Det knirker, når ferniseringsgæsterne går hen over de kridhvide småsten, der næsten dækker hele gulvet i et af Kunsthallens lyse udstillingsrum. Stenene udgør fundamentet for den ene af de to installationer, som den nigerianske kunstner Otobong Nkanga viser på udstillingen The Encounter That Took a Part of Me.

Værket med de hvide sten har titlen Taste of a Stone er fra 2010 og består udover småstenene af store, klippeagtige sten, nogle såkaldte luftplanter, fotografier, et enkelt haikudigt og et vævet billedtæppe.

I udstillingsperioden er lokale digtere og performancekunstnere blevet inviteret til at interagere med installationen på forskelligartede måder og meditere over, ‘hvordan en sten smager’. På ferniseringsdagen oplevede publikum Simon Roy Christensens lydløse arrangering af forskelligfarvede sten på et lille, hvidt bord.

Det andet værk bærer den samme titel som udstillingen og er skabt specielt til Kunsthal Aarhus og Nottingham Contemporary i England, hvor udstillingen tidligere på året blev vist. Otobong Nkanga kunne ikke være med til åbningen, fordi hun var i Athen til forberedelserne af Documenta 14, men jeg fangede hende på en skypeforbindelse, og hun kunne fortælle, at de to installationer skal forstås som ét møde:

”Værket Taste of a Stone handler hovedsageligt om møder: Et møde med materialerne i rummet, stenene, gruset, tekstilværket og menneskene, der performer, mens man i installationen The Encounter That Took a Part of Me møder materialer, der gennemgår en transformation. Du er ikke neutral mødet med ting – det tager del i dig.”

Fra stål til støv: materiens forfald
Værket The Encounter That Took a Part of Me fra 2016 skal ses som en totalinstallation, hvor bestanddelene i form af et vægmaleri, et vævet diptykon og tre sekskantede montre på gulvet er selvstændige kunstværker samtidig med, at de spejler hinanden og hænger sammen. Irene Aristizábal er kurator på Nottingham Contemporary og har et stort kendskab til Nkangas værker. I fraværet af kunstneren selv, forklarer hun om The Encounter That Took a Part of Me:

”Til venstre i vægmaleriet ses en industriel, menneskeskabt struktur som nedbrydes til mere organiske former, der kunne ligne blodårer eller vandløb. Vægmaleriet er spejlet af strukturerne på gulvet, som gennemgår en lignende forfaldsproces,” siger Aristizábal.

De sekskantede montrer udstiller metallet ståls forfald i tre forskellige stadier: I den første montre ædes industrielle stålplader langsomt op af rust, i den anden har rusten næsten opløst stålet, der farver filtunderlaget rustrødt og i den tredje er stålet helt væk – tilbage er blot en krakeleret jordmasse:

”Nkanga starter med et menneskeskabt, industrielt produceret materiale og undersøger, hvordan forfald bringer det tilbage til jorden, transformerer det til støv. I sidste ende bliver alting til jord,” fortæller Aristizábal. “Det er en stemningsfuld undersøgelse af, hvordan forurenings-, forfalds-  og korrosionsprocesser påvirker vores verden.”

Det handler om sammenhæng – ikke adskillelse
Man kunne foranlediges til at tro, at Nkanga arbejder ud af en politisk, klimaorienteret agenda, men et sådant mærkat vil kunstneren nødigt have på sig:

”Det er ikke et spørgsmål om politik eller ej, men om hvordan ting og rum påvirker os, vores humør, økonomien, miljøet, og jeg tror, at alle mennesker på denne Jord er forbundne på en eller anden måde.”

Hun vil heller ikke tilskrive sig en bestemt type filosofi eller tænkning. For hende er det en uhensigtsmæssig måde at opdele verden på:

”Jeg kommer ikke fra en skole, hvor man tænker i adskillelse, men i stedet i forbindelse. Jeg adskiller ikke poesi fra økonomi; alt er relateret på kryds og tværs. Filosofi er uløseligt forbundet med vind, vejr, vand, blod og så videre,” siger Nkanga.

Ved eksempelvis at undersøge ting og materialer fra naturen i sin kunst kan Nkanga skabe en forbindelse til genstande og til andre mennesker, der forhåbentlig fører til en øget forståelse for, hvorfor vi agerer, som vi gør. Det handler om at møde verden.