Lad nu maleriet vågne op til dåd!

Lad nu maleriet vågne op til dåd!

Adrian Ghenie, Pie Fight Study 2, 2008. Olie på lærred. Et eksempel på et levende, kultur kritisk maleri. (Galeria Plan B, Berlin)

Selvom teoretiske kilder og værkreferencer indgår, så er denne tekst ganske generaliserende og udtryk for mine personlige holdninger og postulater om maleriets tilstand.

Jeg vil starte med et postulat.

Hvis man er taget til den københavnske kunstscene for at se samtidsmaleri, stilles man som beskuer ofte overfor meta-reflekterende billedserier. Malerier om malerier. Cirkler, farver, teksturer samt perfektionistiske, og ofte meget minimalistiske, kompositioner bliver til hypoteser om det at se, materialitet og socialt/historisk/politisk forankrede tanker om syn- og kunst generelt. Hypoteser, der bliver materialiseret og kategoriseret, for derefter at blive redistribueret som samtidsmalerier på vægge i kommercielle gallerisammenhænge, men også på museer.

Et eksempel er Moderna Museets seneste udstilling Lögner om Maleri. Udstillingen på Moderna Museet kan fortolkes som en stor kunstinstitutions forslag til, hvilke fremtidige veje malere kan bevæge sig ud af.

LÆS ANMELDELSEN AF UDSTILLINGEN LÖGNER OM MALERI

Vågn nu op!
Høj-modernismen er ovre og jeg vil tillade mig at komme med postulat nummer to.

At vokse ud af høj-modernismens arvemasse og derved omfavne en tradition for maleri om maleri, flader om tekstur og farver om former, som ung kunstner, er også at negligere de mængder af forskellige problematikker vedrørende ‘kunst om kunst’ for et ikke kunst-udøvende publikum, der er blevet kritiseret, siden Clement Greenberg artikulerede sine modernistiske tanker og dertilhørende forherligelse af maleriets medie-specificitet i midten af det tyvende århundrede.

Jeg langer ikke ud efter, eller klandrer denne type malerier for at være dårlig kunst. Tværtimod, som formelt maleri, former og farver på flader, er de ofte meget veludførte, æstetisk smukke og interessante.

Men når malere ønsker at vise verden deres visuelle studier af visuelle studier, farver ”om” former etc. bevæger de sig også væk fra en tradition for figurative kritisk reflekterende malerier. Figurative maleriske universer, som tager udgangspunkt i hverdagen eller de steder som vi, som mennesker, lever i idag.

Figurative landskabs-, portræt og på anden vis fortællende malerier med historier som kunstneren personligt har erfaret, og finder af betydning at skildre, virker til at være i lav kurs iblandt yngre generationer af malere. Hvis man som maler bevidst bevæger sig ud af en tangent, hvor ens ouvre omfatter formelle studier af maleri om maleri om maleri om ingenting, betyder det også, at man ikke ser det som sit ansvar at tage stilling til den verden man lever i som billedkunstner.

Sergej Jensen: Uden titel, 2011 fra Moderna Museets udstilling Lögner om Maleri, 2013.
Sergej Jensen: Uden titel, 2011 fra Moderna Museets udstilling Lögner om Maleri, 2013.
Akademiske dagsordener
Sergej Jensens Uden titel, 2011, og uden maling, hænger på Moderna museet som del af deres aktuelle udstilling om samtidsmaleri. Spørgsmål om materialitet, syns- og malekonventioner er nogle af de ting, som sådan et værk forholder sig til. Jeg mener, det er spørgsmål, som enhver maler burde stille sig selv før han eller hun begynder at male.

Er det konservativt i dag, hvis ens maleri kun reflekterer over sit medies ”kunnen”, med det formål at skabe særlige æstetiske oplevelser, væk fra enhver synlig stillingtagen til problematikker i hverdagen?

Jeg henvender mig med dette indlæg ikke til malere som Tal-R, Fie Norsker mfl. Men jeg ville ønske at flere af malere i dag (som er up-coming kunstnere), fik mig til at føle, at de havde noget på hjerte. Sådanne tankesæt er gængse inden for film, foto og performance kunst. Selvfølgelig er der eksempler på kunstnere, der beskæftiget sig med et emne ude fra virkeligheden, uden for kunstens verden, som han eller hun søger at reflektere over, sanse og skildre på æstetisk vis med pensel på lærred. Men pseudo-akademisk arbejde og art-speak har vi nok af i dagens kunstverden. Det værste eksempel på modernistisk inspireret samtidsmaleri er, når kunstneren vil belære sit publikum om akademiske diskurser, som vedkommende er blevet inspireret af.

Som figurativ maler virker det i dag som om, at hvis man vil blive taget seriøst og blive en del af en etableret dansk kunstverden, så skal man lægge ud med at bruge en stor portion tid på at retfærdiggøre, hvorfor man har valgt at male figurativt. I stedet for at spørge til, hvorfor har du malet det du har? Hvad vil du med det? Er din kritik retfærdiggjort, eller er den en anelse naiv og privat?

Nostalgiske skilderier
Måske har flere malere ikke meget at sige, når de ikke forholder sig til lært teori eller konventionelle æstetikker samt problematikker, som har floreret i den danske kunstscene siden de sene 1990ere, hvor der skete et boom af maleri-udforskende kunstnere. Jeg klandrer hverken doodles, minimalistiske malerier o.l. for at være dårlig kunst.

Men taler vi om samtidsmaleri, føler, mener og erfarer jeg et stort tab, når eksistensen af et sådant ikke forholder sig til noget oplevet og faktisk-set, oplevet og følt hos kunstneren: ikke at billeder nødvendigvis skal skabes ud fra impressionistiske tanker omkring sansningen af enkelte øjeblikke, bedst erfaret ude i virkeligheden. Men det er som om, at der ses ned på de malere, der igennem hele deres liv har forsøgt at skildre ting, de har set og oplevet:

”Uha, nej hvor fælt og gammeldags”.

Kaspar Bonnén: You're the band, 2009 er et eksempel på et maleri, hvor udgangspunktet er hverdags- celebritykultur, og udtrykker sig derefter; her med ironiske og kritiske pointer.
Kaspar Bonnén: You’re the band, 2009 er et eksempel på et maleri, hvor udgangspunktet er hverdags- celebritykultur, og udtrykker sig derefter; her med ironiske og kritiske pointer.

Et sprog med en fortælling
Kunsthistorikeren Rosalind Krauss har da også skrevet sin kritik om post-mediale tanker, hvor hun klandrer megen samtidskunst for at være moraliserende banale angreb på kunsten selv (Krauss, 2011). Omvendt mener medie og computer-teoretikeren Lev Manovich at kunstmuseer huser uddateret teknologi (Manovich, 2001).

Er tanker omkring figurative, velmente, og hårdt udarbejdede malerier gamle nostalgiske typer af medier, der hører en overklasse til? Og er det derfor fy-fy i dagens demokratiske Danmark at male sådan? Det virker, som om maleri idag betragtes som en enten enormt intellektuel virksomhed eller det modsatte: ren æstetisk nydelse og udforskning af materialitet. Men kan malekunst ikke handle om noget?

Jeg mener, det står klart, at udbuddet af stærkt figurativt maleri ikke er noget, som virker til at gå i arv til mange kunstnere. Hvor er udtrykkende figurativ malekunst, hvor vi ser på noget genkendeligt?

Hvor måden det er malet, påvirker vores oplevelse af det sete? Som, når en poet, forfatter eller musiker anvender sproget til at påvirke vores fornemmelse for de historier, som han vil ud med og mener er vigtige at fortælle.

Romantiker? Det tror jeg nok, jeg tør sige, jeg er. Mit blik på maleri kan klandres for ”bare” at være resultat af en tid i økonomisk tilbagegang, hvor mennesker har det med at dyrke det velkendte i forsøg på at finde et ståsted og give sin hverdag mening. Måske. Men hvorfor skulle det være problematisk at forsøge at søge mening med livet igennem kunsten i svære tider, at skildre de steder, hvor man finder det svært eller problematisk at forholde sig til som menneske, ved at male? Bevæger vi os uden for de nordiske minimalistiske tendenser, ser kortet af samtidsmalerere også ganske anderledes ud.

Skal vi slå sanseapparatet fra?
Retter vi vores blikke imod nogle af de helt store samtids malerne som Adrian Ghenie, Justin Mortimer eller Hernan Bas, eller af tidligere malere som Lucian Freud og Francis Bacon, startes vores sanseapparater og problematikker omkring menneskekroppe, generationsskifte, ligestilling og seksualitet. Medmindre man da er så eftertænksom, her forstået som i besiddelse af evnen til at slå sit sanseapparatet fra, til fordel for et blik på kunst, der ser med fortolkende øjne alene.

Er et sansende og erfaringshigende blik på maleri, hvor den beskuende forsøger at lære noget om sig selv og sit liv, ved at se på lærredet, blevet erstattet af et andet syn?

Er aktuelle modernistisk inspirerede syn på samtidsmaleri blevet til indlejrede – måske i dagens Danmark maleri-konservative – kritikker af maleri som værende af ren kapitalistisk, asocial (elitens Søndags/Lørdags hygge medium) eller af nostalgisk, gammeldags, lavteknologisk art?

Hernan Bas, Our leaders new pupil, 2007. Olie på lærred. (Courtesy Galerie Perrotin)
Hernan Bas, Our leaders new pupil, 2007. Olie på lærred. (Courtesy Galerie Perrotin)
Se nu fx Hernan Bas, Our leaders new pupil, 2007. Olie på lærred. Slipsets dødningehoved og billedets titel giver sig selv. Men hvad med farverne?  Hvad udtrykker de, og strøgene? Den unge mands blik? Hvordan er han? Er den samfundskritik, som er indlejret i billedet, retfærdiggjort eller naiv?

Disse er spørgsmål, et maleri som dette kan fremprovokere. Måske er en sådan analysemetode af hermeneutisk karakter og følger denne tradition. Men hvorfor skulle det være noget dårligt?

Sjældent samtidsmaleri
Afslutningsvis vil jeg gøre det klart, at jeg ikke er ude efter nogen bestemte malere. Jeg synes også Sergej Jensens maleri er fint lavet og er interessant opbygget med former og farver.

Men spejder man efter nye generationer af malere, der tør udtrykke sig omkring de ting i verden, som de mener er vigtige at forholde sig til på ny, skal man nok kigge i et stykke tid.

Når jeg personligt i København artikulerer sådanne holdninger for andre unge kunstnere, er det denne besked jeg ofte modtager:  

”Du er godt nok en nostalgisk romantiker”.

Hvorfor? Fordi jeg værdsætter malerier fra mennesker, der har historier at fortælle, og bruger dette potente og udtryksfulde medie, til at skildre dem?

Er en tradition for maleri, der forsøger at åbne op for gen-sansninger af noget vi kender til fra hverdagen, passé i København, eller har jeg misset nogle navne?

Udstillingen i Malmø, samt Kunsten.nu´s anmeldelse af samme med tommelfingeren rettet opad, vidner måske om det. Dansk, nordisk eller skandinavisk fænomen? Det er jeg usikker på. Men, at der eksisterer andet end formelle eksperimenter til fordel for indlevende kommentarer på den virkelighed vi lever i, skildret i samtidsmalerier, det ved jeg.

Man finder det bare sjældent i København.

Dette essay er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

Jakob Kudsk Steensen er tværmediel billedkunstner uddannet ved Central St. Martins, School of Fine Arts, Vrije Universiteit New Media Department og Københavns Universitet. Derudover har han været freelanceskribent ved Dagbladet Information og ARKITEKTEN og står bag formidlingsinitiativet ARTONFILM.

Referencer:
Krauss, Rosalind: ”Washed away” i Under The Blue Cup. MIT University Press, 2011.

Manovich, Lev: Post-Media Aesthetics. 2001.

Del artiklen

'Lad nu maleriet vågne op til dåd!'

Facebook