Kunstnerne til årets Trailerpark Festival offentliggjort

Kunstnerne til årets Trailerpark Festival offentliggjort

Trailerpark Festival 2015. Foto: Flemming Bo Jensen

Sløret for, hvilke billedkunstnere der i år omdanner Copenhagen Skatepark til et farverigt kunstunivers, er løftet.

Trailerpark Festival er stedet, hvor musik, kunst og teknologi får lov at smelte sammen. Nu offentliggør den tre dage lange musikfestival, som foregår fra den 28. til 3o. juli midt i Københavns urbane omgivelser, de kunstnernavne, som i år skal være med til at bygge festivalen op fra bunden i samarbejde med arkitekter, designere og håndværkere.

Sammen med en lille håndfuld danske navne præsenterer festivalen i år et mere internationalt line up end tidligere med kunstnere fra England, Holland, USA og Tyskland. Årets billedkunstner-navne lyder som følger: Isabel + Helen (UK), Where the Walv is (NL), Hvass & Hannibal (DK), The Lost Object (US), Heidi & Hermann (DK), ZEBU (DE), Klub7 (DE), Phuc van Dang (DK) og Oliver & Søren (DK).

Nogle af kunstnerne kommer til at stå for at designe og bygge festivalens tre musikscener og dermed opfylde Trailerpark Festivals ambition om visuelle input ved koncertoplevelserne. Den danske kunstnerduo Hvass & Hannibal kommer for eksempel til at stå for Royal Stage-scenen, mens britiske The Lost Object står for Rebel Stage.

“Den scenografiske ramme er ekstrem vigtig for den musikalske oplevelse. Lige så snart man begynder at bruge den visuelle side sammen med musikken, får musikken for alvor lov til at udfolde sig. Jeg tror mange mennesker higer efter det visuelle i musikken. Derfor synes vi, at det vigtigt at bruge scenen som et medie til at udfordre publikum og via lys og scenografi skabe en ramme, som understøtter og løfter forståelsen for musikken og lige så vel scenografien,” forklarer Mikkel Christopher, som er ansvarlig for kunstprogrammet på Trailerpark.

Du kan læse mere om Trailerpark og de kunstneriske projekter herunder.

Trailerpark Festival er skabt af det danske kunstnerkollektiv ArtRebels, som hvert år samler sit netværk af kunstnere, arkitekter, designere, techies, scenografer, filmskabere og lys- og lyddesignere.

De kunstneriske projekter:

Isabel + Helen (UK)
Den engelske duo Isabel og Helen er på flere designmediers liste over ‘Ones to Watch 2016’. Duoen har skabt international opmærksomhed med deres legesyge, farverige installationer og omdanner en campingvogn til et sanseligt og surrealistisk tilflugtssted for Trailerparks gæster.

Where the Walv is (NL)
De fire hollandske kunstnere i Where the Walv is vil skabe en interaktiv installation - også med udgangspunkt i festivalens varemærke - campingvognen. Deres vision er at give publikum en kunstnerisk rystetur og lover desuden, at deres værk vil kalde på gæsternes indre legebarn.

Hvass & Hannibal (DK): Royal Stage
På dette års Trailerpark designer Hvass & Hannibal hovedscenen med udgangspunkt i den hypnotiserende dualisme mellem lys og skygge. Scenen bliver svøbt i skulpturelle lysprojektioner, der skaber dybde og bevægelse i samspil med livet på scenen.

The Lost Object (US): Rebel Stage
Den amerikanske kunstner og galleriejer Hyland Mather, aka The Lost Object, vil med sin opfindsomhed og kærlighed til materialer indsamle efterladte genstande, som han finder i København, og bruge dem til at bygge et svævende kunstværk, der bevæger sig over publikum ved hjælp af kinetik.

Heidi & Hermann (DK): Soundvenue
Heidi & Herman designer i år Soundvenue-scenen, og med et skud junglefeber vil gæsterne blive omsluttet af tropiske luner, nordlys og techno-botanik.

ZEBU (DE)
Den berlinske kunst- og illustratorgruppe Zebu er vokset op i graffitikulturen. Det sætter sit tydelige præg på deres designs, når de slipper deres kreativitet løs og bruger bybilledet som deres lærred. Zebus stil er humoristisk og en lille smule sær med deres karakteristiske finurlige figurer, og de er ikke bange for at eksperimentere.

Klub7 (DE)
Det tyske kunstnerkollektiv Klub7 har en fortid i graffiti og street art og er især kendt for deres vægmalerier og grafiske værker i det offentlige rum. På Trailerpark skaber gruppen en gigant af en installation. De lover spænding og spontanitet, når de i improviseret stil folder sig ud.

Phuc van Dang (DK)
Phuc har flere år skabt værker til Trailerpark. I år vil han sætte fokus på den globale flygtningekrise med installationen The Boat Benches, som samtidig dekorerer festivalen med super funktionelt design. Opfordringen lyder: “Sid på The Boat Benches, start en dialog og sig hej til en ny ven.”

Oliver & Søren (DK)
Denne sommer tager de to designstuderende en container under kærlig behandling og har lagt en kreativ plan, for at suge publikum ind i en kunstnerisk bobbel og få dem til at glemme tid og sted.

Del artiklen

'Kunstnerne til årets Trailerpark Festival offentliggjort'

Facebook