Langt fra Las Vegas

Langt fra Las Vegas

Fra sidste års Code Art Fair. Pressefoto.

Code Art Fair 2017

31 aug 20172 sep 2017

Code Art Fair
Se kort og tider

Billedkunstner Mikkel Carl kender den unge kunstmesse Code Art Fair indefra som kurator sidste år og over to artikler sætter han årets messe i perspektiv. Denne gang med indlagt hitchhiker’s guide.

Læs Mikkel Carls første artikel om Code Art Fair her

Selv hvis man føler sig nogenlunde velbevandret i kunstens verden, kan det evigt ekspanderende territorium af alverdens kunstbegivenheder alligevel godt tage pusten fra en. I år er der f.eks. både biennale i Venedig, Documenta i Athen og Kassel samt Skulptur Projekte i Münster – en udstilling, der fokuserer på kunst i det offentlige rum. Hertil kommer så de mange kunstmesser, der inddeler kalenderen ligeså tight, som kirkeåret gjorde engang. Og selvom mange indenfor branchen taler om ”fair fatigue” – velsagtens at forstå som en slags metaltræthed i det omkringrejsende cirkus af gallerister, VIPs, kunstnere og andre interesserede – åbner der alligevel hele tiden nye messer.

Art Basel er messernes største mastodont. Foto: Art Basel

Hitchhiker’s guide
Derfor starter vi med en hitchhiker’s guide til denne galakse: Løvernes konge er Art Basel. Med den succesrige afstikker til Miami og overtagelsen af Art Hong Kong er der skabt en verdensomspændende Bermuda-trekant med et ben i hver lejr, hvorimod Frieze, der oprindeligt startede i London, synes at have nok at gøre med også at holde fortet ude på Randall’s Island i New Yorks East River. Det skyldes bl.a., at byens engang eneherskende kunstmesse The Armory Show  igen gearer op tæt fuldt af den mindre kendte – men økonomisk set meget stærke – ADAA, den yngre NADA samt Independent, som på foranledning af gallerist Elizabeth Dee åbnede for fem år siden i den gamle Dia-bygning (Dia er Ny Carlsbergfondet i en XL-udgave). Dér er ikke længere herberg at få, men med den ekstra destination i Bruxelles (i mange år har det lydt, at byen skulle blive det nye Berlin) er Independent i mellemtiden blevet en vaskeægte franchise ligesom næsten alle de andre.

Den ‘lokale’ Art Bruxelles har i et forsøg på at skærpe konkurrenceevnen reduceret i antallet af gallerier, men med fem store haller en suite, er der endnu ikke skåret ind til benet, hvis man spørger mig – hvilket der selvfølgelig ikke er nogen, der gør.

Noget lignende forsøgte man (eller sagde man, at man forsøgte) på messen ABC i Berlin, hvor alt ellers var fryd og gammen for bare to år siden. Dengang skulle hvert enkelt galleri forhandle det grundlæggende vilkår, det er at sælge kunst i en stor, åben lagerhal uden vægge, altså en ’white cube’, der ikke var så spor hvid.
Tilsyneladende er det primært noget, kunstnere som jeg synes er sjovt, eller også formåede man ikke tiltrække nok samlere udefra, bl.a. fordi et antal lokale gallerier med wildcard fik lov at trække gennemsnittet ned. Nu overtager Art Cologne hele butikken, og det skal blive spændende at se, hvad de finder på. For nok er Køln-messen igen blevet noget, man taler om, men bliver de alligevel ikke nødt til at finde på noget nyt?

Det skulle jo nødig gå som for FIAC, den hæderkronede gamle messe i Paris, der efter i årtier at have været en støvet affære igen fik kronede dage for så blot at bruge den nyligt optjente ’street cred’ til at frembringe misfostret Officielle. Her tvang man gallerier, der ikke kunne få plads på selve hovedmessen til at betale det hele for det halve. Den gik alligevel ikke, og ”BZ-messen” Paris International, stiftet af fem gallerister, rykkede lynhurtigt udenom og ind i et falleret palæ med al den saft og kraft, der ellers kun kendes fra messen Liste. Den huserer i et gammelt bryggeri, hvilket afstedkommer en for publikum yderst varieret tur rundt, og den regnes med god grund som den mest funky af de yngre messer. Desuden opererer den under Art Basels protektion.

Sådan man kunne man i det hele taget blive ved: Arco i Madrid, Art Rotterdam, Zona Maco og Material i Mexico City, arteBA i Buenos Aires, Untitled og NADA i Miami samt en lang række sidemesser sammesteds osv.

Nordisk eller international sensibilitet?
Men hvad med længere nordpå egentlig? Chart kom selvsagt først med et hot alternativ til det nu definitivt hedengangne Art Copenhagen, men under slotsopholdet lider man til tider under netop varmegraderne. Og tilsyneladende går det så godt, at det også kniber med albuerummet. I hvert fald var galleri Croy Nielsen sidste år henvist til noget, der ikke kan beskrives som andet end et gangareal.

Dertil kommer, at det, til trods for danske Henrikke Nielsen, synes lidt af en tilsnigelse at kalde Croy Nielsen, der for nyligt flyttede fra Berlin til Wien, for et nordisk galleri. For det er Charts selvudnævnte varemærke – den nordiske kunst – og heri er de på linje med Market i Stockholm (omend noget mere sexet). Lokal forankring er formodentlig en udmærket strategi i en tid, hvor det globale er overmåde kriseramt, og New Nordic er udtryk for alt, hvad der er skønt og godt.

Personligt står jeg, der voksede op i halvfemserne, lidt uforstående overfor forestillingen om en særlig skandinavisk sensibilitet. Så heldigvis for mig og alle andre kunstinteresserede i Danmark og omegn har Chart fået følgeskab af den nu endelig ægtefødte Code Art Fair. Her slås dørene ud til verden nemlig op på vid gab.

Det gør Code til historiens første messe nord for Berlin dedikeret til international samtidskunst. Heroppe, hvor det progressive skattesystem nok kræver sine ofre, og de rige ikke tælles i procent men i promille, men hvor købekraften hos de mange alligevel nok skulle kunne klare et værk eller to eller tre om året i stedet for en italiensk ismaskine i retrolook, den anden skitur og den tredje fladskærm. Eller måske er der råd til mere – i hvert fald hvis kunstneren ikke er en ”blue chip”.

Jeg tror, det er en betydningsfuld metafor, fordi ”huset”, det vil her sige messerne og de store gallerier, har en tendens til altid at vinde. Det sker især på bekostning af de mindre og mellemstore gallerier, der i de senere år har fået kærligheden at føle: De kontinuerlige prisstigninger på ejendomsmarkedet gør det svært at generere et overskud ved almindeligt salg, og de eksorbitante udgifter til messedeltagelse gør det svært at tjene nok til også at betale huslejen derhjemme, hvor man oveni købet sjældent befinder sig alligevel. Et ulykkeligt catch 22, hvis offer er al den kunst, man ikke umiddelbart kan se meningen med på Instagram, altså dybest set alt andet end maleri. Og så måske performance, der, fordi det essentielt handler om tilstedeværelse, stortrives i og med det nye ’sociale’ medie. Men som gallerist kan man altså snildt komme hjem med en regning på en kvart million for at have siddet til bords med de ‘vokse’, der blot har at sætte et par kulørte kæmpeskåle af Anish Kapoor på højkant, for at det alligevel har været en rigtig god weekend. Og hvis man ikke vil bide skeer med de store, er der altid et andet yngre og mere fandenivoldsk eller ældre og mere kapitalstærkt galleri, der vil og kan.

Sneblindhed og uansvarligt store grids
Dertil kommer, at messernes endeløse hvide gange, afstedkommer en slags sneblindhed, der minder om black jack-bordets forbandelse. Selvfølgelig er der nogle ’high rollers’, som tager en ordentlig gevinst hjem, men alle ”kasinoets” almindelige gæster vansmægter med tør gane, susen for ørene, (Damien Hirst-)prikker for øjnene og ømme fødder i pumps eller tyndsålede herresko (tømmermændene fra gårsdagens arty party gør ikke sagen bedre). Hvad er vejen ud af den labyrint, kan man med fordel spørge?

Generelt synes jeg, messerne burde være strammere kurateret og i det hele taget bare mindre. Standene kunne også godt være lidt mere rimelige i pris, eller måske kunne man indføre et progressivt system, der i højere grad differentierer mellem de forskellige typer af gallerier. En slags topskat for Gagosian, Zwirner og de andre 1%. Der kunne også sagtens være kortere eller i det mindste færre af de almindelige åbningsdage, hvor det er messen og ikke gallerierne, der tjener penge.

Men det helt afgørende er, tror jeg, at messerne hver især får en arkitektonisk forankring, der betyder, at man som besøgende mærker, at man rent faktisk befinder sig et sted. Det vil kort sagt sige præcis det modsatte af Art Basels ’grid’ – så uansvarligt stort, at hvis du mister dit trykte kort, er der risiko for, at du ikke finder ud igen, før de piller væggene ned (Det kunne sikkert sagtens være noget Google Maps havde en løsning på, hvis ikke også forbindelsen var dårlig). Her kan til sammenligning nævnes FIAC, der også er en enorm messe, men hvor man altid kan orientere sig blot ved at kaste et blik op mod himlen, ja selv Friezes gigantiske partytelte en suite synes i den her sammenhæng at foretrække.

Code Art Fair 2016 under glasloftet i Bella Centret. Pressefoto

Crystal Hall
Målt på disse parametre klarer begge Københavns kunstmesser sig udmærket. Chart har sin barokke borg midt i byen, og med lidt god vilje fremstår Codes Crystal Hall som en blanding af netop FIAC’s Grand Palais og Center Pompidous senhalvfjerser utopisme med vildtvoksende glas og stålkonstruktion. Og de små stuebirk, fra dengang Bella Center blev bygget, er nu enorme træer, der strækker sig langt ud over gangene, der for øvrigt er så tilpas brede, at man ikke bliver klemt af barnevogne og andet godt.

Man kan således betragte hver stand som en udstilling. Det kan være både en fordel og en ulempe for gallerierne, idet det alt andet lige stiller større krav til sammenhængskraften i den enkelte præsentation, men for publikum er det en fryd. Man siger også, at jo bedre, eller i hvert fald dyrere, en messe er, jo tykkere er væggene. Og netop væggene er noget Code 2 måske godt kunne arbejde lidt på. Men med tempereret klima og strømme af naturlig lys er den store, åbne hal alligevel tæt på optimal.

Ja, jeg ved godt, at mange derude tænker, som jeg selv gjorde: ”Biler i Bella anno 1986.” Eller: ”Hvordan kommer man overhovedet derud?” Men det helt vilde er, at Ørestaden faktisk allerede er en del af virkeligheden. Fra Kgs. Nytorv tager det ni min. med metro. Det er faktisk tættere på end Vesterbro, hvor der med Nils Stærk og Galleri Nicolai Wallners (u)frivillige udflytning til Fuglekvarteret alligevel ikke er mere at komme efter.

Skal jeg blive lidt højstemt, vil jeg sige, at Code som følge af det gigantiske skylight og bladene, der falder, har en næsten zenagtig forankring i årstiden, døgnets gang og vejret. Skinner solen, oplyser den i løbet af dagen forskellige værker, mens andre står hen i let skygge. Det er præcis det modsatte af de forfærdelige spots, der blæser betydningen af ethvert kunstværk til helvede og gør, at man som beskuer overvejer at begynde at ryge (igen) bare for at have en undskyldning for at komme væk fra ‘pokerbordene’ og udenfor at se, hvad tid på dagen, det egentlig er. På Code derimod er lyset generøst fordelt ud over hele kunstoplevelsen. Og vil du absolut mørket, har Code den helt vilde luksus at have en biograf, der er cirka dobbelt så stor som den i de fleste danske provinsbyer. Kunsten i den mekaniske reproduktions tidsalder, ja, hej.

Mikkel Carl er billedkunstner.
Var kurator på første udgave af Code Art Fair, 2016

Code Art Fair er med i programmet for Cph Art Week som foregår 24-august - 3 september
Læs om Chp Art Week her

Code Art Fair 2017

31 aug 20172 sep 2017

Code Art Fair
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Langt fra Las Vegas'

Facebook