Det altdominerende værk på Haroon Mirza-udstillingen er en lyd-, video- og vandinstallation, der lægger op til, at man går ind i cirklen af højttalere, der spyr avancerede surround sound-kompositioner ud – i høj grad bestående af glitch-elementer, altså ophakkede musikalske fragmenter og små kliklyde, men også af stemmer, instrumenter og lyden af rindende vand. Fem skærme viser klip fra vidt forskellige sammenhænge, og i forhold til dem er man ikke sat i et centrum, men i den ene ende af et rektangel og har forskellig afstand til de forskellige videoelementer, så man hele tiden føler sig skævt placeret.

Værket har den umulige titel /\/\/\ /\/\/\ Feat. Tim Burgess & Tim Void – det er noget med at zigzaggene på én gang signalerer lydbølger, lysbølger og vandmandens astrologiske tegn, kan man læse på formidlingsvæggen. Væggen forklarer ikke, hvem navnene er, men det er de to musikere, som må antages at have komponeret det fremragende lydspor til værket. Tim Burgess er kendt fra The Cardigans, Tim Void er elektronisk komponist. Lyden er så god, at den ville kunne fungere i egen ret, men den spiller samtidig afgørende sammen med de visuelle elementer og med et ‘hemmeligt’ rum i den fjerne ende, som jeg skal komme tilbage til.

Sansebombardement
Man bombarderes af lyd og billeder i en grad, så det er umuligt at indoptage det hele. Det er som om, kunstneren har forsøgt at indfange hele verden i et værk, og tilbage står en lang række fragmenter i forskellige konstellationer. Det er en form for betydningsoverlæsning, der truer med at ende i støj – ikke ulig det globale informationssamfund, hvor man også i meget høj grad navigerer individuelt gennem den kaotiske mediestrøm og fortumlet finder sin egen vej ved at vælge, hvad man vil lægge vægt på.

Når det er sagt, er dette værk ikke så fragmenteret, at man ikke kan finde midlertidige meninger og mønstre i det hele.

Der er Brexit, der er hjerneforskere, der er en bedende kvinde med en tempelklokke.

Der er en computersimulation af en helikopterbåret krig i Arabien og Google Dreams’ automatisk genererede ‘kunst’. Som et tværsnit af alt muligt, der sker i disse år.

Men der er ikke nogen Trump og Putin, der er ingen fake news, der er ingen sociale medier, ingen #MeToo. Vi er altså alligevel et stykke fra klichéen om, hvad der kendetegner verden af i dag. Et sted, der i høj grad rører ved livets fundament.

En mulig kritik
Der synes at være et videnskabeligt spor med DNA-strenge, galakser og atomkerne. Der er sære paralleller: Vi ser en myredødsspiral, hvor en flok hærmyrer har mistet orienteringen og drøner rundt og rundt efter hinanden i en spiral, indtil de dør af udmattelse. Vi ser så de mandlige muslimers spiralgang omkring kabalaen i Mekka, der danner samme mønster. Og vi aner en sammenhæng, der ikke går helt op, men som på én gang udgør en rent formel sammenstilling og en mulig religionskritik.

En anden parallel findes i to cobraslanger, der snor sig om hinanden i en dobbelthelix, mens nogle (måske pakistanske) musikere på en anden skærm spiller på blæseinstrumenter, som var de slangetæmmere. Det peger på sin egen levende og fascinerende måde tilbage på DNA-strengen.

Hengivelsen til den brusende støj
Og så er der vandet. Vandet, der strømmer på skærmene og høres på lydsporet. Det er det, man finder i rummet omme bag en af skærmene. Hvis man finder indgangen, kommer man ind i en lydtæt og bælgmørk kasse, hvor man famler sig frem, indtil man ser det rindende vand, hvis lyd direkte transmitteres ud i højttalerne på udvalgte tidspunkter. Vandet er oplyst af rødt og blåt lys, og nu bliver det lidt prekært: Det er meningen, at også vandet i denne belysning skal fremstå som en dobbelthelix, DNA-strengens form, men det gjorde den altså ikke, da jeg var derinde. Jeg kom endda igen senere for at tjekke. Set fra siden kunne jeg få den til at ligne en bølgekurve, men ingen dobbelthelix.

Det er dog en detalje i et ellers meget fint, velproduceret og musikalsk værk, der holder en god balance mellem information og informationsstøj; En tærskelerfaring, hvor man kan hænge på, finde mønstre og følge med noget af tiden, hvis man hænger i og koncentrerer sig, men andre gange tabes i de mange kanaler og må hengive sig til den brusende støj og den æstetiske lyst. Lidt som i medievirkeligheden.

De to mindre og stedsspecifikke værker drukner nærmest på udstillingen i deres minimale diskretion. Det ene er nogle buede LED-lys henover de arkitektoniske buer i i bygningen. Det andet er Light Light Light, der forholder sig til en lampe i det lille forrum, hvorfra der hænger et solcelledraperi, som indfanger sollyset fra vinduet og skaber et tredje lys, nemlig en lille stribe dioder, der ikke gør meget væsen af sig. De ansatte oplever at dioderne skifter farve efter vejret, men fra et publikumssynspunkt er det værk fortænkt og nærmest stumt. Så det er ubetinget hovedværket, man skal komme efter.