Det er almindeligt kendt, at Sergej Jensen ikke giver interview. Så vil man lære hans kunst at kende, må man stykke indtrykkene sammen af analyser af hans værker og læsning i bøger og på internettet.
Statens Kunstfond gav i foråret følgende motivering for tildelingen af det 3-årige arbejdslegat til Sergej Jensen:
”Sergej Jensen arbejder med maleri i en kombination af diverse materialer, traditionelle som utraditionelle. For eksempel: pigment, bindemiddel, lærred, blindramme, opløsningsmidler, tomme sække, stykker af tekstil, uld, silke, bomuld og pengesedler. I konkrete handlinger, destruerer, reducerer og sammensætter Sergej Jensen de forskellige materialer til maleri. Materialerne og håndteringen af dem danner betydningen i sig selv, og gør maleriet håndgribeligt taktilt.”
Det er en temmelig deskriptiv og materialenørdet, men ikke desto mindre også meget præcis karakteristik af Sergej Jensens arbejdsmetode. Her hverken vejes eller måles kunstnerens særlige bidrag til kunsthistorien. Det vil vi så småt forsøge at gøre i det følgende.
Baggrunden
Først et par biografiske noter: Sergej Jensen er født i Danmark i 1973, nærmere bestemt i Gentofte. Hans mor er dansk, hans far er serber. Som 10-årig flyttede han til Frankfurt sammen med sin mor. Som ung spillede han i et punkband, men han ville hellere være billedkunstner og søgte i flere omgange ind på Städelschule, et fremragende akademi i hjembyen. Her blev han til sidst optaget og studerede i årene 1996-2002.
I begyndelsen malede han gestiske malerier i pagt med den abstrakte neo-ekspressionisme, men han fandt det i længden ikke særligt interessant, så han slog over i et maleri, som han sidenhen har haft meget stor succes med – en slags negationsmaleri, hvor han forsker i maleriets grundmaterialer på en ny måde – stort set uden brug af maling. I stedet anvender han ”abjekte” materialer, som normalt er degraderet eller bortvist fra maleriet – jfr. Kunstfondens beskrivelse – men som i hans håndtering sættes sammen i nye, minimale, lavmælte og på en gang sarte og rå billeder.
Minimal arv og nutid
Hans æstetik, som er resultatet af disse uhyre nørdede materialeundersøgelser, peger både tilbage i tiden til 1960’ernes minimalisme og frem til de seneste årtiers frugtbare eksperimenter med maleriet i et udvidet felt. Man tænker både på Mark Rothko, fordi Jensens værker har en tilsvarende udviklet sensibilitet, som rammer publikum, og som vi kender denne ædle abstrakte ekspressionist på, og på Barnett Newman på grund af dennes værkers eksistentielt nærværende fysikalitet, der minder om Sergej Jensens.
Men samtidig er den unge kunstners værker uhyre nutidige pga. det lavmælte, men genstandsundersøgende, fokus. Det er ’Painting without Paint’ – maleri uden maling. Mange af Jensens yngre kolleger har gjort ham kunsten efter og arbejder på samme lavmælte måde med at skabe motiver, som udforsker maleriets materielle og fysiske sider. Herhjemme kan man nævne unge kunstnere som Robin Monies, Jan S. Hansen, Marie Søndergaard Lolk m.fl.
Nordisk melankoli
I en årrække boede Sergej Jensen i Berlin, men fra ca. 2011 har han boet i New York. I udlandet, hvor han først og fremmest udstiller – har han gallerier i Berlin, London og New York. Her i efteråret viste han nye værker i Galerie Buchholz. De fleste med figurative motiver af mytologisk art – i forlængelse af de to figurative malerier, der var med på hans udstilling hos Avlskarl i Bredgade i vinter. I 2011 havde han en stor separatudstilling på MoMA’s PS1 med 20 værker, der var skabt direkte til MoMa PS1.
MoMAs kurator beskrev ham som en melankoliker med en tydelig nordisk åre. Ved at udelade store dele af fladen og ved at fokusere på de mest marginale, oversete og prunkløse materialer, der sættes diskret sammen, opstår der en stilhedens polyfoni. Hermed fremkalder han en vis melankoli i betragteren, mente man i USA. Man kan tilføje, at hans malerier – skønt sat sammen af oversete materialer og farveblegede stofrester – har en lyrisk tone pga. deres bløde, overvejende lysebrune farveklange.
Den hvide kubes kraft
Ofte finder Sergej Jensen sine materialer rundt omkring. Hermed er hans praksis også beslægtet med arte povera-generationens brug af fundne objekter, som kunstnerne ofte finder i gader og stræder, eller hvor de nu fisker deres readymades op. I kunstkuben får de ny betydning og sammenhæng. Denne praksis benyttede allerede kubisterne (Picasso og Braque) og dadaisterne (især Kurt Schwitters), ikke at forglemme en konceptualist som Marcel Duchamp.
Men Sergej Jensen bliver på fladen. Som sådan er han en rigtig maler-maler, som altså (næsten) ikke maler. Hans værker er et resultat af en destruktion, opløsning og tømning af materialet, hvor han skraber maling af, bleger stoffernes farver væk, ætser og skrubber, inden han syr stof lapperne sammen til nye, subtile mønstre. Som han udtrykte det i et morsomt og helt umuligt interview med Politikens Camilla Stockmann tidligere på året: ”Jeg vil aldrig have det, der er.” Denne afvisning er såre produktiv. Den kommer der stor kunst ud af.
Læs Stockmanns interview her
Få udstillinger i Danmark
Sergej Jensen er som nævnt en sjælden gæst på den danske kunstscene. Vi har skullet til Bergen eller Malmø for at opleve hans kunst. Malmö Konsthalls daværende direktør Jacob Fabricius viste i samarbejde med Bergen Kunsthall en stor udstilling med kunstneren tilbage i 2008. Graver man langt nok tilbage i hukommelsen, så husker jeg også svagt, at han var med på en gruppeudstilling i det hedengangne udstillingssted OTTO i sluthalvfemserne. Men da var han jo endnu ikke den Sergej Jensen, han er blevet i dag.
I 2009 blev han nomineret til Carnegie Art Award og deltog i vandreudstillingen året efter. Da kunne vi opleve nogle få af hans værker på Charlottenborg. Så gik der atter mange år, indtil vi altså i 2014 i Avlskarl Gallery kunne opleve en soloudstilling med værker af den nørdede ikke-maler.
I sommer dukkede et af disse værker så op på Louisiana i Humlebæk. Det var det leverpostejfarvede værk med titlen Socialliberal abstraktion (2014), som museet har erhvervet ved hjælp af midler fra Ny Carlsbergfondet. Værket blev vist på ustillingen Maleri & Det maleriske. Her i efteråret deltager Sergej Jensen også i White Cube’s (Mason’s Yard-afdelingen) gruppeudstilling Losing the Compass, som er kurateret af Scott Cameron Weaver og Mathieu Paris. Her viser han to minimalistiske ‘malerier’ i strik af lidt ældre dato – endnu et skud på hans materialeundersøgende kunsts stamme. Det går derudad for den hemmelige maler Sergej Jensen.
