Modernisering af kunststøtten efterlyses

Modernisering af kunststøtten efterlyses

Statens Kunstråd ønsker en modernisering af den danske kunststøtte. Foto: www.sxc.hu

Den nuværende kunststøtte er forældet og favoriserer traditionelle kunstformer, mens de moderne og eksperimenterende kunstformer ofte må se forgæves efter midler.

Det er en af konklusionerne på en uafhængig rapport, som Kunstrådet har bestilt hos Kulturpolitisk Forskningscenter ved Aarhus Universitet.

Statens Kunstråd så gerne, at den offentlige kunststøtte blev moderniseret, så nytænkende og grænseoverskridende kunst i højere grad blev tilgodeset.

“Kunstlivet er løbet fra kunstpolitikken. Jeg ser meget gerne, at Kunstrådet havde styrke til og mulighed for at forholde sig langt friere til fordelingen mellem kunstarterne”, udtaler formand for Statens Kunstråd, Mads Øvlisen til Dagbladet Politiken.

Større partipolitisk uafhængighed
Mads Øvlisen påpeger, at kunsten i Danmark vil få mere ud af kunststøtten, hvis Kunstrådet selv afgjorde, hvordan de årlige knap 400 millioner kroner skal fordeles. Udgangspunktet kunne være fireårige aftaler om de overordnede rammer mellem politikerne og Kunstrådet.

Politisk møder forslaget fra Mads Øvlisen modstand. Ifølge Politiken er hverken kulturordfører Troels Christensen (V) eller kulturordfører Mogens Jensen (S) er parate til at slippe kontrollen med pengene.

Jørn Langsted har stået i spidsen for den forskergruppe på Kulturpolitisk Forskningscenter i Århus, der har lavet rapporten Spændvidder - om kunst og kunstpolitik.

Del artiklen

'Modernisering af kunststøtten efterlyses'

Facebook