Kunstnere og unge skaber kunst i det offentlige rum med projektet #VÆRKDINVERDEN

Kunstnere og unge skaber kunst i det offentlige rum med projektet #VÆRKDINVERDEN

Pelle Brage: Ærø viser vejen, 2021. Illustration

#VÆRKDINVERDEN er en national kampagne, der besøger forskellige byer for at engagere lokale unge i nye fortællinger om deres by. I år er byerne Vejle, Kolding, Fredericia og Ærøskøbing. Kampagnen kulminerer med en udstilling hele maj måned på tværs af de deltagende steder under temaet ‘Make A Move!’

Pelle Brage, Molly Haslund og Karoline H. Larsen er de tre kunstnere, som skal lede processen i de tre byer. På hvert sted tager kunstnerne udgangspunkt i et eksisterende offentligt kunstværk, der baner vej for nye undersøgelser af, hvad kunsten kan bidrage med i den lokale kontekst. De eksisterende kunstværker er Randi & Katrines kunstfærge, der lægger til i Ærøskøbing havn, Anders Bonnesens kunstfortov i Vejle og Nils Erik Gjerdeviks væltede elmaster langs motorvejen mellem Fredericia og Kolding.

På havnen i Ærøskøbing løser Pelle Brage og byens unge klimaproblemer med oppustelige skulpturer og en alternativ margueritrute. I Vejle inviterer Molly Haslund til at skrive sig gennem byen med kroppen som blyant. Og i Fredericia og Kolding skaber unge nye forbindelser og fællesskaber via metervis af selvlysende tape sammen med Karoline H Larsen.

#VÆRKDINVERDEN ønsker at sprede budskabet om kunstens potentiale i det offentlige rum via de mennesker, der møder den. Deltagernes egen viden og perspektiv på byen sættes i spil via værkerne og indgår i formidlingen undervejs via sociale medier. I forlængelse af udstillingen igangsættes et vidensdelingsprojekt, der indsamler og diskuterer den viden, projektet producerer undervejs.

Kilde: Another Public

Del artiklen

'Kunstnere og unge skaber kunst i det offentlige rum med projektet #VÆRKDINVERDEN'

Facebook