Med selvet som udgangspunkt

Med selvet som udgangspunkt

Aneta Grzeszykowska: Selfie #06, 2014. 27 x 36 cm. Courtesy of Raster Gallery, Warsaw

Vis billedserie

Udstilling

SELFIE

7 feb 2015 3 maj 2015

Aneta Grzeszykowsky

Viborg Kunsthal
Se kort og tider

Selfie på Viborg Kunsthal er den første større soloudstilling i Skandinavien med den polske billedkunstner Aneta Grzeszykowska. Som titlen antyder, er det iscenesættelsen af jeg'et, der tages under behandling. Desværre lykkes det ikke kunstneren at nå helt ind under huden på forholdet mellem krop og omverden.

Østfløjen på Viborg Kunsthal er ikke det nemmeste rum at udstille i. Alligevel er det lykkedes at skabe fin og fokuseret udstilling med nyere værker af den yngre, polske kunstner Aneta Grzeszykowska. Dog kunne man efterlyse lidt mere dybde i enkelte af værkproduktionerne.

Det er fotoserien Selfie (2014), der leverer titlen til hele udstillingen. Her har Grzeszykowska brugt skind fra grise til at skabe en række skulpturelle selvportrætter, som hun derefter har affotograferet. Disse 1:1-modeller af dele af kunstnerens krop fremstår ufærdige med nåle og syninger, og den underliggende struktur og kunstnerens egne hænder er stadig synlige i billedet. Vi skal med andre ord ikke opfatte illusionen som vellykket. Tværtimod ender selve den fysiske konstruktion med at træde i forgrunden.

At klage over manglen på dybde her kan muligvis virke paradoksal, da fotografierne netop fremstår som undersøgelsesrum for selve kroppens overflade. Samtidig er den hud, som adskiller selvet fra omverdenen så kompleks som flade og sansningsmembran, at den inviterer til et mere omhyggeligt studium.

Aneta Grzeszykowska: Selfie #08, 2014. 27 x 36 cm Courtesy of Raster Gallery, Warsaw
Aneta Grzeszykowska: Selfie #08, 2014. 27 x 36 cm Courtesy of Raster Gallery, Warsaw

Mellem menneske og dyr
Fotografierne fører tankerne hen på Freuds idéer om ‘det uhyggelige’. Her finder vi menneskekroppen kopieret og stillet til skue; her fremstår de enkelte modeller suspenderede mellem liv og død. Vi er ikke i tvivl om, hvad vi ser, og dog er det som om, dyreskindet bliver endnu mere nærværende og levende som hud.

Måske er det, fordi huden oftest fremstår næsten usynlig for os. Huden er “kroppens konvolut” – for at bruge den franske psykoanalytiker Didier Anzieus ord. Alligevel sidder den ikke uden på kroppen. Den er krop. Et ansigt uden hud er ikke noget ansigt. Huden er bestemt en overflade, men den er også en grundflade, hvilket tydeliggøres af Grzeszykowskas påmaling af læbestift, neglelak og anden sminke på de enkelte modeller. Huden er et kropsligt vilkår, vi ikke kan undvære. Den er nærmest smeltet sammen med kroppen, hvilket er en af grundene til, at det er så svært, at se huden som hud.

At vise huden frem
I Selfie bliver huden synlig. Brugen af dyreskind er med til at fremhæve dette, ikke mindst fordi sådanne huder i vores kultur har evnen til at ‘rejse’ i form af lædervarer med mere, efter dyret er dødt. Dyrets hud adskiller sig fra menneskets hud ved netop at kunne løsrives fra kroppen. Og ikke nok med det: Dyrets hud kan sættes sammen igen og endnu engang komme til at fremstå kropslig gennem udstopning.

Det er derfor et utrolig rigt og interessant felt Grzeszykowska bevæger sig ind i, når hun konstruerer menneskelige former med skind fra grise. Dog bliver undersøgelsen ved det. Fotografierne synliggør huden som flade, men vi når ikke ind til den kompleksitet, der omgiver forholdet mellem krop, hud og verden.

Det er derfor også svært at se, hvor kernen i værkserien befinder sig. Er det selvet, der skal afsløres som konstruktion og iscenesættelse? Er det forholdet til det kropslige, som sættes under lup? Eller er serien først og fremmest en undersøgelse af fotografiets egen overfladestruktur?

Aneta Grzeszykowska: Headache, 2008. Videostil. Courtesy of Raster Gallery, Warsaw
Aneta Grzeszykowska: Headache, 2008. Videostil. Courtesy of Raster Gallery, Warsaw

Kroppen og skærmen
Grzeszykowskas videoværker er mindre vaklende. Her udgør samspillet mellem krop og skærm det centrale tema. I Headache (2008) har kunstneren koreograferet en dans af kropsdele, som på en sort baggrund bevæger sig hen over skærmens flade. I starten ser vi kunstneren med en tændt stang dynamit i munden. Eksplosionen deler legemet i hoved, torso, arme og ben, der alle lidt efter lidt vågner og får selvstændigt liv. Resultatet er smukt og til tider komisk på den slapstickagtige måde.

Første scene virker dog som en unødvendig indskrivning af koreografien i et narrativt forløb, der på sin vis trækker noget af absurditeten ud af værket. Det tæmmer derfor værket lidt, hvilket er en skam, da resten af videoen byder på en tryllebindende dans af lemmer, som bekriger og befamler hinanden. Samtidig ledes tanken hen på Samuel Becketts dramatiske monolog Not I (1972), hvor munden som selvstændigt organ indtager og optager skærmen.

I videoen Bolimorfia (2008/2010) udsættes kunstnerens krop for konstant multiplikation som led i en sælsom geometrisk dans, der kan minde om Busby Berkeleys musicalkoreografier. Derudover spiller mørket en central rolle, og også her ses arven fra Becketts Not I. Kroppen kræver sin plads. I videoen Black (2007) truer mørket dog med at overtage skærmen. Disse referencer og associationer indsætter videoerne i et mere nuanceret undersøgelsesfelt end ovennævnte fotoserie.

Aneta Grzeszykowska: Negative Book #25, 2012/2013. 38 x 50 cm. Courtesy of Raster Gallery, Warsaw
Aneta Grzeszykowska: Negative Book #25, 2012/2013. 38 x 50 cm. Courtesy of Raster Gallery, Warsaw
Det negative fotografi
I Østfløjens øvre galleri vises endnu en fotoserie; her med titlen Negative Book (2012/2013). På mange måder adskiller disse fotografier sig ikke synderligt fra almindelige familie-snapshots, havde det da ikke været for det faktum, at de er præsenterede som negative sort/hvid-prints.

Dog er der noget, der skærer i øjet. I hvert eneste billede toner en af personerne, nemlig kunstneren selv, frem som ‘næsten’ positiv.

Filmen Negative Process (2014) afslører sandheden bag teknikken. Her ser vi, hvordan kunstneren maler sin krop og sit ansigt sort og fremhæver sine skygger og konturer med hvid maling, inden hun lader sig fotografere. Dog fremstår hun i fotoserien mere som et spøgelse end som en ‘positiv’ figur indsat i et negativt fotografi.

Hvorvidt dette er intentionen, vides ikke. Men det er i og for sig også ligegyldigt. Den fortælling, der dukker op i billedserien, ender med at være mere interessant end den rene undersøgelse af fotografiets logik – nemlig fortællingen om, hvordan vi sjældent formår at være helt til stede dér, hvor vi rent fysisk befinder os, men altid befinder os lidt ved siden af os selv. En fortælling, der gør Negative Book til et fint punktum for en ellers til tider problematisk udstilling om selvets betydning.

Aneta Grzeszykowska (f. 1974) bor og arbejder i Warszawa.

Hendes værker er blandt andet repræsenteret på Salomon R. Guggenheim Museum i New York, Fotomuseum Winterthur i Schweiz og Museum of Modern Art i Warszawa.

Hun deltog i Viborg Kunsthals residency program Riddergade AIR i 2014.

Vis billedserie

Udstilling

SELFIE

7 feb 2015 3 maj 2015

Aneta Grzeszykowsky

Viborg Kunsthal
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Med selvet som udgangspunkt'

Facebook