Marokko på kanten

Marokko på kanten

Detalje fra Mounir Fatmi: Modern times, 2012

Merchants of Dreams på Brandts 13 viser marokkansk samtidskunst, og flere værker kredser interessant om drømme og længsler i en opbrudskultur. Udstillingen i Odense er dog næsten identisk med den anden del, som vises i Viborg Kunsthal.

Udstillingen om marokansk samtidskunst Merchants of Dreams er – hedder det sig – i to dele, som udstilles samtidig på Viborg Kunsthal og Brandts 13. Det todelte er dog en tilsnigelse.

Ikke alene er kunstnerne identiske – en række af de udstillede værker er ligeledes de samme. Fotografiske og filmiske værker og værkserier af Randa Maroufi (The Park), Si­mo­ham­med Fet­ta­ka (Iqraa), Said Afifi (New Mythology), Leila Alaoui (Crossings), Simohammed Fettaka (False) og Hicham Benahoud (Anes Situ) er blot nogle af gengangerne. Vandreudstillinger, der vises i forlængelse af hinanden på forskellige udstillingssteder, har man set før, men jeg kan ikke mindes at have oplevet todelte udstillinger, der et MEGET langt stykke hen af vejen er identiske. Det minder om falsk varebetegnelse, og det er selvfølgeligt skuffende.

Rikke Hansen har anmeldt udstillingen på Viborg Kunsthal her på sitet og problematiserede med præcision, at udstillingen forsømte at udfordre det etnografiske blik: “Kunst er og bliver et udtryk for en kultur her, uløseligt bundet til en geografisk lokalitet. Kunst er ikke bare ’kunst’; det er ’marokkansk kunst’”, skrev hun blandt andet.

Læs Rikke Hansens anmeldelse af Merchants of Dreams i Viborg Kunsthal.

Men Hansen pegede også på, at udstillingen rummede mange interessante værker, og lad dette være en anledning til at se på nogle af dem.

De seneste år har Marokko oplevet pæn økonomisk vækst og en vis villighed til sociale reformer. I dette forandringsrum spiller udstillingens kunstnerne ud med en stribe forskellige tematikker. De undersøger blandt andet sociale strukturer, tilhørsforhold (eller mangel på samme), splittelse mellem rodfæstelse og fornyelse og mellem det lokale og det globale. Og i dette rum synes der særlig resonans for længslerne og drømmene.

Mohammed Larbi: Merchants of dreams. Foto: Ole Bak Jakobsen
Mohammed Larbi: Merchants of dreams. Foto: Ole Bak Jakobsen

Den poetiske og den kolde drøm
Mohammed Larbis Merchants of Dreams har givet udstillingen titel, og værket består af en stor mængde tændstikæsker med tegninger eller små objekter, der er hængt op på væggen bag et tyndt fiskenet. Det er drømmen i sin ‘primitive’, skrøbelige form – i sin grundform så at sige. Drømmen er i kunstnerens hænder udformet som en skrøbelig, provisorisk geografi og forsøgsvist kortlagt. Og det i en form, der kun kan gribes, hvis man har et sådant sartmasket fiskenet.

Porøsiteten og poesien i dette værk er til at få øje på, ikke mindst fordi det ret brutalt og virkningsfuldt er sat op imod et tilstødende videoværk af Younes Baba-Ali. I Maroc de demain (Fremtidens Marokko) fra 2014 er drømmen anderledes konkret og aldeles poesiforladt. Videoen er en lang panorering henover en serie billboards, der præsenterer arkitektoniske modeller af et nyt større boligbyggeri i Casablanca. Det er den internationale, kønsløse drøm om hygiegnisk, glat komfort efter modernistisk forbillede, der eksponeres – med sikker afstand til virkelighedens mere snavsede eller lokale realiteter.
Videoens lydside er ganske sigende en gravemaskine, og den 4 minutter lange panorering slutter med en brat opvågning i den byggeplads, der er drømmens lokalitet i dag. Det er et værk om globaliseringens bagside, nemlig at alle drømme i verden har tendens til at rette sig mod et skabelonagtigt billede, som præcist er eksemplificeret i disse billboards.

Brev til mor
Også forfatteren Abdellah Taia drømmer. Han længes efter ikke at være en paria i et samfund, der betragter visse sexuelle præferencer som kriminelle. Taia er den første arabiske forfatter, der offentligt har erklæret sin homosexualitet, og værket Homosexuality explained to my mother, 2009, har karakter af et brev til sin mor og sin nærmeste familie. Det er en fortættet og hudløs tekst, der virker stærkt al den stund, at Taia insisterer på ikke at vende det marokkanske samfund og sin marokkanske historie ryggen, men såvel kampberedt som åbent søger dialogen: “På min egen måde er jeg en fortsættelse af jeres egen historie, vores egen historie”, skriver han blandt andet.

Sådanne personlige, dokumentariske beretninger har deres berettigelse i det nordafrikanske opbrudsrum, hvad også manifesterer sig i Hamza Halloubis video Letter to Aura, 2012, der handler om frihedsbegrænsninger på kanten til Europa eller Leila Alaouis videoværk Crossings, 2011, der giver stemmer til personlige migrationsberetninger.

Rhanda Marouffi: The Park, 2015, Stillbillede
Rhanda Marouffi: The Park, 2015, Stillbillede

Unge mellem fortid og fremtid
I Randa Marofis film The Park, 2015, føres vi af et svømmende, håndholdt kameraøje gennem en forladt forlystelsespark i Casablanca. I denne forfaldsæstetiske ramme møder vi en række fastfrosne tableauer med unge mennesker, der hænger ud i parken. Fordi disse scener er stoppet i tid, mens kameraet fortsætter sin gyngende tidslige rejse, bliver de eksplosive af information og følelsesmæssig ladning. Måske er filmen også et næsten klassisk, dystopisk billede på en ungdom, der til enhver tid er fastholdt i et limbo mellem en udtjent fortid (symboliseret af den ramponerede forlystelsespark) og en fremtid, som endnu ikke er ankommet.

Maskinen som billede
Spillet mellem forskellige tidsligheder og lokationer er også synligt i to af udstillingens bedste værker, som begge har maskinen som omdrejningspunkt. Mounir Fatmis flotte animationsværk Modern times, 2012, fremviser en mægtig diagrammatisk maskine, hvor tandhjul udgøres af cirklende ornamentalkaligrafi i samspil med stempler og generatorer. Værket har fået kongepladsen i udstillingen og er installeret for sig selv i den centrale udstillingssal i stueetagen på Brandts 13, og rummet er svøbt ind i et rumlende, statisk lydunivers. Værket er på sin vis et nyfuturistisk værk i al sin maskinæstetiske skønhed. Men det er også en refleksiv kommentar til den nye modernitet, som er kommet til Marokko, hvis man medtænker, at titlen på værket er lånt fra Charlie Chaplins berømte film fra 1936, der netop taler imod den dehumaniserende maskine, som ensretter og masseproducerer på bekostning af individet.

Eric van Hove: Laraki V12, Alternator, 2013. Foto: Ole Bak Jakobsen
Eric van Hove: Laraki V12, Alternator, 2013. Foto: Ole Bak Jakobsen

Merzedes-Benz motor af kohorn
Også Eric Van Hove ærer maskinen, samtidig med at han stemmer sig op mod den. Med hjælp fra lokale håndværkere fra Marrakesh producerer han håndlavede motordele til biler, krumtapaksler, cylindre og luftpumper og andet. Materialerne er alt andet end industrielle: Malakit, Perlemor, gedeskind, kohorn og træ fra strandene i Marokko blandt andet.

Værkerne fremstår som en undersøgelse af friktionen mellem det traditionelle marokkanske håndværk og den moderne tekniske udvikling.
De er ret fantastiske. De fungerer som en hyldest til den maskinelle præcision og som skulpturelle værker med sin egen maskinelle og stoflige æstetik. Men samtidig trodser de også det globale paradigme, der nådesløst lader rationalitets- og standardiseringsnormer udradere stolte, lokale og spirituelt funderede håndværkstraditioner. Sådanne værker formår at komprimere komplekse problemstillinger, som er ganske aktuelle på en klode, som er i færd med at blive mindre og mindre.

Mange værker på Merchants of dreams har denne relevans, og udstillingen holder i det store og hele et godt niveau. Ingen af de udstillende kunstnere har tidligere været vist i Danmark, og det er godt at få horizonten udvidet.

Der er altså nok af grunde til at besøge Brandts 13. Hvis man allerede har været i Viborg? Ja, så er der lidt færre.

Merchants of Dreams er udarbejdet i samarbejde med Christian Skovbjerg Jensen.

Udstillingen er en del af Images, arrangeret af CKU.

Kommentarer

Del artiklen

'Marokko på kanten'

Facebook