Når grimt bliver smukt

Når grimt bliver smukt

Værket Strandet, akryl på plade, 2010. Pressefoto.

Billedserie

Udstilling

Efterbilleder

9 apr 2010 4 jun 2010

Allan Otte

Gl. Holtegaard
Se kort og tider

Det tragiske og absurde er Allan Ottes evige omdrejningspunkt, og udstillingen Efterbilleder på Gl. Holtegaard er ingen undtagelse. Midt i de forfærdelige ulykker og uheld, finder man også en tankevækkende skønhed.

Allan Otte bevæger sig i et ingenmandsland af forskellige motiver; uheld, landskaber og forgængelighedens stilleben. Motiverne opstår af Ottes særegne malebogsteknik, hvor abstrakte felter fyldes ud på samme flade. Det gennemgående tema er, hvordan processer brat stopper. Vi efterlades med Efterbilleder.

Billeder af to slags efterbilleder
”Jeg forsøger at lave en ny kobling mellem formelt maleri og realisme. I kunsthistorien er der masser af maleri, der er konceptuelt og metodebaseret, men det forbindes sjældent med et figurativt motiv,” forklarer Otte i et interview fra udstillingens katalog.

Installationsview af udstillingen Efterbilleder på Gl. Holtegaard. Foto: Mette Villum Jensen.
Installationsview af udstillingen Efterbilleder på Gl. Holtegaard. Foto: Mette Villum Jensen.

Konceptet for Otte er en undersøgelse af efterbilledet. Han ser både maleriets form og maleriets indhold som et efterbillede. Der har været en proces i gang, som afsluttes. Efterbilledet er i den forstand både malingen, der er størknet, og motiverne der fæstnes i tid og sted.

Ottes kunstneriske undersøgelse er således et tosidet projekt, hvor beskueren som sådan lukkes ind i begge. Vi ser gennem den stivnede maling Ottes komplicerede maleteknik, og så ser vi de specielle motiver. Og det er her, at øjet bliver hængende.

Almindelig realisme
I værket I stykker skildres en trafikulykke, hvor det virkelig er gået galt. Men selvom det egentligt ikke er det, vi ser på lærredet, så spoler man som beskuer hurtigt tilbage i begivenheden og forestiller sig det dramatiske øjeblik, hvor alt gik galt.

Men efter et kort ophold i det skæbnesvangre øjeblik vender man hurtigt tilbage til ulykkens efterbillede, hvor tid og sted er gået i stå. Også den særegne billedkonstruktion, hvor maleteknikken ikke efterlader ekspressive spor fra Otte, renser billedet, og får det til at gå i stå. Ulykken forvandler sig til et billede af hverdagen, som vi kender det fra aviserne. Den enkelte tragiske ulykke stivner og almindelighedens motiv kommer frem.

I stykker, akryl på plade, 2009. Pressefoto.
I stykker, akryl på plade, 2009. Pressefoto.
Delt, akryl på plade, 2009. Pressefoto.
Delt, akryl på plade, 2009. Pressefoto.

Den skønne ‘tragedie-æstetik’
At værket er en konstruktion ser man også tydeligt i rummets tre andre kvadratiske værker Presset, Delt og Nedtrykt. Udover den komplicerede teknik har Otte her bygget billederne op af gitter-lignende strukturer, hvor felter opstår på grund af skiftende vertikale og horisontale penselstrøg.

Denne tidskrævende og komplicerede arbejdsproces vender fokus fra det tragiske motiv mod maleriet som æstetisk udtryksform. Det ekstra gitterlag skaber et harmonisk og samlende udtryk, der ændrer tragediemotiverne til skønne motiver. Der kæles i den grad for synssansen i disse smukke og næsten romantiske fortællinger, og den melankolske stemning udskiftes med behag og forbløffelse.

Fugl, akryl på plade, 2009. Pressefoto.
Fugl, akryl på plade, 2009. Pressefoto.
Fra tragedie til stilleben
Denne bevægelse fra afsky over mod behag finder også sted i selve udstillingens ophængning på Gl. Holtegaard. Det smukke og det skønne kommer tydeligere frem, jo længere du bevæger dig ind i udstillingen.

Dramatiske trafikulykker byder dig velkommen, naturulykker ses i andet udstillingsrum, så møder du ‘tomme’ motiver som Slut og Ny begyndelse, og afslutningsvis hænger stilleben lignende billeder som Blomstermaleri og Frugt.

Værket Fugl spiller i den grad på stillebengenren og en vanitassymbolik, der fortæller os om livets forgængelighed og forfald. Der bliver her sat en fed streg under livets skrøbelighed, og motivet er derfor uden problemer tilgængeligt. Der er ingen dramatik. Fuglen er død.

Du bevæger dig fra grusomhed til naturlighed – både i motiv og i sindsstemning når denne udstilling indtages. Kontrasten mellem det tragiske og næsten komiske i en ulykkes tilfældighed ligestilles med forfaldets stille naturlighed. De er begge efterbilleder, men på to meget forskellige måder.

Slut, akryl på plade, 2008. I baggrunden ses værket Frugt, akryl på plade, 2009. Foto: Mette Villum Jensen
Slut, akryl på plade, 2008. I baggrunden ses værket Frugt, akryl på plade, 2009. Foto: Mette Villum Jensen
Skønhedens paradoks
Selvom udstillingen spiller på nogle menneskelige ømme punkter som død, ulykke og forfald, så er det trods alt ikke det skete, der fokuseres på, men efterbilledet.

Allan Ottes værker er ‘stille’ efterbilleder, der dog sætter tankerne i kraftig bevægelse og ændrer sig løbende idet man indtager dem.

Den sidste del af udstillingens efterbilleder forbliver skønne og en smule kedelige, imens Ottes værker sprudler stærkest i de første ulykkesværker, hvor både kollisionen foregår og grimt bliver smukt.

Allan Otte er født i 1978. Han tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2007.

Allan Otte har haft flere soloudstillinger i Danmark. Han har desuden indgået i adskillige gruppeudstillinger i ind- og udland.

Billedserie

Udstilling

Efterbilleder

9 apr 2010 4 jun 2010

Allan Otte

Gl. Holtegaard
Se kort og tider

Del artiklen

'Når grimt bliver smukt'

Facebook