Er det ok at lokke mænd til at deltage i film med sextilbud? Israelske Ruti Sela og Maayan Amirs filmtrilogi, der cirkler om en besynderlig udveksling af krigsminder for sex, giver etiske panderynker.
”Kussen er den store konspiration. Kvindens magt er i kussen”
Det er muligvis en lidt corny indledning på en anmeldelse. Men passagen er sakset fra opslaget om kussen i Brøndums Encyklopædi skrevet af Jørgen Leth, som om nogen har blik for ikke alene erotikken men også de magtstrukturer, den er spundet ind i. Og forklaringen følger.
Citatet får nemlig substans og aktualitet i israelske Ruti Sela og Maayan Amirs videotriologi Beyond Guilt, der i øjeblikket vises i Århus Kunstbygning.
Har du slået nogen ihjel?
I en af triologiens videoer sætter de to unge kvindelige kunstnere via en datingside en række mænd i stævne på et hotelværelse. En af dem smider bukserne, næsten inden han er kommet ind, og demonstrerer han er klar. Men ak – I stedet for sex viser filmen afklædte og forvirrede mænd liggende i sengen, mens filmmagerne med kameraet helt oppe i ansigtet udspørger dem, om de har slået nogen ihjel.
Hmm… det er et setup, der vil noget, men som også slingrer gevaldigt. De to kunstnere vil have mændene, der optræder i deres film til at dele deres krigsminder – helst de traumatiske. For at få beretningerne tilbyder de mere eller mindre åbenlyst sex. Vi ser kejtede mænd på absolut glatis. Det tror pokker!
Magt er allevegne
Magt er til stede alle vegne – helt ind i erotikken, jævnfør Leth. Ligeledes krigen – i hvert fald hvis man er fra Israel, hvor værnepligt er obligatorisk for alle (mænd som kvinder) og konflikten med palæstinenserne en konstant, der er til at tage og føle på. Alligevel er sammenblandingen på ingen måde indlysende, og hvad er det egentlig kunstnerne vil?
Ikke gennemtænkt
Vil kunstnerne undersøge, hvordan det påvirker en befolkning at være i krigtilstand? Eller vil de undersøge ´magten´? Hvis det første er sagen kunne man jo ´nøjes´ med at spørge om det. I det andet tilfælde kræver det, at en reel refleksion over magtforholdene er synlig og mærkbar.
Kunstværker skal ikke nødvendigvis være logiske eller ´gå op´, men i dette tilfælde virker projektet mere forhippet på at være grænseoverskridende end at være gennemtænkt.
Og så er der de etiske problemer.
Klaustrofobisk autenticitet
Vi præsenteres for et håndholdt og snævert univers på små hotelværelser og bar-toiletter. I en af filmene er en prostitueret hyret og skal filme kunstnerne, mens de stiller hende intime spørgsmål.
I en anden vises der bare overkroppe og buler i bukser på toiletterne. I sekvenser udspørger kunstnerne mænd om krigserfaringer, mens de tilbyder blowjobs.
Der er klippet med tæft, underlægningsmusikken har puls, og vi får et klautrofobisk tæt blik på de mennesker, som deltager i filmene – en form for “helt op-i-synet-autenticitet”.
Taget med bukserne nede
Men denne “ægthed” er skabt på baggrund af, at filmenes deltagere er taget med bukserne nede – hvem kan holde facaden, når der viftes foran dem med kameraer, forslag om analsex og nærgående spørgsmål om krigstraumaer?
Man kan mene, at kunsten er grænseløs, og vi er hinsides skyld (jævnfør titlen Beyond Guilt) – men den måde filmene bruger deltagerne på er problematisk.
En gris for et navn
Jeg vil sammenligne med Kristian von Hornsleths The Village Hornsleth Project fra 2006. Hornslet tilbød indbyggerne i en landsby i Uganda en gris, hvis de tog hans navn “Hornsleth”. Det skabte en del diskussion.
Man kan sige, at sådanne projekter udstiller magten. I Hornsleths tilfælde den rige hvide mands magt, i Sela og Amirs tilfælde ´kussemagt´. Man kan argumentere for, at disse kunstnere ved at iklæde sig magten stiller den kritisk til skue – og at de er modige og vedkender sig, at ingen – heller ikke de selv – er uskyldige og udenfor magtspillet.
Man kan også postulere, at de israelske kunstnere investerer sig selv – at de går hele vejen og tilbyder deres inderste for at få kunsten i kassen.
Stillet til skue
Det er bare ikke det, der manifesterer sig i videoerne. Hverken selvreflektionen over magtspillet eller eksponeringen af den personlige investering.
Man ser i et glimt den ene af kunstnerne smide blusen, men det er først og fremmest deltagerne, der løber alle risici og bliver stillet til skue i deres kejtethed.
Det minder lidt om forbruget af deltagere i et realityprogram – som jo i parentes bemærket også er “autentiske”.
Jeg vil ikke underkende Selas og Amirs projekt dets pirrende effekt og et vist råt drive, der viser et andet og mere kuldslået Israel, end jeg kendte til. Men projektet mangler klarhed og etikken halter – uanset at værket hedder Beyond Guilt.
