Lad kunsten cirkulere

Lad kunsten cirkulere

Vilhelm Lundstrøm: Portræt af Yrsa, 1931. (Detalje)

Hvem drømmer ikke om at opbygge en kunstsamling? To nordsjællandske museer har netop sat spot på store danske kunstsamlinger, der har det til fælles, at de hver især er resultat af et dynamisk samlervirke. Det er imidlertid mere undtagelsen end reglen, når man taler om danske kunstsamlinger.

Listen over efterårets museumsbesøg bør inkludere Nivaagaards særudstilling Modernisme og Guldalder, der viser et udpluk af de legendariske grundlæggere af henholdsvis Louisiana og Nivaagaard, Knud W. Jensens og Johannes Hages – samlinger af dansk klassisk modernisme og guldalderkunst.

Derudover har man på Sophienholm i sensommeren kunne opleve professor Erik Andreasens private kunstsamling, som han donerede til Glyptoteket. Her blev man mødt af navne som Jean Deyrolle, Victor Vasarely, Jean Dewasne, Serge Poliakoff,  Richard Mortensen og Robert Jacobsen, der tegnede avantgarden i Paris og København i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 50’erne.

Jean Deyrolle: Den ene af to kompositioner. Signeret. Gouache på papir. Hver 10 x 16 cm. Samlet vurdering: DKK 12.000.
Jean Deyrolle: Den ene af to kompositioner. Signeret. Gouache på papir. Hver 10 x 16 cm. Samlet vurdering: DKK 12.000.
Samlerens drivkraft
Mændene bag samlingerne nærede alle en livslang kærlighed til kunsten og havde stor indsigt i, hvad der rørte sig i det kunstliv, der omgav dem. De lod sig hele tiden gribe, og med stor kvalitetsbevidsthed, fingeren på pulsen og et dynamisk kunstsyn opbyggede de hver især enestående samlinger, der i dag fremstår fuldendte og vedkommende. 

Tag f.eks. Erik Andreasen, der som udgangspunkt holdt mest af den abstrakt-konkrete kunst, men alligevel ikke lod sig begrænse:  

”I 1952 kom jeg ved et tilfælde ind i ”Tokanten”, hvor Carl-Henning Pedersen udstillede. Jeg kendte knap nok hans navn (…) og fik rent ud sagt et chok (…),” beskriver han.

Oplevelsen blev en øjenåbner og medførte, at han lod sin samling vokse i en ny retning mod tidens mere ekspressionistiske udtryk.

Statiske kunstsamlinger
I modsætning til udlandet, f.eks. Sverige, oplever vi som auktionshus, at danske kunstsamlere grundlæggende har en tendens til at opbygge meget statiske kunstsamlinger. I stedet for at lade samlingerne bevæge sig i nye retninger eller med tiden udskifte nogle af værkerne med nogle bedre, fortsætter mange med at erhverve nye værker, indtil der ikke er mere plads på væggene. Først når samleren dør, sælger arvingerne ud af kunstsamlingen, og kunsten kommer igen i cirkulation.

Den opmærksomme læser vil måske hævde, at en repræsentant fra et auktionshus selvfølgelig er af den holdning – at kunsten bør cirkulere, fordi det giver flere penge i kassen. Og det er selvfølgelig en del af sandheden. Når det så er sagt, er de mest interessante, vedkommende og fuldendte samlinger dem, der fremstår dynamiske.

Opfordringen lyder herfra at undgå kun at lade udviklingen i en privat kunstsamling være et spørgsmål om omfang!

Kunstsamlinger på auktionsmarkedet
Heldigvis er der alligevel mange eksempler på dynamiske kunstsamlinger i Danmark – også uden for museal sammenhæng. Som auktionshus støder vi med jævne mellemrum på dem.

Vilhelm Lundstrøm: Portræt af Yrsa, 1931. Usigneret. Olie på lærred. 102 x 81 cm. Vurdering: DKK 150.000-200.000.
Vilhelm Lundstrøm: Portræt af Yrsa, 1931. Usigneret. Olie på lærred. 102 x 81 cm. Vurdering: DKK 150.000-200.000.
For nogle år siden fik vi f.eks. den faaborgske biografdirektør Knud Langå-Jensens imponerende cobrasamling ind, og vi står netop nu overfor at skulle sælge connaisseuren Ove Højgaard Andersens samling af konkret kunst af navne tilknyttet Galerie Denise René i Paris.

Han var en kendt gæst rundt omkring i de københavnske auktionshuse igennem flere årtier, hvor han erhvervede værker – og solgte en del igen, når han fandt nogle, der supplerede samlingen bedre.

Cirklernes kunst
Apropos cirkulation – op gennem 1970’erne blev det rundt omkring i Jylland populært med de såkaldte ”kunstcirkler”, hvor et antal kunstinteresserede sluttede sig sammen om at indkøbe et tilsvarende antal samtidskunstværker. Værkerne gik på tur og blev sluttelig udloddet til den pågældende cirkels medlemmer.

Galleristen Nils Stærk, der bl.a. har Michael Kvium og Nils Erik Gjerdevik i sin stald, har for nylig udsendt et nyhedsbrev, hvori han proklamerer en relancering af kunstcirklerne.

Med en kunstcirkel får man mulighed for at lærer noget nyt om samtidens kunst hjemme i sin egen stue, for så i sidste ende at blive beriget med et af de cirkulerende værker. Det kunne uden tvivl være en god måde at opstarte en dynamisk og levende kunstsamling på.

Lad os endelig se flere cirkler!

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

Camilla Lezuik Streton er cand. mag. og nyhedsredaktør ved Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

Del artiklen

'Lad kunsten cirkulere'

Facebook