Marina Schulze maler virkelighed ovenpå virkelighed. I det ene øjeblik overfyldes og forvrænges omgivelserne – i det næste forsvinder de helt. Det er ren (trylle)kunst!
Her sidder Schulze på hug og arbejder sig minutiøst frem med små pensler. På kuben maler hun den baggrund, man ikke kan se for kuben selv. Sådan har hun siddet de sidste mange dage. Men hun er tålmodig og målrettet og er tydeligvis tilpas i det omstændelige arbejde.
Under huden
"Jeg er maler og er jo vant til det", siger hun henkastet og uden skyggen af falsk beskedenhed. Det er gennem Schulzes mestring af håndværket, man mærker hendes kærlighed til maleriet som medie. Nærgående undersøgelser af kakaopulver og ben iklædt nylonstrømper kommer meget tæt på en kendt hverdag – næsten så tæt, at den bliver ukendt for beskueren.
"Jeg vil gerne skildre overflader så detaljeret som muligt. Jeg prøver nok på den måde at komme ind under overfladen, mens jeg maler den. På en måde føler jeg mig som en forsker; jeg udforsker motiverne med min pensel. I mine billeder af ben med strømperbukser, for eksempel: jeg forestiller mig hele tiden huden, der er indenunder. Nogen gange får mine billeder faktisk et ret abstrakt udtryk, fordi jeg kommer så tæt på."
At male, så ting forsvinder
Selvom Schulze også arbejder installatorisk med maleriet i rummet, betegner hun sig først og fremmest som maler.
"Alt begynder og ender jo alligevel som billeder. Jeg tager et fotografi af et rum og bruger det, når jeg maler på nogle objekter i rummet. Og disse maleri-installationer lever kun videre, fordi der bliver taget billeder af dem."
Hendes nye udforskninger af maleri i rum er drevet af fascinationen af at overvinde fysiske blokeringer:
"Da jeg var på Island så jeg en stor dæmning. Omkring den var naturen grøn og smuk. Jeg forestillede mig alt det, som dæmningen skjulte, og så pludselig dæmningen som et stort lærred. Jeg tænkte, at hvis man malede den bagvedliggende natur præcist nok herpå, ville man slet ikke opdage, at der var en dæmning. Jeg finder transparensen i billedet virkelig interessant… Jeg maler på en måde alt og ingenting på én gang"
The perfect moment
Det med at få ting til at forsvinde begyndte, da Schulze i 2007 skulle udstille på Island. Her udnyttede hun sin lette irritation over søjlerne i udstillingsrummet ved at camouflere en af dem, der stod mest i vejen.
"Problemet er jo bare, at det kun er fra ét bestemt sted og på ét tidspunkt, at illusionen fungerer. Vinkel og lysforhold er altafgørende. Derfor var titlen på installationen også det tidspunkt, hvor jeg havde taget det billede, som var forlæg til maleriet på søjlen. Jeg tror nok det var 27. august kl. 17.00. Men det er sådan set underordnet. Det vigtige er dette ‘perfect moment’, som man kan være heldig at opnå, og som foreviges i fotografiet."
Schulzes camouflage af søjlen skabte et (tilsyneladende) frit udsyn. Hun formåede kunstigt at fjerne søjlen og rydde rummet til udstilling af værker – omend der ikke var udstillet nogen værker andet en blændværket selv. Denne refleksion over kunstens rammer kommer særligt til udtryk i den aktuelle udstilling på Spanien 19c.
Knap så hvid kube
Arbejdet med søjlen på Island bærer klare referencer til den klassiske moderne udstillingsramme, ofte kaldet ‘The White Cube’, som er kendetegnende ved at være kvadratisk, hvid og uden andre forstyrrelser end værkerne selv. I installationen ‘Painted Room’ på Spanien 19c maler Schulze udstillingsrummets murstensvægge på en hvid kube, som selv helt forsvinder – og samtidig manifesteres, idet beskueren kan træde ind i den.
"Jeg ser ‘Painted Room’ som et billede. Jeg ser faktisk alt i to dimensioner. I det ene øjeblik får billedet kuben til at forsvinde, men i det næste kan man gå ind i den. På en måde kommer man ind under huden på kuben. Nu, hvor vi står inde i kuben bliver jeg glad. For se lige døråbningen! Den udgør jo et billede. Jeg kan lide, at det hele pludselig vender på hovedet. Hvad er maleri, hvad er udstillingsrum? Jeg bliver helt svimmel… Det er vildt."
Og ganske rigtigt: ser man på døråbningen inde fra den hvide kube, får man fornemmelsen at murstensvæggen bag er et billede. Her er jo det motiv, Schulze har malet så præcist uden på kuben.
Perfekt puslespil
Schulzes værker ligger i forlængelse af den lange maletradition, hvor den perfekte illusion og blændværket er i højsædet. Schulze elsker for eksempel den franske kunstner René Magritte, hvis billeder reflekterer over maleriet som reproduktion af virkeligheden. Schulze går dog endnu videre og reflekterer over både maleri og udstillingsrum.
"Jeg har også været meget inspireret af George Rousse (se billede, red.), som åbnede mine øjne for, hvad man som maler kan gøre med rummet . Jeg kan også godt lide det matematiske aspekt i processen. Man skal jo være meget nøjagtig i sine beregninger. Jeg er vel ret perfektionistisk anlagt. Jeg elsker også puslespil og soduku", siger hun med et grin.
‘Painted Room’ fremstår som et stort puslespil af detaljer. Brikkerne er lagt minutiøst af den perfektionistiske Marina Schulze, som efterlader et indtryk af varme og intelligens. Hun er ét med sine billeder; både når hun taler om dem, og når hun står midt i et af dem, så hun næsten svæver frit i luften som en ægte tryllekunstner.
