Manden i midten

‘Det nordiske’ har som begreb ændret indhold i de sidste 30 år. I 80’erne snakkede man om en nordisk identitet i samtidskunsten, særlig knyttet til idéer om naturen og det kunstneriske materiale. I 90’erne oplevede vi en nu orientering mod populærkulturen parallelt med en eksplosion af aktivitet på den nordiske kunstscene. Omkring årtusindskiftet døde dette nordiske ‘boom’ i samtidskunsten næsten helt ud.

Kan man stadig – i den globale tidsalder – snakke om en nordisk samtidskunst eller en nordisk kunstscene, eller er det et tomt begreb, der primært begrænser blikket? Norske KUNSTKRITIKK.NO, svenske KONSTEN.NET og danske KUNSTEN.NU har sat sig for at undersøge ‘det nordiske’ i fællesskab. Gennem seks interviews, to fra hvert hjemland, med en række markante stemmer fra den nordiske kunstscene i dag, vil vi forsøge at belyse spørgsmålet om en mulig ny, nordisk position i samtidskunsten? Første stemme i serien er Daniel Birnbaum.

Den svenske favorit
Rikard Ekholm (RE): Jeg vover atpåstår at du var det svenske kunstlivs favorit til at tage over sommuseumsdirektør for Moderna Museet. Jeg tænker at det må føles dejligt, men atsådan en ting let kan blive et pres. Hvordan føles det at være chef for ModernaMuseet, som så mange hader at elske, og andre elsker at hade?

Daniel Birnbaum (DB): Tak, detføles godt, og at interessen er stor er jo i bund og grund det bedste, der kanske for et museum. Selvfølgelig kan der opstå pres, for det er en helt andensituation end i Tyskland, hvor der findes vigtige museer i alle større byer.

Den som ser sig irriteret på MMK i Frankfurt kan tage til Ludwig-museet i Kölnpå en time eller til K21 i Düsseldorf. Hvis man bliver træt af hvad som foregårder, kan man tage toget til Hamburg Kunsthalle eller til München. Og så er deraltid Berlin. Man tager tog til Amsterdam eller Paris på nogle timer. At man iStockholm er så optaget af Moderna Museet har måske at gøre med, at der er retlangt til det næste store museum. Nu har Stockholms kunstliv gudskelov nogleandre vigtige institutioner, som Magasin 3 og Bonniers Konsthall, så der findesjo alternativer.

Jeg husker selv hvor besatte vi var af Moderna Museet underden tid, hvor jeg var kritiker for Dagens Nyheter. Man må ikke tage tingene altfor personligt. Efter Venedig-biennalen har jeg måske udviklet en lidt størredistance til medierne, og bliver ikke søvnløs hvis nogen er lidt ondskabfuld.Vi fik over femtusinde anmeldelser. I bund og grund gik det jo godt, men det erklart at det ikke bare var en kærlighedsaffære.

Museet som intellektuel arena
RE: Din forgænger, Lars Nittve,lavede mellem 2001 og 2010 fire udstillinger på Moderna Museet: Lenke Rothmanog Jan Håfström (serien “Udda veckor”),”Tid & Plats: Los Angeles, 1957-1968″,og sammen med Lars Nilsson og Salka Hallström Bornold, “Fashination: Art and Fashion” i 2004-2005. Da jeg spurgte Nittve,hvorfor han ikke lavede flere udstillinger, sagde han: ”Skal man passe museetgodt, skal økonomien være god, så jeg har ikke tid til det. Der er meget fåmuseumschefer, der kontinuerligt laver udstillinger”. (Konsten.net, 30/10,2008). Kommer du til at fortsætte i samme spor som Nittve, eller kommer du tilat være en af disse ‘få museumschefer’ som laver udstillinger?

DB: På sin vis handler det jo omat kuratere et helt program, såvel udstillinger som andre begivenheder. En afmine allerførste dage på museet havde jeg en diskussion med Duchamp-forskerenMolly Nesbit og Pompidou-kuratoren Christine Macel i vores auditorium. Denhandlede om eksperimentelle metoder for udstillinger og museet som producent.Sådan noget interesserer mig næsten lige så meget som at lave udstillinger. Viskal være en intellektuel arena.

Under det seneste årti har jeg organiseretomkring ti større udstillinger og over tres separatudstillinger på Portikus.Man kunne måske mene at det kan være nok for nu, men det er klart at jeg gernearbejder tæt sammen med kunstnere, så jeg vil nok være med og lave nogleudstillinger nu og da. Samlingen er jo også noget som kan vises på mangeforskellige måder og som bliver mere spændende hvis der opstår en dialog medsamtiden. Så mit svar må nok blive: Jeg vil helst være en af disse få.

En radikal målsætning
RE: Moderna Museet er for tiden enstatslig myndighed med reguleringsbrev og opgaver fra regeringen. Dereksisterer en forestilling om at Moderna Museet var radikalt i 1960’erne og atmeget af det dengang nye kunstliv globalt set mere eller mindre udsprang framuseets virksomhed. Mange ønsker at museet kan genvinde en sådan identitet.Tror du at det billede af museet fra 60’erne er sandt, hvad skete der så, ogkommer du til at give museet en identitet tilbage, hvor det er her, det sker?

DB: Det er klart at det er mit ønskeat museet skal være et af de ledende i verden hvad angår kunstneriske visionerog intellektuelt liv, ellers ville jeg ikke have taget jobbet. Sammen med noglefå kolleger, såsom Isabelle Graw og Wolfgang Tillmans, skabte vi et af verdensmest omtalte kunstakademier i Frankfurt uden at have mange penge. Jeg regnerikke med at være mindre ambitiøs hvad museet angår. Det lyder måske opblæst,men sådan må ambitionen være. Moderna Museet er ikke en rig institution, mendet er alligevel et attraktivt sted for kunstnere fra hele verden.

Så erspørgsmålet selvfølgelig: Hvad betyder det at være et ”radikalt” museum? Jegtror at grundidéen stadig må være den samme som gjorde museet så vitalt ibegyndelsen af 60’erne: Nærheden til vigtige kunstnere. Jeg håber simpelthen atsamme opskrift som virkede på Portikus i Frankfurt også kan virke her: Ladkunstnerne forme institutionen, ikke omvendt. Portikus er et sted, som blev, hvaddet er gennem Gerhard Richter og Isa Genzken, John Baldessari, Yoko Ono,Matthew Barney, Trisha Donnelly, Rivane Neuenschwander og Rachel Harrison… Vier til for kunsten og kunstnerne, ikke omvendt.

En bro til nutiden
RE: Det er alment kendt at Modernahar en meget god samling. Men hvordan bygger man videre på sådan en samling, erdet overhovedet vigtigt og muligt at have en samling som er fuld af den kunstsom virker som en slags markør for hvert årti?

DB: Jeg tror at Moderna Museet haren samling der kan være en produktiv fond for meget af det der sker i dag. Vihar Duchamp, vi har popkunsten. Men det er klart at der savnes meget fra senereårtier. Der findes ret fantastiske værker fra den tidlige avantgarde, både iParis og Moskva. Og hele tresserne står utroligt stærk.

I dag er det ikke sålet at bygge videre, der mangler jo penge på det niveau. Men det bliver en afmine opgaver at skaffe midler fra privatpersoner som vil hjælpe til. Vi kanikke samle alt, vi kan ikke være encyklopædiske, men hvis vi køber de rettekunstnere tidligt, så går det måske alligevel. Ja, du, her har jeg brug forhjælp mange steder fra.

En kritisk dialog
RE: Hvor vigtigt synes du det er atlave udstillinger med samtidige – levende – kunstnere? Hvordan kommer museetunder din ledelse til at balancere mellem moderne 1900-tals kunst og kunst fra2010 og frem?

DB: Det er vel ikke nogenhemmelighed at jeg mest har arbejdet med levende kunstnere og nye produktioner,indimellem på ret originale steder, som på Brandenburger Tor i Berlin eller ivandet midt i Stockholm. Givetvis ønsker jeg at nulevende kunstnere skal visehelt nye ting, men det er vel samtalen med historien som er det unikke ved etmuseum.

Balancen du taler om, eller måske snarere den kritiske dialog, er jonetop det som kun et museum med en stor samling kan skabe. Man skal ikkebegynde fra nul med hvert projekt, som i en kunsthal. Men man må selvfølgeligikke bare tynges af historien.

Den som udviklede dette på den mest subtile mådeer Suzanne Pagé som var chef for Musée d’Art Moderne i Paris. Jeg lavede etlangt interview med hende om dette for Artforum som man let kan finde pånettet. To udstillinger med Klara Lidén og Jutta Koether åbner i løbet af 2011.Jeg har snakket med Wolfgang Tillmans om at lave en separatudstilling med hamog han har takket ja.

Sverige som centrum
RE: Er der andre kommende udstillinger du kan fortælle om allerede nu?

DB: Det ville være sjovt ogspændende at lave en stor udstilling med Hilma af Klint, gerne som etsamarbejde med nogen eller nogle andre internationale institutioner. Tænk at fåmulighed for at vise at abstraktionen er en svensk opfindelse, præcis somdynamitten!

Jeg overvejer også at lave en udstilling om situationisterne, densidste rigtige avantgardebevægelse. De havde forgreninger over hele Europa.Deres sidste møde blev afholdt i Göteborg 1971 hvor selve kunstbegrebet blevdømt ude, så måske burde man også lave noget der. Det her er så vidt bare enfantasi, men man kunne engagere OEI i dette, have seminarier og forelæsninger.Vi havde for et par dage siden et seminarium med gruppen Claire Fontaine fraParis og Jacqueline de Jong som udgav Situationist Times i 60’erne. Der komhundredevis af mennesker, så det virker som om at der er interesse forfilosofiske og politiske diskussioner om kunst. Jeg blev positivt overrasket.

Det ville også være spændende at lave en stor nordisk generationsgennemgåendeudstilling med samarbejde uden for Norden. Det behøver måske ikke kun at værenordiske kunstnere som vises, men også kunstnere med anden baggrund som bor iNorden.

Norden som centrum
RE: Hvordan betragter omverdenenNorden i dag? Det såkaldte nordiske mirakel ligger mange år bag os.

DB: Det var med den nordiskesamlingsudstilling Nuit Blanche på Musée d’Art Moderne i Paris 1998 at HansUlrich Obrist skabte udtrykket ”det nordiske mirakel”. Omtrent samme tid varjeg med og lavede udstillingen Momentum 1 i den norske by Moss, også mednordiske kunstnere såsom Annika von Hausswolf, Eija-Liisa Ahtila og OlafurEliasson.

Det ville faktisk være spændende at se på det her igen. Måske skullevi lave en nordisk udstilling i stedet for en ny Modernautställning næste gang.Når man nu diskuterer Modernautställningen diskuterer man hvor mange kunstneresom kommer fra Skåne, men hvad laver kunstnerne i Oslo og København? Jeg tror atfolk er superinteresserede i svensk og nordisk kunst. Også i andre dele afEuropa.

RE: Er der nogen relevans for etnordisk samarbejde i en kunstarena som er global?

DB: Førhen var der tidsskriftersåsom Siksi og NU. Jeg synes det ville være godt med et nyt nordisk tidsskrift.NU var effektivt, det fandtes på museer og udenlandske gallerier, og folk iandre dele af verden vidste pludselig temmelig meget om de nordiske kunstnere.

Kritikkens tid?
RE: Efter mange år som freelance kritiker og kurator har du et usædvanligt godtoverblik over den samtidige kunstkritik, bilder jeg mig ind. Hvordan står densvenske kunstkritik sammenlignet med for eksempel den tyske eller den ”globale”kritik, i mangel af bedre udtryk, som findes i Artforum, hvor du i lang tid selvhar været medarbejder?

DB: De mest imponerende kultursiderer nok de tyske, tror jeg: Süddeutsche Zeitung og Frankfurter Allgemeine. Underalle omstændigheder bruger de mest plads på klassisk kritik. Men de bedstetidsskrifter er vel stadigvæk Frieze og Artforum, bilder jeg mig i hvert faldind.

I Sverige er der jo egentlig ret meget plads til kunstkritik, hvis mantænker på at hele landet er mindre end den tyske delstat Hessen, hvor jegboede. Egentlig er der plads til nye kritikere, det er nok bare at tage forsig. Den som har noget at sige hinsides almindelig rapportering eller lokalklynkeri vil blive synlig engang. Jeg tror at det er en god situation at kommefrem i for en ny generation.

(Oversat til dansk af Rasmus Graff)

Dette er en redigeret version af interviewet, der kan læses i sin fulde længde på konsten.net