At mane fortiden frem

At mane fortiden frem

Dan Stockholm: HOUSE, KH7, Aarhus. Installationsview. Foto: Morten Barker

Vis billedserie

KH7, Aarhus’ nye, kunstnerdrevne udstillingssted, har skudt sæsonen i gang med HOUSE, en installation af Dan Stockholm. For Stockholm rører udstillingen ved nogle emner, han først for nylig er begyndt at arbejde med, såsom den personlige historie. På den måde rammer den ind i et felt, der binder det private til det historiske og viser, hvorledes individet hele tiden er på jagt efter et fast holdepunkt i en flydende og foranderlig verden. Vi mødte ham til en snak om det forgængelige, om barndommens land og om kroppens særlige måde at erindre på.

Portræt af Dan Stockholm. Foto: Morten Barker
Portræt af Dan Stockholm. Foto: Morten Barker

Dan Stockholm er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og derudover fra Institut für Raumexperimente i Berlin, samt Staatliche Hochschule für Bildende Künste (Städelschule), Frankfurt am Main. I sin praksis undersøger han emner som performativ proces, det arkæologiske og tidens gang i værket, og i installationen HOUSE knyttes disse temaer for første gang til Stockholms personlige historie.

I sig selv består HOUSE af flere dele, hvor én del leder hen til den næste. På den måde illustrerer HOUSE også, hvordan erindringen griber os, og hvorledes én tanke åbner op for andre associationer og dermed skaber noget nyt.

Kroppen og huset
Et hus er hjem for kroppe. Vi glider ind og ud. Forlader hjemmet og kommer igen. Eller vi kommer måske aldrig tilbage længere. Nye mennesker, nye kroppe flytter ind. Med ét bebos barndomshjemmet af andre. Det er folk, vi ikke kender. Og så er det op til erindringen at lukke hullet mellem dengang og nu.

HOUSE, 2016, variable størrelser, stillads, gipsafstøbninger, rustfrit stål, vand, epoxy, video. Foto: Morten Barker
HOUSE, 2016, variable størrelser, stillads, gipsafstøbninger, rustfrit stål, vand, epoxy, video. Foto: Morten Barker

”Jeg mistede min far ganske pludseligt i 2013,” forklarer Stockholm,”og i HOUSE går jeg tilbage til det hus, han boede i. Et hus jeg også er vokset op i. Det var en vanskelig proces, da oplevelsen af hans død på det tidspunkt stadig var meget tæt på. Men HOUSE er mere end et arkiv over min sorg. Det er nærmere et arkiv over husets liv og de liv, der er levet i det.”

Derfor var Stockholm også opsat på ikke at gøre værket alt for personligt. Først efter der var gået et stykke tid, følte han, at der var tilpas meget afstand til selve processen. ”De gipsafstøbninger, som udgør en del af installationen, endte med at ligge i en kasse i to år,” fortæller han. Og det personlige tager bestemt heller ikke over og bliver for dominerende i udstillingen. Tværtimod bliver sorgen dét, som binder os til værket. Tabet minder os om vore egne tab. Det fraværende bliver til et nærvær.

Hånden, berøringen, arbejdet
I HOUSE er kroppen til stede både som nærvær og fravær på én og samme gang. I By Hand, en af installationens mere eller mindre selvstændige dele, manes kroppen frem som en art dobbelt negativ. Hér mødes vi af en mur, hvor hændernes aftryk kommer til syne. Hvor de vokser inde i murstenenes indre kerne og dermed bringer associationer til de hænder, der har været med til at bygge det oprindelige hus, samt de hænder, der som en del af Stockholms performative proces nu er blevet en del af værkfrembringelsen.

By Hand, 2016, 204x80x70cm rødler. Foto: Morten Barker
By Hand, 2016, 204 x 80 x 70 cm rødler. Foto: Morten Barker

I det hele taget er der mange hænder i udstillingen. ”Egentlig tager HOUSE udgangspunkt i et greb, jeg længe har villet udføre,” siger han, ”hvilket er ønsket om at røre et helt hus, ja, hver en sten på huset, og optage det.” Derfor er værkets egentlige udgangspunkt også dokumenteret i en video, hvor kunstneren gør præcist dette. Berøringen er stille, nærmest nænsom. Og dog er der en voldelighed over det. Den bløde krop mod de hårde sten. Huden og muren. Hånden, der siger farvel til faderens hus.

Under en del af denne proces løftede Stockholm gips op fra en spand og lod det tørre mellem sine hænder. Igen og igen. Disse afstøbninger, hændernes negative aftryk, er blevet til installationens centrale del. På KH7 er de monterede på et stillads, hvorved de refererer tilbage til selve det håndværksmæssige bag konstruktionen. Men som de hænger dér, ligner de også ansigter. De stirrer ligesom tilbage. Møder vores blik. Og i By Hand er de samme aftryk blevet brugt til at danne nye, denne gang ved at blive presset ind i leret.

View. Foto: Morten Barker
View. Foto: Morten Barker

Udstillingen som organisme
Stockholm beskriver også udstillingen i sin helhed som en art ”krop”, samt dens forskellige dele som lemmer eller ben. HOUSE har tidligere været vist på Künstlerhaus Bethanien i Berlin, men i en anden udformning. ”Udstillingen er en organisme, der bliver ved med at vokse og ændre sig fra udstilling til udstilling. Man kan ligesom tage et ben af hér og sætte det på dér,” forklarer han. ”På den måde er epicentret for værket en ret splittet ting,” fortsætter han. Stockholm arbejder da også med et begreb, han kalder for “sister sites”, hvor selve værkets ophav, dets oprindelige lokation, altid er et andet sted end det, vi møder i galleriet.

Level (Blue mare, Königsblau) 100x250x1,6cm. Blæk, glas, vand. Foto: Morten Barker
Level (Blue mare, Königsblau) 100 x 250 x 1,6 cm. Blæk, glas, vand. Foto: Morten Barker

Dette kan minde om Robert Smithsons nonsite-koncept, men fungerer samtidig som et mere flydende begreb. ”For eksempel den del, der hedder Level,” forklarer han – og refererer til nogle glasplader, der ligger på gulvet med væske imellem og minder om gigantiske vaterpas. ”Den del læser både rummets og gulvets hældning, men også beskuerens krop, alt imens vedkommende bevæger sig henover glassets flade og presser de to plader mod hinanden.” Og netop Level er med til at få os til at vende blikket indad. At få os til at opdage, hvordan vi selv indtager et rum, et hus, et hjem med vores krop.

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'At mane fortiden frem'

Facebook