets mest kendte og besøgte kunstværker. Foto: ARoS

Plads til krop og tanke
Værket Stone Circle (1972) af Richard Long er nemlig bare dét: simple sten i en rundkreds. Men når de ligger på et museumsgulv, så bliver de magiske eller arkaiske. Der er noget okkult ved kunsten, når den i sig selv er skønform og samtidig en landingsplads for flyvske tanker. Man kan søge mod centrum, sætte sig og finde hvile i meditation. Eller man kan blive fri, og lade andre tage ansvar for at opfylde pladsen og udføre mirakler.

Stencirklen skaber et tomrum og en skueplads, som jeg næsten ikke tør betræde.  Hvis jeg stiller mig dér, så opstår forventningen om, at der sker noget. Det er okay. Kunsten må gerne skabe en forventning, når man går ind i den.

Keramikcirklen var interessant, som et billede, der ville ud over sin kantede ramme. Regnbuecirklen var interessant, som en scene, hvorfra man kan se på en anden scene, nemlig byens.  Stencirklen var interessant – og mere endnu.

Stencirklen er nemlig hverken billede eller scene, men forventning. Det prikker lidt i fodsålerne, hvis man skræver hen over og ind i rundkredsen.

Tøvende optaget

Line Rosenvinge i 1990 på Louisiana. Foto Elisabeth Rosenvinge
Line Rosenvinge i 1990 på Louisiana. Foto Elisabeth Rosenvinge
Engang med lempeligere regler for fotografering på kunstmuseer, besøgte jeg som ung gymnasieelev netop Richard Longs Stone Circle, da den lå udstillet i Humlebæk, hvor min mor gerne lige ville have mig til at træde ind i cirklen for at få et fotominde med hjem. Det var ikke bare lige sådan. Det var næsten som at gå ind på en fremmeds gravsted. Men der blev smilet til kameraet.

Nogle gange skal der ikke så meget til. Når jeg her genkalder oplevelsen med stencirklen, er det som en påmindelse om, at jeg ikke vil tillade mig at forblive i forblændelsen over et materiales storhed (som ved keramikrotundens masse eller regnbuegangens foranderlighed). Kunstværkets materiale er og bliver kun formen, der skal føre til fornemmelsen for et indhold. Selv den simpleste form – en cirkel med uforarbejdede sten – kan gennem årtier virke uendelig stærk på krop og tanke.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdinger og dagsorden.

Del artiklen

'Når kunsten går i ring'

Facebook