Nordens største kunstmesse, Market Art Fair, sluttede søndag aften i Stockholm. 39 nordiske topgallerier havde indtaget Liljevalchs Konsthal i tre dage. Fotokunsten var et dominerende medie, imens flere gallerier satsede på udenlandske kunstnere. Messen var alt i alt en berigende og overbliksskabende kunstoplevelse, der fastslog, at de nordiske gallerier er gode til at pejle stærke tendenser i samtidskunsten.
I år fandt messen sted i kunsthallen Liljevalchs på Djurgården. Det klæder messen med parketgulve og høje træpaneler og det stærke forårslys, der vældede ind fra oven- og sidevinduerne. Konstakademien dannede ramme om messen i de første mange år, men denne bygning huser pt. dele af Nationalmuseets samling, mens det bliver renoveret.
Derfor har Market måttet se sig om efter andre lokaler. Selv om standene på Liljevalchs er forholdsvis små, var helhedsindtrykket overordnet set en messe, der fungerede godt æstetisk. Faktisk fremstod flere af standene som mini-museer i den store, rektangulære bygning, og helhedsindtrykket var langt mere overskueligt end i labyrintiske Chart på Charlottenborg sidste år.
Mere end messe – Stockholm Art Week
Dog savnede Market dels nogle øjenåbnende overraskelser i kælderen hos de fire ”emerging” gallerier, der skuffede. Derudover kunne man også have forventet nogle markante, monumentale værker i den store skala i indgangssalen, hvor ”Market at Large” residerede, dvs. nogle eyecatchers, der kunne highlighte denne Stockholmerbegivenhed, så den ætsede sig ind i publikums bevidsthed.
Der er nemlig sat fulde sejl til i Stockholm med Stockholm Art Week, der byder på gallery night, foto-festival og et hav af interessante udstillinger i de fabelagtige gallerier, kunstmuseer og –haller, som denne skønne by råder over. I det hele taget bliver man som dansker let misundelig over, hvor seriøst svenskerne ikke blot satser, men også tror på kunsten som et væsentligt erkendelsessprog for folk i almindelighed.
Men tilbage til messen: Det er en nyhed, at Andreas Henningsen og Peter Amby nu er gået sammen om at drive fælles galleri i Borgergade 2 under navnet Last Resort. Det er to entreprenante, unge gallerister, der således har valgt at dele opgaverne imellem sig.
På Market satsede de alt på et bræt med Henningsen-kunstneren Mikkel Carl, der almindeligvis arbejder konceptuelt, og som noget nyt viste en række tavse, men smukke ”malerier”, der ligger og vipper et sted mellem Mark Rothkos meditative farvemodulationer og alkymisten Sigmar Polkes eksperimenter med fladen.
Disse værker har Carl fremstillet uden pensel og maling: ved at benytte titaniumplader, der i et syrebad får tilsat strøm, genererer han nogle taktile og forførende, abstrakte motiver i alle regnbuens farver.
Også Adam Saks havde i sine store malerier eksperimenteret med at trykke linoleumssnit på lærred ved siden af sine malede motiver. Det fungerede godt med den lidt stive, udskårne streg ved siden af den mere gestikulerende. Saks var repræsenteret både af Helsinki-galleriet Forsblom og af det grafiske galleri Atelje Larsen i Helsingborg og fyldte derfor godt op på messen.
Fotokunsten – et nordisk flagskib
I øvrigt konstaterede man hurtigt, at fotokunsten var dominerende, ikke kun hos de finske og svenske gallerier, men også hos mange danske, så lad os lige gøre ophold her: Ud over Peter Lav Gallery, der jo har specialiseret sig i dette medie, satsede flere af de øvrige gallerier på fotokunsten.
Mens dette medie kun nyder ringe bevågenhed hos danske samlere og stadig halter uhjælpeligt bagefter på mange danske kunstmuseer, har svenskerne, finnerne og nordmændene for længst annekteret det og anser det som fuldt på højde med andre kunstneriske medier.
Lav viste spændende og tankevækkende værker af Joakim Eskildsen (f. 1971), sydkoreanske Hyun-Jin Kwak (f. 1974) samt Adam Jeppesen (f. 1978). Også Gallery Tom Christoffersen havde prioriteret fotografiet:
Desuden værker af den sydafrikanske fotokunstner Roger Ballen (f. 1950 i USA), som samtidig er aktuel med udstillingen Theatre of the Absurd på Stockholms Fotografiska Museum.
Ballen dyrker med stor konsekvens en bizar og forunderlig motivverden, som han finder på bunden af det sydafrikanske samfund. Uafrystelig og samtidig forstemmende i sit håbløse forfald. Men mest interessant hos Christoffersen var i min optik den dansk-amerikanske fotograf Thomas Bangsted (f. 1976), der brillerede med to store fotografier. Især det mesterlige Last of the Dreadnoughts (Dreadnought betyder ingen frygt), hvor han som en anden Andreas Gursky sampler x antal optagelser til ét foto, der rummer en overjordisk dybdeskarphed, så man næsten ser bølgerne på havet bevæge sig.
Bangsted rejser rundt i verden for at opspore de sidste af disse slagskibe fra 1. verdenskrig, som kunstnere i sin tid fik til opgave at bemale i forskellige stribemønstre. Det er et sejlende, grafisk mesterværk, der bringer krig og ødelæggelse med sig.
Mere fotokunst
Også Martin Asbæk havde fokus på fotokunsten. Her kunne opleves nogle drømmende og stoflige, maleriske fotos af Astrid Kruse Jensen (f. 1975), der samtidig har en stor, helstøbt soloudstilling på Sven-Harrys Konstmuseum. Herudover sås værker af Trine Søndergaard (f. 1972) med motiver af tomme rum, der vibrerer af et metafysisk nærvær, som vækker mindelser om Hammershøi, Vermeer m.fl. I den store sal hang i øvrigt nogle mega fotografier med slørede landskabsmotiver af Ebbe Stub Wittrup (f. 1973), hvor han spiller raffineret på selve synsakten ved at zoome ind og samtidig have afstand til motivet.
I det finske Galleria Heino kunne man opleve fotokunstneren Pekka Luukkolas (f. 1968) fascinerende s/h fotos og en video af stjerner, der markerer tidens gang på deres vej hen over himlen fra tusmørket, gennem natten til morgendæmringen. I den mere humoristiske ende sås en fotoserie af Peter Johansson i Malmø-galleriet Leger, der eksperimenterer med identiteterne i sine selviiscenesatte fotos, hvor han fx fremtræder som Hitler med hår og overskæg af bacon, hvis ikke han skærer svenske polkaheste i skiver og serverer dem indpakket i plastfolie som pålæg.
Bo Bjerggaard havde valgt at satse på få værker af mange kunstnere: Ét maleri af John Kørner, ét af Per Kirkeby, to af Peter Linde Busk, ét af Per Bak Jensen etc. Sidstnævnte udmærker sig ved et motiv af en vej gennem en skov. Der et på en og samme gang et sitrende nærvær og et vemodigt fravær i dette foto, der går i dialog med den romantiske malerkunst, hvor naturen – og vejen – blev dyrket som et yndet motiv. Et typisk værk af denne kunstner, som altid søger efter stedernes særlige ånd.
Favoritter og overblik
Blandt mine favoritter var den legendariske, svenske maler Jan Håfström (f.1937), som repræsenteres af Galleri Andersson/Sandström Umeå/Stockholm. Håfström viste malerier af sin mystiske karaktér ”Mr. Walker”, hans alter ego, der også har en vis lighed med hans far, som var handelsrejsende og derfor var temmelig fraværende i hans barndom. Håfström så mest sin far fra ryggen, når han var på vej ud i verden. Dette tegneserieagtige, ikoniske univers brager lige igennem med dets originalitet.
Ellers havde Reykjavik-galleriet i8, Nils Stærk, Galleri Kant og Susanne Ottesen de bedste stande i år. De havde alle økonomiseret med værkerne i et stramt greb. Sidstnævnte, så der opstod en fintmærkende dialog mellem Richard Deacons aluminiumsskulpturer, Jiri Georg Dokoupils sæbeboblemalerier og Ian McKeevers arkitekturafsøgninger i maleri og foto. Larm Galleri havde også satset flot på YBA-kunstneren Gavin Turk, som de i øvrigt åbner en soloudstilling med på fredag.
Market er i sagens natur en stor købmandsbutik, hvor det handler om at få værker langet over disken til samlere og museer, at skabe nye netværk samt at meritere de kunstnere, som man har i sin stand, og få dem frem og ud i verden. Alligevel var der små åndehuller undervejs, hvor det almindelige kunstpublikum fik mulighed for fordybelse. Men først og fremmest giver en messe som Market mulighed for at danne sig et overblik over tendenser ikke kun i den nordiske, men også i dele af den globale kunstscene lige her og nu, og der var meget at komme efter.
