Kunstmarkedet lever af samleres vanvid, og kunstnere lever af deres CV. Hvis man er bevidst om det, kan man lettere trække på skuldrene, vende det døve øre til og koncentrere sig om vigtigere ting.
Kunstmarkedet har igen opnået kæmpe salgssummer. Mark Rothkos (1903-1970) ‘Orange, Rød, Gul’ blev for nylig solgt for 496 millioner kroner. Edvard Munchs (1863-1944) ‘Skrig’ (som billedet faktisk hedder i ubestemt bøjningsform) blev solgt for 606 millioner kroner, og det er jo også en slags penge.
Kort efter denne nyhed, begyndte diskussionerne rundt om i de små hjem og på Facebook:
Er de værker virkelig så mange penge værd? Er det ikke vanvittigt at give så mange penge for et maleri? Er Munchs værk så bedre end Rothkos?
Kunsten lever af vanvid
Spørgsmålene er forkert stillet. Et kunstværk er intet værd i sig selv. Det har ingen nytteværdi, ingen brugsværdi; det er lige præcis så meget værd, som nogen gider betale for det. Det er ganske givet vanvittigt at betale et nicifret beløb for et maleri, men hvor går grænsen? Er det mindre vanvittigt at betale et ottecifret beløb? Går grænsen ved 10 millioner? Ved 1 million? Måske er det bare vanvittigt at betale penge for kunst. Men hovedparten af kunsten lever af dette vanvid, af samlernes trang til at eje et stykke kunst.
Prisen siger i øvrigt intet om den kunstneriske kvalitet. Man kan måske sige, at det trods alt kun er gode værker, der sælger til millionbeløb, men det er kun indtil man kommer i tanker om Damien Hirst, hvis middelmådige værker opnår skyhøje priser på grund af kløgtig spekulation. Man behøver ikke foragres over dette, blot køligt konstatere, at kunstmarkedet har sin egen logik, og den behøver man ikke tage alvorligt som andet end en udstilling af den kapitalistiske logik som sådan.
Fetichisme
Den tyske filosof Theodor W. Adorno kaldte kunsten for ‘den absolutte vare’. Med det mente han, at kunstens værdi på markedet udelukkende er en bytteværdi. Hvis jeg har forstået det ret, så har mange genstande en nytteværdi, og de rummer desuden en større eller mindre grad af fetich-værdi. Fetichværdien er de egenskaber vi tillægger varen ud over deres nytteværdi, såsom at gucchitasker har en praleværdi (som mange åbenbart dyrker), eller at bestemte mærker af kildevand er finere end andre, selv om ingen kan smage forskel.
Pointen er nu, at kunsten som vare ikke har andet at vurderes på end denne ekstra fetich-værdi, dette at vi tillægger den symbolske egenskaber og status. Der er ingen som helst objektive brugskvaliteter. I tilfældet Rothko og især Munch er der tale om ikoniske værker, der har fået deres eget liv i kulturen, og som derfor stiger i værdi. Men den vigtigste vare er kunstnerens navn.
Det er nemlig som regel sekundært, hvad værket udtrykker, i forhold til, hvem der har lavet det. Inden for den enkelte kunstner kan der naturligvis være forskelle på forskellige værkers markedspris, men disse forskelle er små sammenlignet med forskellen fra kunstner til kunstner. I sidste ende er det altså kunstneren, der sælger sig selv, og kunstnerens CV er derfor den vigtigste handelsvare. Jo mere kendt kunstneren er, des mere betyder navnet. Hvis en gruppe af pedantiske Rembrandt-eksperter afgør, at et Rembrandt-maleri ikke er malet af mesteren selv, men af en elev, falder det til en tiendedel i værdi, selv om billedet er det samme. Navnet Rembrandt er det afgørende, ikke billedet.
CV’et som handelsvare
På websitet Artfacts kan man finde en hitliste over hvad alverdens kunstneres markedsværdi er, baseret på, hvor de har udstillet. Jo finere udstillinger, des mere er kunstneren værd. Og jo flere fine steder, man har udstillet, des finere steder kan man få lov at udstille. Det er nemlig ikke kun markedet, men også museerne, der er besatte af kunstnernes CV.
Det handler naturligvis også om værkernes kvalitet, men for at komme i betratgning skal kunstneren gøre sig fortjent, og det betyder, at hun skal have en række blåstemplinger og en solid karriere kørende. En ukendt kunstner, der laver et genialt værk (eller en række værker) har ikke en chance, mens den mindste prut slået af en kendt kunstner er et værdifuldt samlerobjekt.
Af samme grund går gallerister og kuratorer meget op i at understrege, hvor deres kunstnere har udstillet før, og kunstnerne selv flasher deres CV i tide og utide. Det er fuldt forståeligt, og jeg anklager ikke nogen, men jeg tillader mig at bladre videre eller vende det døve øre til når der gennemgås CV, ligesom jeg ikke selv skriver om kunstnerkarrierer, med mindre der er særlige omstændigheder eller jeg har fået det pålagt. Ikke fordi jeg tror mig hævet over disse mekanismer. Men fordi jeg er mere interesserede i værker og nærværende udstillinger end i kunstnerkarrierer og auktionspriser.
