Hvis det mod- og manifestløse danske kunstliv gad formulere sig kunstteoretisk, ville kunstkritikken automatisk følge efter, skriver Jakob Nørregård som svar på Kaspar Bonnéns kritik af kritikken og tilbyder sit forlag som udgiver.
Den væsentligste, tilbagevendende debat i dansk kunst har altid drejet sig om fordelingen af penge, hvilket, det siger sig selv, er blodig alvor. Dernæst den mere uforpligtende snak, om hvordan man gør vores kolde, lille udsted til en international metropol. Til sidst er der så endelig diskussionen om den lokale kunstkritik.
Før man som Kaspar Bonnén i interviewet d. 28. aug. begynder at kræve noget af kunstkritikerne, er det måske en ide at spørge, hvad det egentligt er, man gerne vil have, og hvordan det skal foregå. For den triste sandhed er jo, at aviserne er ved at lade kunstanmelderstanden uddø ved naturlig afgang, og forlagene mest eksilerer i Coffeetable books.
At vælge side
Kunstkritik er altid blevet bedrevet af kunstnerne selv, det er værd at huske. Diderot og Winkelmann skabte den moderne kunstkritik med mere eller mindre klare tankesystemer. Siden fulgte Ruskin, Baudelaire og mange andre. Og selvom de i dag mest har historisk eller litterær interesse, havde de dog en mission. De deltog aktivt i den verserende diskussion og valgte side. Dette er også i dag realiteten med Clement Greenberg og noget mere forkølet – Nicolas Bourriaud.
Hvis vi som billedkunstnere misundeligt skeler til avisernes fede bogtillæg (med mange fastansatte anmeldere), så er det vel fortrinsvis Lars Bukdahl, der uforfærdet kaster sig ud i sådan en kamp. Uanset om han er urimelig, ond eller uforståelig, kan man altid se, hvilken side han er på. Hans kamp mod mainstream-femikrimi etc. er altid funderet i hans begejstring for alle mulige smalle, tumpede, formelle, provins-avantgardistiske forfattere, lyrikere og systemdigtere. Det er i den kedelige, positive anmeldelse, at kunstkritikeren træder i karakter; Ruskin havde Turner, Diderot havde Le Jardin. Men det er som om de eneste to, der på det seneste rigtigt har hostet sig op til et slag i bolledejen, desværre ikke er i stand til at forklare os, hvorfor og hvornår de begejstres.
Gud eller Debord
Mikkel Bolt fik for nyligt noget spalteplads i aviserne med en sønderlemmende kritik af stort set hele kunstscenen. Det er altid frisk luft i lungerne med sådan nogle udladninger, især når det går ud over den altdominerende make-sense-art. Desværre er Bolt så modfalden. Han sidder ved foden af Guy Debords statue som om den var et helligt idol og nægter at tænke videre selv.
Jeg vil godt give Kaspar Bonnén ret i at Michael Jeppesen er forfriskende. Selvom han er en tosse, der har vakt meget vrede, har han et vist instinkt og de negative udsagn har absolut swung. Jeg er selv lige blevet udnævnt til ‘Verdens dårligste maler’, sat i bås med andre dårlige malere som Troels Wörsel og Anette Harboe Flensburg. Men hvad er god kunst for Jeppesen? Her bliver han desværre spag i mælet. Han taler om metafysik, når noget rør ham, men tydeligvis uden at kende betydningen af ordet – måske er det Gud han mener?
Gud eller Debord, resultatet er det samme. Bolt ser alt i sin historistiske revolutionsoptik og Jeppesen ser sig selv som en blanding af Kejserens nye klæder og sjakalmanifestet. Kort sagt: som tragiske figurer, i en kunstløs tid. Det er ærgerligt, at de er så hæmmede, at de ikke tør tage positivt stilling til vores lille provinscirkus, når de nu alligevel er en del af det. Ingen af dem når desværre Lars Bukdahl til fodsålerne, hverken i feltarbejde eller mod.
Hvem er det der har konsensuskultur?
Men hvad så med alle de andre bladskribenter. Er det dem, der lider af konsensuskultur? For mig at se, lider de mere af åndenød på den smalle spalteplads, hvor hjerter og stjerner snart udgør en tredjedel. De store medier meldte sig ud i slutningen af halvfemserne og er aldrig kommet tilbage på banen.
Så måske burde man vende sig mod det manifestløse danske kunstliv, der skændes alt for meget om fordelingen af de sparsomme midler og alt for lidt om kunst. Jeg synes, det er på tide, at kunstnerne selv påtog sig at skrive, også selvom man risikerer at bryde vores egen konsensuskultur.
Mikkel Bolts kritik ramte den eneste del af kunstlivet, der reelt har en stemme, den politiske, samfundsorienterede godhedskunst med en berettiget intern kritik, der paradoksalt illustreredes ved hans egne strategier for at komme i avisen. Men hvad med den store maleriscene, skulptørerne, der i sin tid bidrog med gravalvorlige dekonstruktive tekster, hvad med dem, der forsøger at holde fast i de mere gakkede avantgardepositioner? Hvis kunstnerne gad formulere sig kunstteoretisk, ville kunstkritikken automatisk følge efter. Når Leonardo kunne, når Jorn kunne – kan vi vel også. Jeg stiller gerne mit lille forlag til rådighed for enhver, der har noget på hjertet. Desuden er der jo internettet.
Vi kan tage ved lære af litteraterne med deres idiosynkratiske poetikker og effektive netportaler.
Hvorfor overlade kunstteorien til rådvilde akademikere. Grib pennen!
