Kunst er et utaknemmeligt erhverv, hvor succesen er forbeholdt de få. Hvis altså successen kan sættes i banken.
Kunst er også et generøst erhverv. Alle har mulighed for at byde ind, ytre sig og skabe noget. Enten i atelierets solitude eller i fælleskab med andre. Kulturlivet er rummeligt, så der er altid brug for flere hænder, flere hjerner, flere hjerter.
Og nu tørres vaselinen af linsen. For denne generøse rummelighed betyder også uendelig udnyttelse og bevirker at de mange, der meget gerne og forholdsvist kvalificeret ønsker at bidrage til kulturlivet, bliver mødt med devisen om at arbejdet er løn nok i sig selv.
Og det er det jo, når kulturelle arrangementer og organisationer med institutionel karakter vedvarende lever højt på deres coolnes faktor og derfor ikke behøver aflønne dem, der bidrager. Det siges, at dansk film ikke havde kunnet udvikle sig så vidt, hvis der op gennem 90erne og 00erne havde været andre regler for ansættelse af ledige, militærnægtere osv. Det samme gælder for musikbranchen, modeverdenen, kokkemiljøet, reklameindustrien, bogforlagene – og billedkunsten.
Talent og tålmodighed
Der er tale om en forsåvidt sympatisk aftale, hvor ansættelsesforholdet er baseret på talent og tålmodighed. Talent forstået som det forhold, at det ikke er hvemsomhelst, der engageres i et projekt. Tålmodighed forstået som det faktum, at det er nødvendigt at kunne udvise en vis portion tålmodighed i forhold til selve ansættelsens konstruktion.
Ansættelsen, der kan strække sig over mange måneder, er som regel ulønnet (den som ansætter skal også udvise en vis tålmodighed, eftersom den som arbejder gratis i en form for læringssituation bør gives passende oplæring). Udgifter som transport, teknik osv. skal nogle gange afholdes af den, der arbejder gratis. Hvis den ansatte er heldig, er der ingen udgifter forbundet med at levere arbejdet.
Det virker jo som hul i hovedet at arbejde på denne måde, men når det alligevel praktiseres i så høj grad, så skyldes det, at arbejdsforholdet også kan anses for en videreuddannelse, en prøveperiode og en mulighed for at skabe relationer til relevante professionelle kontakter.
Når arbejdet er en hobby, eller hobbyen er et arbejde
Eller også handler det om, at der er nogle, der bare ikke kan lade være. Nogle, der aldrig holder fri. Nogle, for hvem deres hobby er et arbejde eller deres arbejde en hobby, som nogle gange giver indtægt og andre gange er ren udgift.
Som billedkunstneren, der bruger alskens ressourcer på at stable en udstilling på benene et sted, hvor der ikke er garanteret et salg, og som ikke får solgt noget, men er glad alligevel. Hvorfor? Fordi!
Fordi det giver mening at dele ud af kunsten, som man har gjort sig megen umage med. Fordi det giver mening at lade frembringelserne møde et publikum.
Hvor grøn kan man være, uden at blive bitter
Der findes en betegnelse for den slags, det er LIME mennesker, hvor LIME står for Low Income Maximum Experience. Så hvor grøn er du, laver du kunst eller støtter på anden vis kulturen alene for din egen fornøjelse?
Hvis man er grøn som en limefrugt, skal man passe på ikke også at blive bitter. Når man gør ressourserne op, må investeringen gerne give afkast. Også selvom det ikke er den slags afkast, der anerkendes i banken.
Line Rosenvinge (f. 1975) er mag.art. i kunsthistorie og siden 2005 forretningsudvikler i egen virksomhed, specialiseret i programudvikling og protreptiske udviklingssamtaler med institutioner og enkeltkunstnere. Mere www.tendertask.com
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdinger og dagsorden.
