“Når jeg smadrer spejlet, bliver det metafysisk”

“Når jeg smadrer spejlet, bliver det metafysisk”

Eleven Less One performance af Michelangelo Pistoletto på KUNSTEN i Aalborg. Foto: KUNSTEN

Det 83-årige ikon, italienske Michelangelo Pistoletto, har været på KUNSTEN for at banke en forhammer ind i en række spejle og dermed fuldende sit værk Eleven Less One. Vi mødte Pistoletto, der fortalte om sit arbejde med spejle, det tredje paradis, og om hvordan kunsten kan rumme både dig og mig.

Fredag den 16. september er dagen, hvor den italienske kunstner Michelangelo Pistoletto skal fuldende sit værk Eleven Less One på KUNSTEN i Aalborg. Værket har siden museets genåbning i januar afventet kunstnerens besøg. Det kommer nemlig først til sin ret, når kunstneren møder op foran elleve mandshøje spejle i museets lille sal og med en forhammer ødelægger spejlingen og afslører farvestrålende monokromer bag glasset.

83-årige Michelangelo Pistoletto er et ikon, som har huseret på den helt store kunstscene siden karrierens start. Han er blandt andet kendt for sit engagement i den antiformelle kunstretning Arte Povera (ital. ‘fattig kunst’) introduceret i 1967 af den italienske kunstkritiker Germano Celant, men allerede i 1961 høstede han international opmærksomhed med sine første spejlmalerier.

Michelangelo Pistoletto Eleven Less One på KUNSTEN i Aalborg. Foto: KUNSTEN
Michelangelo Pistoletto: Eleven Less One på KUNSTEN i Aalborg. Foto: KUNSTEN

Ville opdage sig selv
Jeg er taget til Aalborg og møder Pistoletto, før han svinger hammeren. Han er klædt i sort fra top til tå, med en bredskygget hat som prikken over i’et. Mens han taler gestikulerer han ivrigt, når han vil forklare sit spejlværk og ikke mindst tankerne bag sin kunst. Han fortæller, at han påbegyndte sit arbejde med spejle, mens han ledte efter sin kunstneriske identitet og undersøgte mulighederne i selvportrættet:

”Gennem kunsten ville jeg opdage noget om både mig selv og verden. Når jeg skabte mine malerier, ville jeg inddrage rummet bag mig, og gjorde derfor baggrunden skinnende sort i mine egne værker. På den måde kunne jeg både male mig selv, men også direkte reflekteres i baggrunden. Ligesom når du ser dig selv i et sort butiksvindue en mørk aften.”

Grundet sin alder er Pistoletto et helt indeks over kunsthistorien, og han kan reflektere over flere stilretninger. I 1950’erne var abstraktionen dominerende, men Pistoletto ville tilbage til ikonet og ikke mindst den menneskelige figur. Men modsat renæssancens billeder, hvor kun det, der lå foran vores øjne, kom med, ønskede Pistoletto i sine spejlbilleder at inddrage den verden, der ligger bag billedet, og på den måde at reflektere både denne verden, sig selv som kunstner og os som beskuere.

“Det, du ser i spejlet er virkeligt og ikke kun et billede,” fortæller han. “Spejlet har ikke selv et billede, men kan rumme alle billeder. Det, der spejles, vil altid findes og har derfor potentiale til at favne hele vores virkelighed. Da jeg lærte at aflæse spejlet, lærte jeg også mere om vores virkelighed.”

Se og hør Pistoletto fortælle om performancen her:

En forhammer til kunsten
Der må kun presses 50 mennesker ind i KUNSTENS Lille Sal til selve performancen. Hele publikummet genspejles i det store værk, mens Pistoletto selv svinger forhammeren og leder efter et passende bytte blandt spejlene. Da hammeren rammer det første spejl, giver det sig ikke med det samme. Det runger højt i den lille sal, og publikum gisper. Der skal flere slag til, før glasset giver sig, og den bagvedliggende gule farve springer frem, mens glasskårene klirrer mod gulvet. Mest imponerende er det, når spejlene lige foran én splintres, og vores billeder ødelægges, mens den monokrome farve træder frem. Pistoletto arbejder rutineret, og med hammeren i hånden og den sorte hat godt trykket ned i panden virker han på ingen måde som en mand over de 80 år.

Se hele performancen på KUNSTEN her:

Æstetik og etik
Under sine performances med Eleven Less One lader Pistoletto altid ét af spejlene forblive intakt for at spejle ødelæggelserne. For Pistoletto bliver spejlene både et møde mellem den gengivne virkelighed og maleriets monokrome farveflade. Ved at ødelægge spejlene ønsker Pistoletto også at forene det statiske og dynamiske og tilføje en handling i billedet:

”Når jeg ødelægger spejlet, bliver mediet metafysisk og rummer både bevægelsen, mindet og farven,” forklarer han. “Samtidig multipliceres billedet, og spejlet bliver til mange refleksioner. Det bliver som et lille samfund af refleksioner, og jo mere jeg smadrer, des mere multipliceres beskueren. På den måde er spejlet det samme som et samfund af individer. Et spejl kan rumme alt, lige fra en myg til en hel civilisation.”

Det tredje paradis
De seneste år har Pistoletto arbejdet intensivt med de modpoler, som spejlet også repræsenterer. I sine spejlværker arbejder han specielt med at forene billedet og virkeligheden. Og i sin søgen efter kunstens effekter og muligheder ser han, hvordan mennesket ofte står mellem to modpoler:

”Jeg har udviklet et tegn, der står for ‘Det tredje paradis’. Det består af tre cirkler, der kan rumme alt. I de to yderste cirkler har du to modpoler, der ikke kan eksistere uden hinanden. Dig og mig, godt og ondt, teknologi og natur. Det er op til os mennesker at finde en balance mellem disse modpoler. Vi må skabe en hel ny humanisme ud fra denne forståelse. Du skal finde en form for antitese. Hvis man løser dette, vil der herske fred. Hvis man ikke finder balancen, har vi krig.”

Michelangelo Pistoletto: Eleven Less One-performance på KUNSTEN i Aalborg. Foto: KUNSTEN
Michelangelo Pistoletto: Eleven Less One performance på KUNSTEN i Aalborg. Foto: KUNSTEN

Kunsten skaber ’os’
For Pistoletto er kunsten med til at skabe denne balance. Det er her, vi hele tiden kan skabe nye retninger og ikke kun forlade os på de to yderpoler. Han ser vores samfund i dag som en civilisation, der har den perfekte teknologi. Men selv opfører sig som dyr. Kunst har her en essentiel position, mener han:

“Men æstetikken er ikke nok i sig selv,” siger han. “Æstetikken må også rumme etik. Kunsten er et instrument for dialog. Vi mennesker vil altid søge tryghed, og før fandt vi den i Gud, og nu finder vi den i teknologien. Kunst kan ses som spiritualitet, hvor vi kan skabe nye balancer og ikke vælge imellem kun at skabe godt eller skabe monstre.”

Pistoletto holder af at tale med sit publikum inden sin performance. For ham er det essentielt at fortælle om tankerne bag, og hvordan kunsten kan være katalysator til at skabe en balance:

“Vi skal have balance mellem vores følelser og rationalitet. Samt det vi skaber og ødelægger. Kunsten rummer både dig som beskuer og mig som kunstner. Men måske vigtigst af alt findes der midt mellem disse yderpoler et ’os’.”

 

Michelangelo Pistoletto (f. 1933)
Pistolettos karierre startede i midten af 1950’erne. En undersøgelse af selvportrættet karakteriserer hans tidlige arbejde. De første spejlmalerier lavede han i 1961. 1965-66 skabte han sine Minus Objects, som var med til at definere kunstbevægelsen Arte Povera.
Læs mere om Pistoletto på kunstnerens site.

Arte Povera (ital. 'fattig kunst') var en antiformel retning med berøringsflader til Minimalisme og Konceptkunst introduceret i 1967 af den italienske kunstkritiker Germano Celant. Associeret til Arte Povera er kunstnere som Joseph Beuys, Jannis Kounellis, Mario Merz, Richard Serra og Giuseppe Penone. Kunstnerne gjorde brug af simple materialer og fundne objekter i assemblager og installationer.

Kommentarer

Del artiklen

'“Når jeg smadrer spejlet, bliver det metafysisk”'

Facebook