Tillad mig at fortælle en personlig anekdote. Lad mig gøre det, fordi anekdoten ikke kun handler om mig selv, men sikkert også peger på et mere generelt vilkår, som gælder for mange kunstnere, og som sandsynligvis stadig er aktuelt den dag i dag.
For snart tyve år siden i 1997 fik jeg tildelt et treårigt arbejdsstipendium af Statens Kunstfond. Ud over glæden ved de mange penge og udsigten til lang tids arbejdsro, føltes det også, som om jeg for første gang rigtigt fik en offentlig anerkendelse for mit kunstneriske arbejde. Nu måtte det være endegyldigt forbi med at overbevise skattemyndigheder, arbejdsformidlinger og alskens socialrådgivere om, at man vitterlig skulle tages alvorligt som seriøs kunstner og ikke længere mistænkeliggøres som en, der forsøgte at udnytte sin hobby til at opnå fordele i velfærdssystemet.
Penge til at arbejde
I flere år forinden havde jeg, som så mange kunstnere sikkert kender det, forsøgt at klare mig igennem med små indtægter her og der, lidt salg, lidt honorar, småjobs og indimellem understøttelse fra den A-kasse, som jeg var medlem af. Som jeg gerne siger: De fleste mennesker går på arbejde for at tjene penge, mens billedkunstnere forsøger at skaffe penge for at arbejde.
Da jeg modtog mit arbejdsstipendium, havde jeg forinden optjent en del timer, så jeg var berettiget til understøttelse, og derfor henvendte jeg mig til min A-kasse, for at orientere dem om, at jeg nu skulle være fuldtidskunstner i tre år, finansieret af staten. De konstaterede dog blot, at eftersom der ikke var nogen ansættelse forbundet med stipendiet, ville jeg stadig blive betragtet som arbejdsløs, og hvis jeg ikke tog noget arbejde i de pågældende tre år, ville jeg ikke længere være berettiget til understøttelse.
Derfor besluttede jeg at opsige mit medlemsskab af A-kassen. Hvorfor betale til noget i tre år, som alligevel ikke kunne levere det, jeg betalte for.
Ikke selvstændig nok til ASE
Efter råd fra kloge folk meldte jeg mig i stedet ind i ASE, de selvstændiges arbejdsløshedskasse, det passede bedre til min arbejdsform. De næste tre år arbejdede jeg så lykkeligt og bekymringsfrit med min kunst. Det gik også fint det følgende år efter stipendiet var opbrugt, men så begyndte problemerne at melde sig: Indtægterne blev mindre og mindre, og til sidst hørte de næsten op. Billedkunstnere bliver principielt aldrig arbejdsløse, men indtægtsløse. Derfor henvendte jeg mig nu til ASE, for at høre om jeg kunne få understøttelse.
ASE oplyste mig indledningvis om, at jeg i så fald først skulle erklære mit firma konkurs, og det ville bl.a. indebære, at jeg enten skulle sælge eller destruere mit varelager. Det sidste kan lyde temmelig skræmmende for en billedkunstner, men kunne sikkert klares ved formelt at overdrage hele den kunstneriske produktion til ens samlever eller lignende. Dernæst undersøgte ASE mine indkomstforhold for de foregående år, og til sidst fandt de frem til, at jeg havde for få indtægter, der direkte relaterede til mit firma, fx. salg, og for mange indtægter, der ikke gjorde, som fx legater og løn for forskellige småjobs. De konkluderede derfor helt enkelt, at jeg “ikke var selvstændig nok” til at være berettiget til understøttelse fra dem.
Alt for selvstændig til socialforvaltningen
Med dette afslag var der ingen anden udvej end at opsøge den lokale socialforvaltning. Her ansøgte jeg nu om muligheden for at få kontanthjælp i en periode, hvor jeg hverken havde indtægter eller forsikring. Socialforvaltningen indvilgede i at se på min sag. De forlangte også at se alle indtægter og økonomiske forhold for de foregående år. Efter en længere sagsbehandling kom de frem til den meget klare konklusion, at jeg ikke var berettiget til at modtage kontanthjælp, fordi jeg var “alt for selvstændig”!
Se, nu var jeg altså indehaver af to modstridende, officielle dokumenter, jeg kunne holde op imod hinanden: Et, der fastslog, at jeg som billedkunstner ikke var tilstrækkelig selvstændig, og et andet, der fastslog, at jeg som billedkunstner var alt for selvstændig. Helt bogstaveligt havde jeg ganske enkelt papir på, at jeg som kunstner var et socialt tilfælde! Et socialt tilfælde, der ikke passede ind i nogle af systemerne.
Ikke et kuriøst eksempel
Jeg tror ikke, at der her er tale om en enkeltstående og kuriøs anekdote. Jeg er bange for, at anekdoten stadig har gyldighed, og at den faktisk giver et meget rammende billede af det danske arbejdsmarkeds og velfærdsystems manglende evne til at håndtere og understøtte kunstnere og andre, der udfører deres arbejde af andre årsager end blot at tjene penge.
Og det gælder åbenbart uanset, hvor etableret og anerkendt man er, for selv om ens kunstneriske arbejde er fuldt anerkendt i den ene ende af systemet, er det langt fra sikkert, at det også er det i den anden ende.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
