Lilibeth i dialog med traditionen og Moder Jord

Lilibeth i dialog med traditionen og Moder Jord

Lilibeth Cuenca Rasmussen. Foto: Julie Horne Møller

Billedserie

Inbetweeness (Gaia)

1 feb 2014 21 apr 2014

Lilibeth Cuenca Rasmussen

Horsens Kunstmuseum
Se kort og tider

Lilibeth Cuenca Rasmussen er aktuel med en ny udstilling på Horsens Kunstmuseum. Her vender hun tilbage til sine rødder i Fluxus og Arte Povera-traditionen med kropsnære værker skabt på stedet og i dialog med Gaia-performances udført af hende selv rundt om i verden.

”Jeg har knoklet som en håndværker de sidste 8 dage og sovet som et spædbarn”.

Jeg møder Lilibeth Cuenca Rasmussen midt i udførelsen af værker til udstillingen Inbetweeness på Horsens Kunstmuseum (der åbnede 1 feb, red.). Rummet hun arbejder i er 300 m2 stort – et gigantisk værksted er det lige nu, og her lugter sødligt af kokos og kærnemælk.

”Det bemærkelsesværdige er, at det føles så godt at lave de her ting, så tilfredsstillende at være i kontakt med kroppen og materialerne”, fortæller hun.

“Det er en helt anden tilstand  end den anspændelse, jeg normalt befinder mig i, når jeg laver mine musikalske performances – da har jeg slet ingen jordforbindelse og tåler dårligt andre mennesker omkring mig. Her har jeg haft publikum helt tæt på, mens jeg har moset rundt i ler, jord, tjære, kokos, kaffe, blod, kærnemælk og lindolie. Nu lige op til åbningen, har jeg en ro indeni, som om jeg lige havde spist et virkelig godt måltid”.

Udstillingsview. Foto: Anders Sune Berg
Udstillingsview. Foto: Anders Sune Berg

På væggen hænger lærreder som flag, bemalet med blodige håndaftryk, på gulvet ligger 4 ’engletegninger’, hvor kunstneren med sin krop har ’tegnet’ engle i forskellige materialer – det er bl.a. herfra, den kraftige duft af kokos stammer. Desuden findes monumentale billeder skabt med bare fødder dyppet i tjære, der er kaffegrumsbilleder, og på gulvet står den karakteristiske tredobbelte familiedragt, som Cuenca Rasmussen optræder i sammen med sin familie, under udførelsen af sin performance Gaia.

Lilibeth Cuenca Rasmussen ifærd med Blodbillede. Foto: Julie Hanne Møller
Lilibeth Cuenca Rasmussen ifærd med Blodbillede. Foto: Julie Hanne Møller
Et slikke maleri. Materialerne er linolie, kærnemælk, kalk. Foto: Julie Horne
Et slikke maleri. Materialerne er linolie, kærnemælk, kalk. Foto: Julie Horne

Alle værker i udstillingen peger tilbage på Gaia-projektet, og de forskellige materialer og elementer er således i tæt dialog med fem fladskærme i det tilstødende lokale, som viser Gaiaperformances i flere forskellige udgaver udført i forskellige lande og derfor tilpassede den givne kontekst.

Læs anmeldelse af Gaia her

Mine kunstneriske forældre
“Det er tydeligt, at du her etablerer en dialog med skulptur og objekttraditionen fra 1960´erne og 70´erne og dens kærlighed til værker med en mere kropslig og især flygtig eller forgængelig karakter. Hvad handler det om?”

“Mine kunstneriske forældre findes blandt Fluxus- og Arte Povera- folk! Som hos dem arbejder jeg med tidslighed, interaktion og flygtighed i mine performances. Når de er ovre, er der intet tilbage – bortset fra dokumentationen. Her arbejder jeg i den modsatte retning, således at min investering kropsligt og tidsligt afstedkommer et værk – som rent faktisk er der, når jeg er gået. Og som forhåbentligt formidler noget af den kropslige erfaring, som både er en reel del af tilblivelsesprocessen, og som også er selve værkets udsagn. Tingene her taler om kroppens møde med en række materialer, og de handler bl.a. om længsel efter samhørighed, om adskillelse og om vold, og om vores særegne behov for at ritualisere vores liv og tilskrive materialer og objekter en særlig betydning eller magisk kraft”.

Foto: Julie Hanne Møller
Foto: Julie Hanne Møller
Lilibeth Cuenca Rasmussen: Energi Foto: Anders Sune Berg
Lilibeth Cuenca Rasmussen: Energi Foto: Anders Sune Berg

Lilibeth Cuanca Rasmussen viser mig nogle afstøbninger i silikone af indholdet i en række skåle og fortæller mig, at man i Kina putter fintklippet menneskehår i en fanges mad, hvis man ønsker ham aflivet. Flere af værkerne er blevet til på baggrund af ophold i Kina, hvor Lilibeth har talt med kunstnere, som var kritiske overfor samfundet, og som brugte kunsten som et sted, hvor ytringsfriheden kunne komme til orde.

Tab af kontrol
Lillibeth Cunca Rasmussen har tidligere arbejdet indenfor en mere stram scenisk form, hvor hun ofte er alene på scenen og har fuld kontrol over situationen. I sine Gaia-performances har hun bevæget sig ud i et mere undersøgende, åbent og mere uafgrænset, intuitivt landskab, hvor hun bl.a. får assistance af sin familie, og hvor publikums medvirken spiller ind. Her undersøger hun moder(jord)kulten i forskellige kulturers oprindelige ritualer og splejser den sammen med historiske traumer som f.eks. Holocaust i Tyskland.  

“Ligger der i denne gestus et bagudrettet blik, som henter noget af sin energi fra tidlig amerikansk feministisk kunst?”

“ Sjovt, at du nævner det, for ikke før jeg blev mor, blev jeg bevidst om mit køn. Jeg gik i gang med at læse om de feministiske pionerer og identificerede mig meget med deres projekter og den måde, de greb tingene an på, og da tog min kunst pludselig en ny, radikal retning.

“Var det derfor, du blev performancekunstner?”

“Det er så underligt, for da jeg lavede Absolute Exotic (LCRs første performanceværk, red.) foran et publikum, var der ingen, der lavede performance her, og i udlandet var det heller ikke udbredt. Det var en kunstform, man havde lagt ned i en kiste. I virkeligheden var det min gallerist Birgitte Kirkhoff, som sporede mig ind på det aspekt i min kunst – og da jeg først havde taget skridtet, fangede bordet. Nu er der gået 7 år, hvor jeg har knoklet benhårdt med det håndværk, som dette særlige felt fordrer, og imens er kunstformen nærmest blevet allemandseje”.

“Du har nydt stor anerkendelse og har derfor været en del rundt i verden. Har du mødt dine ’forældre’ i den forbindelse”?

“Ja, i NYC fulgte jeg en tid Perfomance Studies på MOMA. Her kom jeg i tæt kontakt med de ’store kvinder’ i faget, og jeg hang ud med Marina Abramovic, Joan James og Carolee Schneemann, som jeg traf på hendes retrospektive udstilling. Jeg var så forundret over, hvor få værker hun egentligt har solgt til museerne, og over hvor lidt kendt hun er i bredere kredse. Kun de mere pornografiske ting har fundet vej ind i MOMAs samling. Det slog mig, at disse kvinder har en vedholdenhed – som mænd – men de er slet ikke strategiske på samme måde. Det kan jeg selv spejle mig i, og helt grundlæggende inspirerer de mig – og jeg tilhører ’familien’. Det viser jeg bl.a. via mine re-enactments af deres værker, som i høj grad er både en hyldest til dem og en måde, hvorpå jeg selv kan opnå nogle af de indsigter, som de fik adgang til via deres praksis”.

Ritualer for at finde sig selv
“Hvad er det med ritualerne, som fascinerer dig”?

“Først var jeg optaget af, at vi havde ’mistet ritualerne’ og med dem ’oprindeligheden’ og dermed adgangen til kroppens visdom. Ritualer handler om at finde ud af, hvor man er – i sig selv. Det er en ’koreografi’, der findes overalt, også i Danmark, selvom vi forsøger at viske den ud. Det store fokus på individet, og på at man skal optimere sin personlighed, får os til at søge mod alternative behandlinger f.eks. yoga, mindfullness og meditation. Vi har tilsyneladende brug for at gøre os afhængig af noget, som vi tror på?”

Udstillingsview. Foto: Anders Sune Berg
Udstillingsview. Foto: Anders Sune Berg

I sin research har Cuenca Rasmussen deltaget i mange forskellige terapeutiske kurser: bl.a. regressions- og engleterapi og kurser, hvor man taler med træer eller healer Moder Jord.

“Typisk er jeg den, der er udenfor. Ofte føler mig som en spion, der stiller de forkerte spørgsmål. Men jeg bruger det sgu til noget! Jeg vil gå alt det her efter i sømmene: prøve det af, finde ud af hvad det handler om, og hvorfor al den terapi ikke altid får os til at have det bedre med os selv”?

“Så du ser dit projekt som en undersøgelse af, hvad det er vi tror på, hvorfor og hvad det gør ved os”?

“JA! Jeg er et menneske, som bliver meget påvirket af det sted jeg er, og samtidig er jeg sådan et trodsigt barn! Var jeg blevet på Filippinerne (Cunca Rasmussen er født i Manilla og kom til Danmark som 8 årig, red) havde jeg måske arbejdet minimalistisk. I Danmark,  hvor man gemmer sig meget og er så bange for kroppen, kan jeg ikke lade være med at gøre det modsatte. Jeg elsker transparente mennesker, der viser mig, hvem de er og som tør stille deres tvivl og sårbarhed til skue – det rører mig virkelig, og det er betydningsfuldt. Det er også de sårbare, uønskede og mere lyssky sider af mig selv og andre, som jeg identificerer mig med i mine performances. Når jeg ’vender vrangen ud’, er det for at give andre mennesker mere plads til at være sig selv”, slutter Lilibeth Cuenca Rasmussen.

Billedserie

Inbetweeness (Gaia)

1 feb 2014 21 apr 2014

Lilibeth Cuenca Rasmussen

Horsens Kunstmuseum
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Lilibeth i dialog med traditionen og Moder Jord'

Facebook