Han siger, at man skal yde, før man kan nyde. Vi har mødt kunstneren Uwe Max Jensen på Roskilde Festival. Han fortæller om sit graveprojekt Hullet og Bjerget.
De graver og graver
En fuld mand siger til en anden fuld mand: "Hvorfor er det, at du graver?" Den anden fulde mand siger: "Hvorfor ikke?"
Jeg overværer seancen, da jeg kigger forbi Uwe Max Jensens kunstprojekt Hullet og Bjerget. To mænd graver i jorden og sveder over det fysiske arbejde. Den jord, de graver op, skal senere bruges til at forme et bjerg.
Jeg kigger forbi dagen efter. Der står en ny flok drenge og graver løs. Nogle andre kommer forbi: "Hvorfor graver I?", spørger de nyankommende. "Vi skal lave et bjerg, vil I være med?", bliver der svaret tilbage. "Tja hvorfor ikke, vi tager lige et kvarter", siger den ene dreng, og et nyt hold hjælper til. "Hæ, fedt. Indbegrebet af meningsløshed", siger den ene dreng, mens han skovler jord i en spand.
Publikums værk
Uwe Max Jensen har præsenteret en idé. Han synes, der skal være et hul og et bjerg på festivalen, skabt af publikum og til ære for publikum. Det er op til festivalpublikumet om idéen skal forme sig til et værk. "Hvis publikum har lyst til at grave, bliver der et stort hul og et stort bjerg. Hvis ikke, er der bare en grøn græsplæne og en uforløst idé tilbage", siger Uwe Max Jensen.
Det dybe hul i festivaljorden indikerer, at publikum tager vel imod ideen. De er åbenbart glade for lidt adspredelse i form af hårdt arbejde. "Min idé var at skabe et værk, midt i en hedonistisk og løssluppen stemning, som kræver hårdt arbejde. Til gengæld får publikum et bjerg, hvor de kan slappe af og skue ud over pladsen bagefter", siger Uwe Max Jensen. Han funderer videre: "På mange måder er det et moraliserende værk. Det handler om, at man skal yde, før man kan nyde. Jeg plejer ikke at være moraliserende, men det har måske noget at gøre med, at jeg nærmer mig en moden alder".
Hullet som ide
Uwe Max Jensen har før arbejdet med hullet som form. I 2001 lavede han, på Ålborg Kunstpavillon, et stort hul, som han fyldte med sort tusch, og i 2007 fik H.C. Ørstedsparken et pink hul fra kunstneren.
"Min kunst modarbejder generelt alt, hvad der er højtravende ved kunsten", forklarer Uwe Max Jensen. Derfor er det naturligt for ham at grave ned ad. Han vil gerne binde kunsten til kroppen, materien og jorden. Til alt hvad der ikke er fint – pis og lort, jord og sæd.
Et hul i jorden er normalt noget, ingen vil kendes ved. I dette tilfælde er hullet i jorden dog en forudsætning for at bjerget kan opstå. Pointen synes at være, at vi bør grave lidt i jorden, inden vi kan forvente, at vi kan skue ud over det hele. Og det støtter festivalfolket op om, de er ikke bange for at tage fat. Det synes faktisk som om, at det er en befrielse for dem at svede lidt nede i et jordhul.
Den fysiske erfaring
Jeg spekulerer over, om de graveglade folk går fra hullet med fornyet indsigt. Jeg spørger Uwe Max Jensen om, hvilken oplevelse, han tror, folk har af værket. "Det her værk skal ikke sanses. På festivalen bruger man sine sanser konstant, når man lytter til musik, ser på installationer og kigger efter damer. Her hos mig skal man erfare værket fysisk. Det sætter sig i kroppen." proklamerer Uwe Max Jensen og beordrer mig ned i hullet.
I skrivende stund sidder jeg med spændinger i skulderen. På grund af bare fem minutters gravearbejde har værket sat sig i min krop. Jeg tør ikke tænke på de mænd, som har skovlet flere 100 kg jord op fra hullet. De har helt sikker fået værket at føle – av!
