Modstand mod kunst

Modstand mod kunst

Peter Rindal, der under en udstilling i 1966 af Statens Kunstfonds nye indkøb, teatralsk undrer sig over moderne kunst af Peter Bonnen. (kilde: denstoredanske.dk)

Indenfor de sidste par måneder har Dagbladet Politiken lanceret to undersøgelser om kunststøtten på en måde, som mere eller mindre overlagt har medvirket til kunstfjendsk populisme. Det kan synes som en harmløs bagatel, men det nærer generelle tendenser i samfundet, som skyldes fordomme og manglende oplysning.

Første gang var den 7. oktober, hvor Politiken oplistede de 100 danske billedkunstnere, der gennem de seneste fem år sammenlagt har modtaget mest støtte fra Statens Kunstfond. Den slags optegnelser kommer så regelmæssigt med fem års mellemrum, at man næsten kan stille uret efter dem. Normalt er det Jyllands Posten der tager sig af det, og normalt er hensigten at udstille, hvordan det altid er den samme indspiste kreds af kunstnere, der får alle pengene. Det var dog ikke helt Politikens hensigt denne gang, selv om de var godt på vej derhen.

Politiken valgte at vinkle præsentationen af listen med overskriften: “Smalle kunstnere løber med støtten” både i netversionen og i papiravisen, og dagen efter havde de underrubrikken: “Det er primært ret ukendte kunstnere, hvis værker sjældent kan sælges, der har siddet på toppen af dansk kunststøtte,…”. I artiklerne redegør forskellige kunsteksperter dog for, at der er tale om anerkendte billedkunstnere af høj kvalitet, som man ellers er godt bekendt med i kunstverdenen. Så når Politiken skriver at det altovervejende er ukendte kunstnere der får pengene, må det vel handle om, at det er i den brede offentlighed, de er ukendte.

Kommercielle dagsordener
Men hvor mange billedkunstere er egentlig kendte i den brede offentlighed? Er Politiken overhovedet i stand til selv at nævne mere end 10 billedkunstnere, der er kendte i den brede offentlighed? Eller bare fem? Nej vel, det er jeg heller ikke. Der er meget få popstjerner blandt billedkunstnerne, de kan tælles på en eller to hænder. Derfor er det selvindlysende og overflødigt at nævne, at langt de fleste på en liste med 100 billedkunstnere vil være ret ukendte i den brede offentlighed, for det vil de altid være.

Hvis man offentliggjorde en liste med de 100 landmænd, der har modtaget mest landbrugsstøtte, ville ingen slå det op på, at de fleste ville være ukendte, det er jo heller ikke en nyhed. Alligevel vælger Politiken at give næring til den populistiske forestilling om, at pengene går til noget ukendt kunst, som ingen hverken har brug for eller lyst til at se, selv om det er klart at støtten går til kunst af høj kvalitet uden kommercielle hensyn.

Hvorfor er det iøvrigt gerne et problem for kulturstøtten, at det kun er et mindretal, der nyder godt af den? Hvorfor anvender man ikke samme præmis for sundhedsstøtten, og siger at kun de sygdomme, der rammer et flertal af befolkningen, skal have medicintilskud?

Og apropos landbrugsstøtte, så får man i det mindste ikke dårlig samvittighed, når vi uddeler eller modtager kunststøtte, for der er ingen kunstnere i udviklingslandene, der går til grunde på grund af det.

Overskriften på politiken.dk's kultursektion tirsdag den 3. november 2015. Kilde: politiken.dk
Overskriften på politiken.dk’s kultursektion tirsdag den 3. november 2015. Kilde: politiken.dk

Hvad går pengene til?
Den anden hændelse indtraf d. 3. november, hvor Politiken havde iværksat en ny undersøgelse, denne gang om danskernes holdning til kunst og kultur: “Hver anden vil spare på kunsten og kulturen” hed overskriften. En måling viste at 51 procent af vælgerbefolkningen er parat til at skære ned på kulturstøtten. Det bør ikke komme bag på nogen, at man kan få sådan et resultat af en spørgeundersøgelse, hvor man spørger så åbent, uden at gå i dybden med, hvad der ligger bag.

Udover de mange argumenter, som Politiken selv bragte undervejs, om at folk ser kulturen som overflødig og ikke ved hvad pengene til kulturen egentlig går til, eller hvilken betydning det har for samfundet, så er der måske også en anden årsag, som ikke rigtig blev berørt.

Beskær kunsten!
Danmarks Radio sendte i sommer et realityprogram, “Gaden hvor politikerne forsvandt” om en gade i Ikast, hvor beboerne som et eksperiment fik til opgave fiktivt at bestyre Statens finanser i fjorten dage. I begyndelsen mødtes beboerne og fandt frem til en række områder, fx. hospitalsvæsen, ældrepleje, politiovervågning, som man anså for så vigtige, at man besluttede at tilføre dem flere penge. Efter flere dages gavmilde udskrivninger indså man, at man nok blev nødt til at spare et andet sted for at finde pengene. Hvor kunne man spare? Ja, rigtig gættet. Kunst og kultur!

Straks hastede man hen på torvet, hvor tv-tilrettelæggerne havde forsynet beboerne med en skurvogn, hvori der sad en regnedreng fra Finansministeriet, som kunne hjælpe med at holde styr på tallene. Han måtte dog skuffende meddele de arme beboere, at det ikke ville føre til noget at spare Statens udgifter til kunst og kultur væk, for beløbet er så lille, at det forslår som en skrædder i helvede, når det gælder sundheds- og social-udgifter. Slukøret opgav man denne manøvre og fandt pengene et andet sted.

Populistiske fordomme
Det er sandsynligvis samme uvidenhed, der gør sig gældende i Politikens spørgeundersøgelse. Det er en udbredt fordom, at Statens udgifter til kunst og kultur er enorme, at pengene fosser fra statskassen ind i kulturlivet, selv om det i nationaløkonomisk forstand ret beset er tale om et ubetydeligt beløb. De samlede udgifter til kultur (inklusiv religion og idræt) udgør mindre end tre procent af Statens budget, samtidig med at Kulturministeriet og kulturministeren er blandt de mest medieeksponerede. Og ingen kender Sundhedsministeren.

Om det er faldende oplagstal eller en regulær kunstskeptisk holdning, der driver Politiken til sine undersøgelser er uvist, men sådan som de lanceres, kommer de uværgerligt til at understøtte nogle populistiske fordomme der florerer.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

Del artiklen

'Modstand mod kunst'

Facebook