Olafur Eliasson kan i Uwe Max Jensens øjne ikke kaldes uvildig i sin støtte til det kunstfaglige team bag samtidskunstfestivalen U-TURN. Vi skal i følge Uwe Max Jensen lytte til den harske kritik fra en britisk samtidskunstekspert.
Billedkunstneren Olafur Eliasson er vældigt begejstret for den københavnske kunstfestival U-Turn, og han går nu ifølge dagspressen til kamp for kunstfestivalen. Hvordan mangemillionæren Olafur Eliasson, der deltog på U-Turn med et reklamefremstød for Lego og på den baggrund næppe kan kaldes uvildig, går til kamp for U-Turn fremgår ikke klart. Men et bud er, at Olafur Eliasson vil have det offentlige til at kaste flere penge efter projektet. Olafur Eliassons egen såkaldte kamp består dermed udelukkende i at formulere et ønske om flere offentlige penge. Så meget for "kæmpende" kunstnere nu til dags!
Enstemmighed i pressen
Det havde i øvrigt klædt dagspressen, hvis man havde gjort sig den ulejlighed at tale med opponenter, der ikke deler Olafur Eliassons positive opfattelse af kunstfestivalen og de tre kunstneriske ledere, kuratorerne Solvej Helweg Ovesen, Charlotte Bagger Brandt og Judith Schwarzbart.
De tre kvindelige kuratorer har ifølge Eliasson angiveligt ikke fejlet på et eneste punkt ud over at køre festivalen grundigt økonomisk i sænk. Men det er imidlertid ikke korrekt, at den manglende økonomiske styring, var festivalens eneste problem.
Dansk selvforelskelse
Hvis man læser Kunstrådets evaluering (den er tilgængelig på www.kunst.dk) af U-Turn’s kunstfaglige niveau foretaget af blandt andet britiske Lewis Biggs, der ikke som Olafur Eliasson er fedtet ind i den hjemlige kunstandedams snadder, kan man konstatere, at det kunstfaglige niveau bliver udsat for en endog meget harsk kritik. Lewis Biggs, der er en estimeret kurator og direktør for Liverpool Biennalen, deler altså ikke Eliassons opfattelse af U-Turn som en kunstnerisk og kunstfaglig succes.
Kunstfestivalens største problem – som Lewis Biggs også fremhæver i sin evaluering – var kunstfestivalens mærkværdige fokus på danskerne som fremmedfjendske og selvforelskede.
Reelt publikum savnes
Hvis kunstfestivalen skal have en fremtid, må de ansvarlige gøre sig følgende klart:
Man kan ikke drive kunstfestival ved at invitere vennerne til at udstille for vennerne (og lade vennerne anmelde). På den måde får man, som Lewis Biggs også fremfører i sin evaluering af U-Turn, aldrig et reelt publikum i tale.
Det lykkedes da heller ikke for U-Turn. Meget sigende besøgte 28.322 udstillingen, men det var kun 11.476 af dem, der rent faktisk betalte entre. 17.000 var altså gratister.
Kravet til en fremtidig kunstfestival må være, at en eventuel festival selv løfter sig ud over det "selvforelskede" og "navlebeskuende" og indgår i en reel dialog med det publikum, der er festivalens eksistensgrundlag.
