Louisiana og Kunsten går sammen for at styrke samtidskunsten i Aalborg

Louisiana og Kunsten går sammen for at styrke samtidskunsten i Aalborg

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg. Pressefoto

Museerne Louisiana og Kunsten i Aalborg annoncerer, at de indleder et officielt partnerskab efter en årrække med udstillingssamarbejder.

Aftalen mellem de to museer for moderne kunst og samtidskunst er med til at sikre, at Kunsten får adgang til Louisianas store internationale netværk og samling, mens direktøren for museet i Humlebæk ser frem til “at tage et større ansvar i samarbejde med en regional institution”.

“Kunsten og Louisiana klæder hinanden. Vi glæder os til et partnerskab, en nydannelse i dansk museumsliv, hvor Kunstens kommende direktør og kuratoriske stab bliver en del af det faglige miljø på Louisiana”, udtaler Louisianas direktør Poul Erik Tøjner.

Rent organisatorisk medfører samarbejdsaftalen en redefinering af den ledige direktørstilling på Kunsten. Kunsten fortsætter som en selvstændig og selvejende institution, men Poul Erik Tøjner vil fungere som kunstfaglig sparringspartner for Kunstens fremtidige direktør i forbindelse med udstillingsprogrammer.

Kunstens bestyrelsesformand Christen Obel siger til kunsten.nu, at dette ikke får indflydelse på den kommende direktørs muligheder for at udstikke en kunstnerisk linje for museet, men at det sker i samråd med Louisianas ledelse. Samarbejdet medfører dermed en udvidelse af museets muligheder for at trække på Louisianas samling og brand. En kobling, der ifølge Obel er naturlig, da de to museer i forvejen deler et fælles værdigrundlag.

Kilde: Louisiana og Kunsten

Del artiklen

'Louisiana og Kunsten går sammen for at styrke samtidskunsten i Aalborg'

Facebook