Kunstsamlingens nødvendighed

Peter Nørgaard Larsen er Samlings- og Forskningschef på Statens Museum for Kunst. Her har han det fulde overblik over kunstsamlingen og daglig kontakt med de mange medarbejdere, som varetager samlingen på forskellig vis.

Statens Museum for Kunst varetager den største kunstsamling på landsplan, og de udstillede genstande er kun toppen af isbjerget. Alene maleri – og skulptursamlingen indeholder 9000 værker, hvoraf kun ca. 1500 er udstillet i salene.

Peter Nørgaard Larsen fortæller, at museet bruger mange ressourcer på at overholde museumslovens krav til opbevaring og bevaring af samlingen. Og her melder spørgsmålet sig så: Er det nødvendigt at bruge alle disse ressourcer på at opbevare og varetage så meget materiale?

Salg med konsekvenser
Diskussionen bluser op fra tid til anden. Senest blev ideen om at åbne for salg af kunstmuseernes samlinger luftet af partiet Venstre. Peter Nørgaard Larsen afviser dog sådanne forslag og forsvarer samlingens nødvendighed.

“Vi ser vores samling som en slags hukommelse, som kan aktiveres på forskellige tidspunkter alt efter behov. Hvis man piller dele af sådan en hukommelse ud, skabes der huller, som er svære at rekonstruere.” forklarer Peter Nørgaard Larsen og uddyber:

“Vi opbevarer ikke noget, som ikke er vigtigt, men vi ved ikke, hvornår noget bliver vigtigt. For 20 år siden var der ingen, der gad beskæftige sig med symbolisme. Man syntes det var fuldstændig håbløst. Men så vendte det pludselig. I dag laves der kæmpestore udstillinger med symbolisme, og der publiceres masser af bøger om emnet.”

“Man ved jo godt, hvordan det går med kunsthistorien. Om 10-15 år interesserer man sig for noget helt andet end i dag.” forklarer Peter Nørgaard Larsen. “Vi oplever alle værkerne i samlingen som noget, der har et potentiale og kan aktiveres på et eller andet tidspunkt. Derfor er vi ret ydmyge overfor vores samling.”

Museet som spiller på kunstmarkedet
Museet ville desuden hurtigt løbe ind i problemer, hvis man solgte donerede værker. Og salg af samtidskunsten kunne endda føre til interessekonflikter, fortæller Peter Nørgaard Larsen.

“Hvis vi skulle sælge af vores samtidskunst, så kommer der jo pludselig et element af spekulation med i opkøbet. Vi kunne eksempelvis købe 10 værker af en kunstner, som vi vurderer bliver stor indenfor et par år, selvom vi reelt kun har brug for 5. Men så bliver vi jo pludselig en spiller på kunstmarkedet, og jeg tror bestemt ikke, det er i museets interesse at gå den vej.”

Den digitale fælde
Statens Museum for Kunst er netop i færd med at digitalisere hele samlingen, så man kan besøge museets samling virtuelt hjemmefra.

“Den digitale opløsning er i dag så god, at museernes digitalisering af kunstværkerne har ført til en debat om, hvorvidt det kan erstatte originalen”, forklarer Peter Nørgaard Larsen.

“Men vi er nogle, der stadig tror på mødet med værket som noget ganske særligt. Der er en autencitet og en stoflighed, som selv den bedste digitale gengivelse ikke kan hamle op med. Derfor synes vi, at det er meget vigtigt, at publikum kan opleve originalerne.”

Og man kan rent faktisk komme i nærkontakt med de originaler, museet opbevarer i magasinerne. Peter Nørgaard Larsen fortæller, at adgang til samlingen er en afgørende faktor i museernes funktion.

“Alle kan i princippet få adgang. Det kræver bare, at man ringer til studiesalen og bestiller en tid. Det kan være Picassos tegninger, det kan være Rembrandt – du får lov til at sidde med det.”

Autenticitet som overlevelse
“Jeg tror, man som museum skal passe på med at løbe for meget efter den digitale tendens, fordi museernes overlevelse i høj grad afhænger af, at der er noget autenticitet”, mener Peter Nørgaard Larsen.

“Der er en masse myter og aura omkring værket og en tro på, at originalen kan nogle ting, som reproduktionen ikke kan. Det skal man værne om, for det er selve genstanden, der sikrer vores overlevelse på langt sigt.”