Der er udgivet et rigt illustreret katalog i forbindelse med udstillingen. Kataloget indeholder tekster af Jens Erik Sørensen, Lennart Gottlieb, Inge Lise Mogensen, Gitte Ørskou, Anders Troelsen, Peter Laugesen og Ditte Vilstrup Holm.
Erik A. Frandsens store one-man-show, Det dobbelte rum, er langt bedre end denne anmelder forventede. Men handler den mon om kunst eller ARoS' evne til at kanonisere...?
Erik A. Frandsen som fordomsødelægger
Jeg og formenligt mange af mine generationsfæller omkring de 30 har et lettere anstrengt forhold til de (ikke længere så) unge og (ikke længere så) vilde kunstnere, der debuterede i første halvdel af 1980’erne.
Udstillingen Det dobbelte rum er en lang ødelæggelse af mine fordomme og viser, at der er saft og kraft i kunstnere, der begyndte deres virke før årtusindskiftet – endda i de kunstnere, der begyndte før Murens fald.

Sanselighed fra kælder til kvist
Selv den store vindeltrappe bruges aktivt til at indføre beskueren i et af de centrale temaer i Erik A. Frandsens kunst – sanseligheden.
Ved at pege på forbindelsen mellem fotografier af en virkelig sanselig kvinde, der klæder sig af, snørklede neonrør og en gigantisk lysinstallation, anslår udstillingen et vigtigt tema i Erik A. Frandsens kunst på en fin og simpel måde.
Territorialafpisning i kunstverdenen
Men spørgsmålet er, om udstillingen handler om noget meget større end kunsten? Måske handler det, fra ARoS side, om at pisse territorium af og spille med de kunstinstitutionelle muskler.
ARoS satser stort
Det dobbelte rum er den, til dato, største udstilling af Erik A. Frandsens værker. Men det er også den hidtil største ARoS-udstilling, og den bakkes op af et halvandet kilo tungt farvestrålende katalog, der, af omfang, er en stor mester værdig.
Udstillingen forsøger at vise kunstverdenen, at ARoS har tyngde og nosser til at kanonisere kunstnere op i kunstens Superliga. Alt er lagt til rette for kanoniseringen af Erik A. Frandsen.
Museumssuperligaen
Det er stadig for tidligt at sige, om det lykkes. Fremtidige udenlandske udstillinger, stigende auktionspriser, indlemmelse i internationale samlinger og akademiske opgaver ligger måske og venter på Erik A. Frandsens kunst. Hvis det sker, er provinsmuseet ARoS endelig rykket op i samme klasse som Statens Museum for Kunst og Louisiana.
En reel bedømmelse af udstillingens betydning kan først laves, når oprykningen enten lykkes eller mislykkes. Jeg håber faktisk, at det lykkes.
Men indtil da gælder det om at ødelægge fordomme og få set noget god kunst – ARoS og Erik A. Frandsen byder velkommen.
Der er udgivet et rigt illustreret katalog i forbindelse med udstillingen. Kataloget indeholder tekster af Jens Erik Sørensen, Lennart Gottlieb, Inge Lise Mogensen, Gitte Ørskou, Anders Troelsen, Peter Laugesen og Ditte Vilstrup Holm.