Mytologi uden ny energi

Vi modtager allerede i introduktionen denne besked fra kunstneren (nu benævnt Moder Jord):

Værket skal ikke henlede tankerne på et særligt kunstnerisk motiv og en specifik tanke bag aftenens performance fra kunstnerens side. Vi skal blot tage med på en rejse og skabe vor egen fortælling og idé, forklarer aftenens vært fra Wundergrund Festivalen.

Det er selvfølgelig spændende at få sådan en opfordring fra Danmarks mest profilerede performancekunstner, men som publikum har man dog meget begrænset mulighed for at være medskabende. Bare så ingen bliver skuffede. Ligesom Lilibeths performances ofte leveres, så er vi publikum og hun er performer, vi sidder i salen og hun står på scenen.

Ny kamp – nye redskaber
Vi er bænket i hundredevis til en sjælden begivenhed: En stor nyproduktion af Lilibeth Cuenca Rasmussen i Det Røde Rum i Skuespilhuset med ensemblet Lydenskab som musikalsk part og en scenografi præget af en enorm silkekjole.

Sidst vi så en større nyproduktion fra kunstneren var det The Instrumental Man (opført under ACTS 2012 i Roskilde) og serien Afghan Hound, der var en markant del af udstillingen SPEECH MATTERS i Den Danske Pavilion under Venedig Biennalen i 2011. Begge produktioner med yderst polemisk dagsorden, karakterer og lyrisk bid til den dels mandlige og dels mellemøstlige stereotyp.

Nu handler projektet tilsyneladende om moderskab og skabelse, der refererer til kunstneren selv som moder og kunsten som en skabende leg. Med Gaia træder Lilibeth Cuenca Rasmussen ud af et destinkt sprogligt (og kraftfuldt!) udtryk for at undersøge andre måder at kommunikere på. Titlen på aftenens performance henleder tankerne på skabelsesmyter, incest og titaners kamp, men det skal vise sig at blive mere uhåndgribeligt.

Fødsel og skabelse
Imens vi tager plads, antager scenen og den 150 meter kjole form som et udefinerbart landskab. Men idet lyset sænkes, begynder rytmer og melodiske brudstykker at spirre i silke-landskabets indre. Som den første rejser ’Gaia’ sig i landskabets midte og ’føder’ én for én ensemblets fem musikere under stor begejstring, og afkommet får tildelt navne som Ta ta, Ga ga, Ba ba. Resten af aftenens performance er dog ikke præget af denne mytologiske fortælling.

Snart udskilles musikerne fra kroppen og agerer mestendels bagtæppe-orkester herfra og Gaia er ene figur på scenen, kun suppleret i en enkel komposition af to dansende organismer, hvor to kroppe i én dragt danner ’kromosompar’, der vikler, skubber og griber hinanden.

Fra argument til famlen
Resten af Gaia er en lidt famlende forestilling, hvor der indledes nogle kunstneriske undersøgelser, hvor kvindekrop, åndedræt, søvn, Shiva(?) og flirterier flettes sammen i en ret løs komposition.

Nogle af de skarpe performative værktøjer, som fx dansen, teksten og de kulturelle stereotyper, der prægede Cuenca Rasmussens nærmest poppede men konfronterende praksis, er blevet udskiftet med mere søgende værktøjer som improvisationen og repetitionen.

Et argumenterende logos er skiftet ud med et fabulerende og sanseligt mythos.

Men de nye værktøjer fremstår hverken særlig dynamiske eller fortællende, og den meget store kjole, der var smadder smuk, var måske uheldigt hæmmende for den kropsligt ekspressive performer. Den performative krop var i hvert fald langt fra sit energiskt pulserende og konfronterende udtryk.

Ufrugtbar Moder Jord
Gaia fremstår trods den omfattende produktion som en ret ufarlig performance om kvindekroppens (ur)kraft med nye udtryk, men uden nye indtryk. Den rolle vi indledningsvist blev tildelt som ’medskabende’ publikum er sympatisk, men i mørket, syv meter fra scenen, manglede jeg ikke at mærke åbenhed, men en idé, der ville noget mere med mig end at skildre fødsel og sensualitet. Skildringen om ‘Moder Jord’ fik således ikke tilført et egentligt nutidigt indhold eller nyt sammenhængende kunstnerisk motiv.

Ensemblet Lydenskab leverede faktisk aftenens egentlige fortælling, og det i en sådan grad, at værkets performative del skyggede for billedproduktionen i værkets musiske del, der omfavnede kaos og kosmos, materien og det sfæriske, før og nu, øst og vest, kamp og leg, skabelse og fortabelse. Det parløb, der var tiltænkt, mellem tone og krop, musik og performer (hvor Lilibeth Cuenca Rasmussen normalt er i en liga for sig selv) fungerede kun glimtvist som en frugtbar dialog. Derudover virkede det musikalske forløb langt mere dynamisk, varieret og fortællende end det endelige udtryk blev. Man kan faktisk stille det kritiske spørgsmål, om det manglende performative motiv endte med at bremse et motivrigt Lydenskab.