Monsteruhygge bag murene

Dér, hvor vi skulle slappe af og ”blive os selv”, som det så smukt hedder, dér, hvor vi skulle dyrke intimiteten med andre og samle tankerne, mærke efter og finde mening i galskaben, lige netop dér tager kaos over i Mie Mørkebergs (f. 1980) betydningsbærende billeder af katastroferamte hjem.

Trusler i hyggens centrum
I hendes interiørmalerier slår væggene og gulvene revner, katastrofen melder sig som et vakuum, der suger ilten og energien ud af miljøet eller også er en stor mørk plamage ved at bemægtige sig rummet.

I andre billeder tårner ting og sager sig op som høje søjler, der truer med at ramle sammen over beboerne, der dog sjældent er til stede. Rummene er antropomorficerede, de er menneskeliggjorte, på randen til et nervøst sammenbrud.

Personerne kan undertiden lide af ”compulsive hoarder sydrome” eller samlermani og er ved at bukke under for de enorme ophobninger af ting, der bemægtiger sig den plads, som de skulle have tumlet rundt på som frie mennesker.

I det hele taget er tingene og rummene stedfortrædere for personernes psykiske habitus. Ingen tvivl om, at det står enddog meget grelt til i Mørkebergs verden. Kunsten.nu mødte Mie Mørkeberg på Statens Værksteder.

Tryghedsmani
Hvad er det med denne samlermani, som man ser i dine mange værker med ophobninger. Det er en psykisk sygdom, men hvad er den en reaktion på?

”Folk, som lider af hoarder syndrome samler på ting for at skabe tryghed omkring sig. Man murer sig mere og mere inde mellem disse ting, der tårner sig op. Det er ikke nødvendigvis folk, som er dysfunktionelle. De kan have stor succes ude i verden, og ingen kunne få mistanke om, at de var syge, indtil man går ind ad deres hoveddør og må balancere oven på halvandet meter høje ophobninger eller skræve over stabler af ting, som ligger på gulvet. Det er jo forbundet med den anale fase, at man ikke vil skille sig af med noget. At man simpelt hen er angst for, hvad der vil ske, hvis man gav afkald på tingene.”

Ny horisont i Nordhavnen
Mie Mørkeberg har netop afsluttet en stor bestillingsopgave til den nye FN-bygning i Nordhavn. Værket måler 3 x 7 m på nær 10 cm på begge ledder og er blevet til på opdrag af Statens Kunstfond. Det er indtil nu det største maleri, hun har malet. Mens hun malede på billedet kom den glædelige nyhed om, at hun har fået Statens Kunstfonds treårige legat, hvilket hun naturligvis er lykkelig for.

”Det er en enorm faglig anerkendelse, og samtidig giver det tryghed at vide, at jeg har ressourcer og tid nok til at udvikle min kunst uden hele tiden at skulle fungere på markedets præmisser. Måske vil det også betyde, at jeg kan rejse lidt ud, da jeg indtil nu kun har rejst meget lidt,” siger hun.

I modsætning til hendes øvrige billeder – det være sig papirarbejderne, hvor hun sædvanligvis bruger en blanding af tusch og akvarel iblandet en del sort og generelt med sorte konturlinjer eller malerierne, hvor hun også iblander sort og maler med både akryl og olie – er det nye, store oliemaleri meget lyst, overvejende i blå farver. Selv dér, hvor hun maler mørkt, har hun kun anvendt mørkeblåt. Maleriet er svævende med et uendelighedskig ned gennem en vej med søjler på hver side – som i en perspektivøvelse, hvor træerne bestandigt bliver mindre for at skabe dybde i billedet. Søjlerne består af sagsakter i form af stabler af papir og bøger samt af maskindele – drejesving, kæder, fjedre, kabler, som forbinder sig med hinanden.

I næste uge bliver værket installeret på sin plads i den stjerneformede FN-bygning, der er tegnet af arkitektfirmaet 3xN. Mie Mørkebergs maleri forholder sig direkte til det faktum, at det kommer til at hænge ved hovedindgangen midt inde i bygningen, dér hvor de otte takker mødes. Også i det nye maleri er der tale om kæmpemæssige ophobninger – eller rettere opstablinger – af ting, der relaterer sig til arbejdet i den verdensomspændende humanitære organisation, der blev dannet kort efter anden verdenskrig for at forhindre fremtidige krige og for at dæmme op for undertrykkelse, sult og nød – og for at hjælpe forarmede områder i verden frem til lysere tider i kraft af bedre sundheds- og uddannelsesforhold.

Bag facaden
Der er også en mængde ophobninger i søjlerne i dit store maleri til FN-bygningen?

”Ja, jeg tænkte dem som en slags maskinrum. Man har den kliniske bygning, der er meget flot og dansk og ordenligt. Men bag den pæne facade er der en mængde problemer, som skal løses. Man kan sige, at jeg har forsøgt at dykke ned under facaden og ser på alle enkeltdelene og alle de uafsluttede sager, som FN jo også må indse, at der er. Jeg har også forsøgt at skildre organisationens indre skelet så at sige. Papirer, der ligger på jorden, og som skal samles op, snorene, der går op til himlen, og hvordan alting hænger sammen. FN er en supertanker, som er vanskelig at navigere.”

Maleriet er meget stofligt, når man kommer tæt på. Mie Mørkeberg har her spillet på hele sit maleriske klaviatur og forholder sig koloristisk direkte til det faktum, at bygningen tager en mængde lys ind – også fra havnen.

”Jeg har virkelig lært noget af at arbejde i så stort format,” siger Mie Mørkeberg. ”Det kan jeg tage med mig over i de næste store udsmykninger.”

Kimen til kaos
Hvorfor bærer alle dine værker kimen til kaos? De er – for nu at bruge et lidt slidt udtryk – unheimliche, dvs. på en gang hjemlige og genkendelige og meget uhyggelige. Det lader til, at det er et uudtømmeligt kar, du her øser af. Er der en personlig baggrund for al den uhygge?

”Det handler om min barndom. Udefra set er jeg vokset op i et privilegeret hjem. Jeg er lillesøster og seks år yngre end min storesøster. Min far var arkitekt og min mor folkeskolelærer, og vi boede i et lækkert designerhjem i Espergærde. Alt så rigtigt ud på overfladen, men under alt det pæne lurede en masse konflikter. Sådan er det i mange flere familier, end man skulle tro. Men folk holdt sig generelt lidt mere tilbage med at blive skilt dengang end i dag – også på grund af frygten for en materiel tilbagegang, som næsten altid følger med en skilsmisse. Men det er jo bedre at undvære hus og bil, end at leve i en krigszone.”

Så derfor centrifugeres tingene rundt i dine rum, hvis ikke de slår revner, eller man kvæles på grund af manglende ilt?
”Ja, for mig er et rum synonymt med en krop.”

Det er ikke så mærkeligt, når din far er arkitekt?
”Ja, det hænger sammen,” smiler Mie Mørkeberg, der fortæller, at hun deler en mængde interesser med sin far. Ud over æstetik, design og arkitektur, så har de kunsten som fælles omdrejningspunkt. ”Min far lærte mig at se, og jeg er altid interesseret i, hvad han synes om min kunst. Men for min storesøster var han en vanskelig far at vokse op med.”