Kunstnerorganisationerne indgår aftale med Organisationen Danske Museer om minimumshonorarer til kunstnere

Kunstnerorganisationerne indgår aftale med Organisationen Danske Museer om minimumshonorarer til kunstnere

Installationsfoto Ung dansk kunst - Samfundsprognoser, ARKEN. Foto David Stjernholm.

Bag aftalen står Organisationen Danske Museer (ODM), Billedkunstnernes Forbund (BKF), UKK — Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere og Danske Billedkunstneres Fagforening (DBF). “Et vigtigt skridt i retning af mere bæredygtige arbejdsvilkår for kunstnere i Danmark”, siger Maj Horn og Gro Sarauw fra UKK.

ODM og de tre kunstnerorganisationer har udarbejdet vejledende retningslinjer for minimumshonorarer til kunstnere, der udstiller på danske museer.

I fastlæggelsen af de vejledende minimumshonorarer indgår såvel antal kunstnere og udstillingstype som museets besøgstal. Besøgstallene benyttes som et parameter, der afspejler museets størrelse – og som et pejlemærke for institutionens økonomiske formåen.

Se takster for minimumshonorarer her

Anne-Mette Villumsen, museumsleder Skovgaard Museet og bestyrelsesmedlem for kunstområdet i ODM, siger:
”Vi har længe ønsket at medvirke til at sikre ordentlige vilkår og økonomi for landets kunstnere. Samtidig har der gennem årene hersket en del forvirring og misforståelser. Vi håber, at vi med aftalen om anbefalede minimumshonorarer kan medvirke til at sikre de forbedrede vilkår for kunstnerne, som alle ønsker”.

Nis Rømer, Billedkunstnernes Forbund (BKF) siger:
”Med den nye aftale får kunstnere et forbedret udgangspunkt for at forhandle deres honorarer i forbindelse med udstillinger. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, at der nu er enighed mellem ODM og kunstnerne om et anbefalet minimumsniveau. Vi håber, at hele kunstlivet vil tage godt imod aftalen og bruge anbefalingerne i udstillingsarbejdet.”

Maj Horn og Gro Sarauw, UKK – Organisation for Kunstnere, Kuratorer og
Kunstformidlere siger: UKK anbefaler aftalen som et vigtigt skridt i retning af mere bæredygtige arbejdsvilkår for kunstnere i Danmark. Vi ser både aftalen som et konkret værktøj for honorering og som et grundlag for at skabe større fælles forståelse for regulering af lønvilkår for kunstbranchen. På baggrund af feedback og sammen med de andre organisationer ser vi frem til at videreudvikle modellen så også kunsthallerne, de selvorganiserede udstillingsplatforme og freelance kuratorer er med.

Signe Klejs, Danske Billedkunstneres Fagforening (DBF) siger: Aftalen viser at vi kan opnå resultater, når vi samarbejder. Velfungerende og rimelige arbejdsvilkår for kunstnere, betyder et mere bæredygtigt kunstliv i Danmark til glæde for både institutioner, udstillere og publikum.

Honoraret dækker:
Kunstnerens arbejde med at forberede og etablere udstilling, herunder møder, levering af værkbeskrivelser, deltagelse i PR-arbejde i begrænset omfang, klargøring af værker, vejledning ved installering samt arbejde ved tilbagelevering af værker.

Honoraret dækker ikke:
Produktion af nye værker, transport af værker, forsikring, rejseomkostninger, ophold, artist talks, performance, workshops, undervisning, kuratering mv.

Aftalen er alene vejledende, da ODM ikke har juridisk forhandlingsret på museernes vegne.

Kilde: BKF

Del artiklen

'Kunstnerorganisationerne indgår aftale med Organisationen Danske Museer om minimumshonorarer til kunstnere'

Facebook