Kunstprekariatets uligheder

I samtidskunsten har produktionsforholdene – den tid, de penge, de relationer, der ligger bag og omkring kunstværket – fået en central rolle i takt med at diskursen om kunstneres strukturelle selvprekarisering er blevet udbredt.

Den slovenske performanceteoretiker og professor ved Institut for Anvendt Teatervidenskab ved Justus-Liebig University i Giessen, Bojana Kunst, har længe været en toneangivende tænker i kulturteoriens analyse af kunstarbejdet som model for post-Fordistisk, prekært projektarbejde.
Det særlige ved Kunst er hendes evne til at analysere kunstlivets doublebinds og paradokser i senkapitalismen, som når for eksempel inddragelsen af privatlivet i performancekunsten bliver et varegjort imperativ, når socialt engagement bliver til overarbejde eller når frigørelsen fra kønsroller producerer nye afhængighedsforhold og nye former for følelsesmæssigt arbejde.

I bogen Artist at Work (2015) er Kunst optaget af, hvordan liv formes gennem kunstens produktionsforhold. Hun analyserer, hvordan ’autentisk’, bekendende og kreativ subjektivitet er blevet en standardiseret vare; hvordan socialiteten mellem mennesker som værdi forventes akkumuleret gennem immaterielt og ubetalt arbejde i deltagelsesæstetikkens appropriering af privatlivet; og hvordan kulturarbejderens liv er formet af projektarbejdets temporalitet med parallelle deadlines og en nutid domineret af projicerede fremtidshorisonter.

Kunst har peget på især dovenskab, passivitet og nedlæggelse af arbejdet som modstandsformer, der frasiger sig perfekt og permanent performance i hvad vi kan forstå som et gennemøkonomiseret liv.
Hun skriver sig dermed ind i en post-marxistisk kritik af neoliberale rationaler i senkapitalismen, især eksponeret af den italienske autonomia-bevægelse med repræsentanter som Michael Hardt og Toni Negi, Franco ”Bifo” Beradi eller Paolo Virno, der analyserer arbejdets historie og fremhæver kollektive modstandsformer, der kan sætte en kæp i hjulet på kapitalismens fremdrift.

Analyserne af arbejde er dog situeret hinsides centraleuropæisk og amerikansk venstrefløj: både Kunsts forslag om passivitet og hendes mistro til de beregnende fællesskaber og salgbare former for kritik i senkapitalismens kunstinstitutioner kan man forstå i slægtskab med en kreds af tænkere fra den tidligere Østblok som Janez Janša, Bojana Cvejić, Ana Vujanović og Boyan Manchev og ikke mindst værker af Via Negativa, Mladen Stilinović, Chto Delat og BADCo., som Kunst dynamisk tænker med i sine tekster.

Kunst udfordrer fra sin position som performanceteoretiker specifikt malstrømmen af løfter om autenticitet, intimitet, edginess og hyperaktivitet, der har fået performancekunstnere til både at peake og udmattes eftertrykkeligt i det 21. århundrede.
Med sine analyser af strukturel selvprekarisering i performancekunsten har hun skolet en bevidsthed om kunstarbejdets værdi hos en hel generation af studerende og kunstnere, der i dag både kræver ret til ferie, forsikring, pension og betalt barsel.

I de seneste år har Kunsts analyser taget udgangspunkt i specifikt feministiske spørgsmål om reproduktivt arbejde, strukturel ulighed og mere-end-menneskelige fællesskaber. I essayet Feministisk omsorgspolitik og nærheden mellem kunst og liv ser hun implicit tilbage på den kritiske bevidsthed i performanceteorien, hun selv har medskrevet, ved at stille spørgsmålet:
“Hvad har vi til fælles, bortset fra at vi er udmattede og følelsesmæssigt påvirkede?” (Kunst 2021, s. 20)

Kunst undersøger til prekaritetsbegrebets blinde vinkler, informeret af intersektionel analyse: hvilke helbredsmæssige, racialiserede, kønnede, klassebestemte, geografiske og økonomiske forskelligheder slører optagetheden af ’prekaritet’ for? Overdøver kulturarbejdernes prekære fællessang visse privilegier og afhængighedsforhold?

På den europæiske, selvorganiserede (performance)kunstscene kan man se tilbage på mange år med to arbejdsområder, som gensidigt udmatter et kunstnerliv: international co-produktion og social reproduktion. En typisk model for performancekunstnere – og i øvrigt måske mange kulturarbejdere – i de sidste 20-30 år har været at turnere internationalt mellem kunstscener i den unge del af karrieren og så drage omsorg for børn og nærmiljø med socialt engageret kunst i anden halvdel af arbejdslivet.

I en talk i sommeren 2020 i Dansehallerne i København foreslog Kunst et teoretisk koncept, der – på feministisk vis – forener kampene for solidaritet intergenerationelt, internationalt og institutionelt: hun foreslog, faktisk i en bisætning, om vi kunne tænke i retning af co-(re)produktion.

Sådan, som jeg tænker med Kunsts co-(re)produktion, så har alle i kunstens producerende infrastrukturer – institutionerne, samarbejdspartnerne internationalt, kollektivmedlemmerne (og måske også kritikerne og det forventningsfulde publikum?) – altid-allerede et opdrag i at forholde sig til social reproduktion, i bredeste forstand: til produktionen af liv. Hvordan kan kunstverdenen gentænke sine produktionslogikker ud fra en omsorgsæstetik?

Når Kunst skriver om kunstens afhængighedsforhold i en gennemøkonomiseret samtid, så skriver hun også om at tage mikropolitisk medansvar.

Fremfor alt må vi – imens vi spekulerer på andre måder hvorpå vi kan opretholde og drage omsorg for liv – punktere den optimisme, der forbinder og adskiller os, og huske på, at selvom vi måske gerne vil løfte solidarisk, er nogle af os mere udsatte – økonomisk, geografisk, politisk, sundhedsmæssigt, som kønnede, eller som racegjorte – end andre; vores politiske forestillingskraft er strukturelt asymmetrisk og kun i en grundlæggende omfordeling af vores kapaciteter, vores omsorg og støtte, kan vi – også som medproducenter i kunstens sfære – praktisere et planetært oikos.